Steder og fortællinger

For Gladsaxe Kommune er genbrug på bydelsniveau også forståelse og brug af stedets kvaliteter og potentialer. Gladsaxe Kommune vedtog for tre år siden arkitekturpolitikken ‘Gladsaxe for mennesker’. Politikken tager udgangspunkt i begrebet stedsans, hvormed vi forstår, at alle steder har kvaliteter, noget særegent eller en historie, som vi kan bygge videre på. Vi har brug for at høre til og kunne relatere os til stedet, hvor vi bor eller færdes. Det har betydning for os, om stedet er indbydende, oplevelsesrigt og rart at færdes i. Når vi udvikler byen, skal vi derfor først og fremmest gøre os bevidste om, hvad stedets identitet er, og hvordan vi styrker den. Gladsaxe Kommunes fortælling og kulturarv er i høj grad de store almene boligområder som Høje Søborg og Søndergård Park. De repræsenterer sammen med store offentlige institutionsbyggerier som Gladsaxe Rådhus og Blaagaard Seminarium det kvalitetsbevidste velfærdsbyggeri fra starten af det 20. århundrede.

En mere overset, men ikke mindre vigtig del af vores kulturarv er de eksisterende villakvarterer, der optager størstedelen af kommunen. De er opført i starten af det 20. århundrede og udgør med deres tæt bevoksede haver et grønt, attraktivt område i storbyen. Den forskelligartede arkitektur giver villakvartererne deres egen karakter og en variation, der gør det til en oplevelse at bevæge sig rundt på vejene. Men det er en arv, der er udfordret. Vi har gennem de seneste år oplevet en stigende tendens til, at man ønsker at rive de eksisterende bygninger ned for at kunne bygge nyt. Det er en uheldig kulmination på en brug-og-smid-væk-kultur, som i forvejen præger vores forhold til forbrugsgoder som tøj, tv, køkkener og meget andet. At rive ned for at bygge nyt er i sig selv spild af resourcer, men vi ser også den konsekvens, at villakvarterernes egenart forsvinder. For de nye huse, der bliver bygget, er ofte typehuse, der er billige at opføre, men desværre kommer med en anden pris: Husene bliver opført efter et fast koncept, hvor grunden ryddes og planes, så den nye bygning kan opføres med behørig plads til entreprenørens maskiner. Indgrebet efterlader oftest et nyt hus i ét plan med en have helt uden træer eller beplantning ud over rullegræs.

For at bevare villakvarterernes kvaliteter, så har Gladsaxe Byråd med den kommuneplan, der netop er sendt i høring, besluttet, at det i fremtiden skal være langt mere attraktivt at bevare end at nedrive og bygge nyt. Det vil de gøre ved at give en øget byggeret til transformationsprojekter og begrænse, hvor stort et fodaftryk en ny bygning må have. Da Gladsaxe Kommune er fuldt udbygget og har været det de sidste 50 år, så har det gennem mange år været en forudsætning, at vi er nødt til at ofre eksisterende bygninger, når vi skal have plads til nye funktioner i byen. Vi har været meget optaget af at bygge bæredygtigt, men ikke af at genbruge de eksisterende bygninger.

Jeg mener fortsat, at vi vil have behov for at rive eksisterende bygninger ned, når vi skal finde plads til vigtige nye funktioner i vores by. Der er dog sket rigtig meget i perioden fra beslutningen om at nedrive Gladsaxe Skole til beslutningen om at bevare og genanvende den lukkede Gladsaxe Skøjtehal. Jeg oplever, at vi i Gladsaxe Kommune på kort tid har flyttet os fra, at nedrivning var en selvfølgelighed, til at fokusere på bevaring og begrænse os til nedrivning, hvor det er nødvendigt af bystrategiske hensyn. I min optik er nogle af de mest interessante steder at opholde sig bygninger og byrum, der har en fortælling. Steder, hvor tiden har sat sit aftryk, og tidligere funktioner er med til at definere rammen om det liv, der leves nu. Derfor er et nyt paradigme, hvor vi bestræber os på transformation, en gave til vores bydele og bymiljøer.