ANNONCE

Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus, COBE, 2018. Foto: Rasmus Hjortshøj

Astrid Rifbjerg de Thurah

Cand.mag. i Moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet.

Stadig flere danske folkebiblioteker bliver i dag udformet som opsigtsvækkende institutioner, hvis funktion og arkitektoniske udtryk rækker ud over den fysiske samling og forvandler lånere til brugere.

Udviklingen skyldes den stigende digitalisering af bibliotekernes samling, som har presset institutionerne til at gentænke deres formål i lokalområderne. I Tingbjerg er der imidlertid mere på spil end som så. Som beskrevet i Arkitekten 07/19 er bydelen et skattet eksempel på den funktionelle tradition, den engelske havebytanke og Steen Eiler Rasmussens virke. Alligevel har Tingbjerg figureret på den såkaldte ghettoliste, siden VK-regeringen i 2010 udsendte sin første oversigt over ghettoområder i Danmark. For at genskabe bydelen som et attraktivt boligområde skal der frem mod 2030 investeres i nye private boliger og bedre infrastruktur, og her indgår Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus som en vigtig komponent i bydelens styrkede kulturelle og rekreative kvaliteter. 

En analyse af husets ambitiøse byggeprogram viser, at visionerne for byggeriet kan opsummeres i tre overordnede kategorier: Huset skal danne ramme om livslang læring og udvikling, fungere som et socialt samlingspunkt og være et positivt vartegn for Tingbjerg. For at forstå, hvordan visionerne har været med til at forme de fysiske rammer, gjorde jeg i efteråret 2019 Bibliotek og Kulturhuset til ramme om min hverdag. Med tilladelse fra en gruppe hjælpsomme ansatte deltog jeg i husets Kulturbazar sammen med lokale beboere og foreninger, hang ud i andensalens makerspace og underviste i den somaliske forenings lektiecafé.[1]

Visionen om at understøtte læring og udvikling har paralleller til den danske bibliotekslov fra 1920. Her fremgår det, at bibliotekets formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. I Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus bliver den ambition imidlertid sat på prøve. Det skyldes dels den sammensatte brugergruppes forskellige behov for henholdsvis fordybet læring og udadrettet aktivering, dels husets åbne struktur. De fysiske rammer gør det svært at trække sig fra igangværende aktiviteter, og eftersom etagerne er smalle og fungerer som gennemgangsrum, bliver selv rolige zoner ofte hektiske.

Når de lokale benytter Bibliotek og Kulturhuset, sker det således under forudsætning af, at de er villige til at gå på kompromis med egne behov for stille fordybelse samt parate til at udfordre de øvrige brugeres opførsel. Visionen om læring og udvikling betinger derfor et elastisk vidensbegreb, som gør det muligt at betragte brugernes uoverensstemmelser som en demokratisk øvelse, der legitimerer intern konflikt og skaber plads til uens handlemåder. 

Astrid Rifbjerg de Thurah

Cand.mag. i Moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet.

Noter

1: Specialet blev gjort tilgængeligt for udlån i januar 2020 under overskriften Sten, samlingspunkt, papir – en kulturvidenskabelig undersøgelse af det udvidede biblioteksrum. 
2: Ray Oldenburg: The Great Good Place: Cafés, Coffee Shops, Bookstores, Bars, Hair Salons, and Other Hangouts at the Heart of a Community. Cambridge: Da Capo Press, 1989.
3: Sharon Zukin: The cultures of cities. Malden: Blackwell ­Publishers Ltd., 1996.
4: Juhani Pallasmaa: Arkitekturen og Sanserne, red. C. Thau & M. Keiding. København: Arkitektens Forlag, 2014. 

Udgivelse

Artiklen blev udgivet i Arkitekten 04/2020.

ANNONCE

Foto: Rasmus Hjortshøj

I den biblioteksfaglige litteratur bliver folkebibliotekets potentiale som samlingspunkt ofte konstateret med reference til fænomenet tredjesteder. Hos bysociologen Ray Oldenburg dækker det tredje sted over en bred vifte af offentlige rum, der danner ramme om regelmæssige, frivillige og uformelle møder uden for hjemmet og arbejdspladsen.

For at kvalificere til et tredjested skal det offentlige rum opfylde en række kriterier.[2] En systematisk gennemgang af Oldenburgs karakteristika for tredjestedet pegede bl.a. på, at Bibliotek og Kulturhuset understøtter uforpligtende samvær gennem fleksible ad hoc-tilbud. Med sin smalle profil og store glasfacade står byggeriet imidlertid i skarp kontrast til tredjestedets fysiske udtryk, der skal være afdæmpet for at få gæster til at føle sig godt tilpas og mindske antallet af engangsbesøgende. Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus rager op i bybilledet, og den ekspressive arkitektur kan være en af grundene til, at nogle lokale endnu ikke gør brug af huset.

Min undersøgelse af Bibliotek og Kulturhuset som positivt vartegn førte mig i to retninger. Dels mod en bedre forståelse af de fysiske rammers betydning for brugere og ansattes trivsel, dels i favnen på en tvetydighed, der ofte følger i hælene på nyopførte ikonbyggerier.

Sammenbygningen med det eksisterende gangnet på Tingbjerg Skole skaber synergi mellem de to institutioner, fordi eleverne kan finde vej til Bibliotek og Kulturhuset ved at navigere ud fra skolens velkendte gangsystemer. Med tre etager mellem udlån og voksen­afdeling kan de ansatte omvendt opleve ikke at have overblik over de brugere, der befinder sig i huset, og dermed have vanskeligt ved at opretholde en naturlig kontrol af rummet og foregribe uro. Husets vertikale opbygning udfordrer dermed etagernes overskuelighed og oplevelsen af tryghed.

Byggeriets spektakulære ydre er samtidig et eksempel på, at ikonisk arkitektur kan anvendes strategisk til at omdefinere et lokalområdes renommé og tiltrække ressourcestærke besøgende. Sociologen Sharon Zukin kalder drillende tilsvarende byudviklingsstrategier målrettet den urbane middelklasse for pacification by cappuccino,[3] mens arkitekturteoretikeren Juhani Pallasmaa advarer mod at forvandle arkitekturen til en strengt visuel kunstart.[4] At dyrke arkitekturen som attraktion er således et omtvistet fænomen, som kan resultere i en narcissistisk jagt på spektakulære billeder, men har potentiale til at styrke beboernes stedlige identitet og stolthed.

Hvad der ender med at blive Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus’ bestemmelse har ikke været afgørende for min undersøgelse. Men det er min vurdering, at den nye bygning imødekommer langt de fleste af beboernes behov. Havde der været en klarere plan for, hvordan indsigter fra inddragelsesprocessen kunne implementeres i designfasen, og var der sammen med 1-års gennemgangen blevet foretaget en efter-ibrugtagningsevaluering, kunne små, men væsentlige fejltrin være undgået, og huset ville i endnu højere grad have været drivkraft for læring, socialt samvær og en positiv byudvikling i Tingbjerg.

Foto: Rasmus Hjortshøj

Noter

1: Specialet blev gjort tilgængeligt for udlån i januar 2020 under overskriften Sten, samlingspunkt, papir – en kulturvidenskabelig undersøgelse af det udvidede biblioteksrum. 
2: Ray Oldenburg: The Great Good Place: Cafés, Coffee Shops, Bookstores, Bars, Hair Salons, and Other Hangouts at the Heart of a Community. Cambridge: Da Capo Press, 1989.
3: Sharon Zukin: The cultures of cities. Malden: Blackwell ­Publishers Ltd., 1996.
4: Juhani Pallasmaa: Arkitekturen og Sanserne, red. C. Thau & M. Keiding. København: Arkitektens Forlag, 2014. 

Udgivelse

Artiklen blev udgivet i Arkitekten 04/2020.