ANNONCE
Store anlæg
Rammerne for fremtidens energiforsyning tegnes af arkitekter.
Pernille Scheuer
Teknisk redaktør
Arkitekt MAA
I Arkitekten nr. 08 fra 2021 bragte den tekniske sektion en artikel om energiøer eksemplificeret ved en række visionsforslag og afgangsprojekter med afsæt i de kommende planer for Nordsøen og Bornholm. Ud fra sidstnævntes kyst skal etableres to større havmølleparker, mens tekniske anlæg skal placeres på selve øen, ifølge Energistyrelsen. Planerne er nu yderligere aktualiseret af det nyligt afholdte internationale Østersøtopmøde i København, hvor forpligtelsen til at arbejde mod uafhængighed af russisk gas blev diskuteret, og det bl.a. blev besluttet, at Energiø Bornholm skal stå færdig i 2030.(1) Interessen for formgivning af store tekniske anlæg fortsætter blandt arkitektstuderende, og flere afgangsprojekter beskæftiger sig med forslag til fremtidig energiforsyning forskellige steder i landet samt den arkitektoniske og landskabelige bearbejdning, som knytter sig hertil.
Afgangsprojektet “Ved vejs ende – P2X Rødbyhavn” af Sune Lund Bunke og Frederik Lykkeberg Larsen fra Det Kongelige Akademi handler om overproduktion af uudnyttet energi på Lolland. Den overskydende elektricitet fra nærliggende vindmølleparker og solceller kan omdannes til andre energiformer ved hjælp af et Power-to-X-anlæg (P2X). Denne teknologi defineres som processen, hvor grøn elektricitet omdannes til brint eller andre produkter baseret på brint.(2) Ifølge Energistyrelsen er der store erhvervs- og eksportpotentialer på P2X-området, og mulighederne for indpasning i det danske elnet, ved flere forskellige lokaliteter, undersøges allerede. Afgangsprojektets mest markante træk er, ud over fire brintsiloer, de tre pyramideformede monolitter, som indeholder anlæggets syntesereaktor. Den overordnede vision er, at disse skal fungere som arkitektoniske pejlemærker i det flade landskab. Det resterende anlæg er indpasset i terrænet.
(Teksten fortsætter)
Pernille Scheuer
Teknisk redaktør
Arkitekt MAA
Udgivelse
Artiklen er første gang bragt i Arkitekten 08/2022.
Noter
1) Dr.dk
2) Danskenergi.dk
3) Videnskab.dk
4) Videnskab.dk
ANNONCE
P2X-anlæg i Rødbyhavn. Konstruktionssnit syntesereaktor. Tegning: Sune Lund Bunke og Frederik Lykkeberg Larsen
En anden måde at forholde sig til vindenergi på ses i afgangsprojektet “Offshore/Onshore – Exhibiting the forces and impact of a coastal wind farm” af Anne Nørgård Erichsen og Jakob Brask fra Arkitektskolen Aarhus. Her anvendes opskårne vindmøllevinger i tagkonstruktion og beklædning af et besøgscenter i Thyborøn. Mulighederne for, hvordan de gigantiske fiberglaskonstruktioner kan genbruges efter endt levetid, er store og uudnyttede. Den overordnede vision for projektet er dog at facilitere en bedre formidling af kystnær vindmølledrift og dermed gøre noget ved den manglende opbakning fra lokalsamfundet, hvilket ses som en af de største barrierer for omstillingen til bæredygtig energi, ifølge arkitekterne. En skepsis, som i nogle tilfælde måske er berettiget, kunne man spørge?
(Teksten fortsætter)
I projektet “Skyens varme” af Askan Moltke Johansen fra Det Kongelige Akademi (se Arkitekten 7/22) foreslås en transformation af Svanemølleværket til kombineret datacenter og varmecentral. I en ny tilbygning på kulpladsen placeres lange rækker af servere, hvis overskudsvarme skal opvarme fjernvarmevand til ca. 10.000 husstande i lokalområdet. Projektets overordnede vision er at give den immaterielle digitale ‘sky’ en arkitektonisk udformning samt at lagre data på en måde, som er mindre ressourcekrævende, end den er i dag. Dette skal bl.a. ske ved at lagre data som DNA i planter og træer i en vinterhave, som etableres i den eksisterende maskinsal. Teknologien på området er ny, men findes allerede, selvom den dog ikke er anvendt i stor skala, ifølge arkitekten.
(Teksten fortsætter)
Illustration: Askan Moltke Johansen
Ud over energi fra brint og varme fra dataservere bringes også en helt anden og mere kontroversiel energikilde til vores opmærksomhed med afgangsprojektet “An evolution of energy – from power of the past to fuel of the future” af Stine Brochmann Jørgensen fra Arkitektskolen Aarhus. Her undersøges potentialet ved at etablere et moderne thoriumbaseret kernekraftværk ved Skjern. Thorium er et radioaktivt grundstof, som i princippet kan erstatte uran som brændsel i kernekraftværker.(3) Foruden en rig forekomst af stoffet skulle fordelene tilsyneladende være mindre atomaffald, en sikrere produktion og en større energieffektivitet. Teknologien undersøges primært i bl.a. Kina og Indien, men er aldrig blevet kommercialiseret.(4) Det udvalgte område er tidligere udpeget til fremtidig grusgrav, som en del af regionens råstofplan. Thorium findes i stens molekylære strukturer og kan, ifølge arkitekten, således blive et affaldsprodukt fra grusgraven. Teknologien tillader, at reaktorerne kan placeres under jorden, mens den del af anlægget, som ligger over terræn, skal være delvist åbent for offentligheden. Afgangsprojektet læner sig op ad forskning på området.
Thoriumbaseret kraftværk ved Skjern. Foto: Stine Brochmann Jørgensen
Kælderplan, thoriumbaseret kraftværk ved Skjern. Illustration: Stine Brochmann Jørgensen