Stil de rigtige spørgsmål

Når du ser på Månen, hvad ser du så? Ser du et oldgammelt, klippefyldt himmellegeme, som ligger 385.000 kilometer herfra, som er oversået af kratere og uden nogen form for liv? Eller ser du den måne, som har inspireret Måneskinssonaten, utallige sange, eventyr, skuespil, film og malerier og er genstand for vores længsler og drømme?

Eksemplet kommer fra den tyske sociolog Hartmut Rosa. Han er kendt for sit kritiske blik på fremmedgørelsen i vores højhastighedssamfund og for bogen Det ukontrollerbare. I bogen, som udkom sidste år, gør Rosa sig til bannerfører for tesen om, at jo mere vi forsøger at kontrollere, tingsliggøre og fiksere vores omverden, des mere berøver vi os selv muligheden for at opleve den i al dens mangfoldighed. “I vores bestræbelser på at have kontrol over verden og os selv får vi gjort både den og os tavse,” som han skriver. Med andre ord: Når kontrollen får overtaget, går vi også glip af eventyret, fantasien og mystikken. Dét, som er med til at gøre os til mennesker.

Da jeg for nyligt læste Rosas bog, kom jeg til at tænke på, at netop ‘det ukontrollerbare’ også er arkitektkonkurrencens store styrke. I sit væsen bygger den nemlig på ideen om, at man efterspørger, hvad man gerne vil have, men ikke hvordan man vil have det. Mens en arbejdstegning skal være millimeterpræcis for at fungere, er konkurrencen lige modsat: En mulighed for at udforske det sanselige, fabulere og udvikle noget, man ikke engang selv havde kunnet forestille sig, da man gik i gang. 

Mange af arkitekturhistoriens bedste projekter er blevet til i tvivlens svalende skygge. Op igennem det 20. århundrede har især den åbne konkurrence banet vejen for unge talenter, nye tegnestuer, udødelige projekter og international succes. Dens mere frie udbudsform fører ofte til kreative og berigende løsninger, som ingen på forhånd havde set for sig. Operahuset i Sydney står stærkt i hukommelsen for alle, der har besøgt det, men også Søfartsmuseet i Helsingør, det nye Hospital Nordsjælland og det kommende Statens Naturhistoriske Museum er eksempler på projekter, som nok ville være løst helt anderledes, havde man blot ringet til the usual suspects. 

Et gammelt mundheld siger, at man får svar, som man råber, og det samme kan siges om arkitektkonkurrencen. Bruger man den til at stille de samme spørgsmål, får man én til af samme slags. Men tør man slippe grebet for en stund, er alt muligt. Desværre går tendensen snarere mod mere end mindre kontrol. Der er blevet længere mellem konkurrencerne, og dem, der gennemføres, har det med at sande deltagerne til i ressourcekrævende krav til detaljer og tjeklister for formalia og byggeteknik. Udfordringen er også, at mange kreative løsninger frasorteres i bedømmelsen, simpelthen fordi de bevæger sig ud over den bane, som er kridtet op.

De mange krav fordyrer processen på begge sider af bordet, og selv om de måske gør bygherren tryg på den korte bane, holder de sjældent på den lange. Efterhånden er detaljeringsgraden blevet så stor, at der ofte bedes om både rumskemaer og indeklimasimuleringer i afleveringen. Men følelsen af kontrol har det med at smuldre, efterhånden som projektet tager form. For ikke bare viser mange antagelser sig ikke at holde stik – mange for detaljerede løsninger skal alligevel tegnes om – der kommer sjældent stor arkitektur eller innovative løsninger ud på den anden side. Trygheden er kortvarig og falsk.

Vi har brug for nytænkning, når vi skal løse verdens store udfordringer; fra urbanisering til klima, stigende ulighed, trængt natur og pandemier. Derfor må konkurrencens potentiale i spil og rammerne omkring den skærpes, så den igen kan befordre kreativiteten og den arkitektoniske kvalitet. 

Vi må gøde jorden for konkurrencer, hvor ideen og konceptet er i centrum, snarere end byggeteknik og formalia. Det er klart, at man også skal håndtere den detaljerede præcisering af forslagene og sikre, at budgetterne holder, men det har ikke noget med konkurrencen som udbudsform at gøre. Det arbejde bør ligge i den udvikling og tilpasning af ideerne, der nødvendigvis må ske bagefter.

Skal konkurrencen bruges til det, den er bedst til, er det nødvendigt, at konkurrenceprojekternes mærkbare kvaliteter vurderes på lige fod med de målbare. Derfor skal konkurrencerådgiverne tidligt i spil, så der sættes de bedste rammer for kreativ idéudvikling, og fagdommerne må med i bedømmelsen, så arkitekturen får en velbegrundet stemme. 

For sagen er jo, at god arkitektur er en helhedsoplevelse, som beriger os på flere niveauer og bringer vores sanser i spil. Men også en helhedsoplevelse, som er svær at måle, veje og vurdere i en udbuds- eller konkurrencesituation. Vi kan regne på, om fundamentet kan bære, men ikke på, om taget løfter sig. Så lad os få flere fagfællebedømte konkurrencer, men slække lidt på kravene til leverancen. Lad os skabe rum for, at ny arkitektur kan udvikle sig i en iterativ proces, hvor alle parter bevæger sig uden for komfortzonen og udviser tiltro til hinanden.

Og det bringer os tilbage til Hartmut Rosa. Sociologens pointe er netop, at når vi stræber efter kontrol og outputmaksimering, ender vi ofte med det modsatte. Vi kan ikke selv bestemme, hvornår og hvordan vi vil lade os bevæge. Magiske oplevelser kan ikke planlægges, men har det med først at slå ned, når vi åbner os for dem. Og Månen er smukkest, når vi bare giver os selv lov til at opleve den.