ANNONCE

Bropillernes facettering. Illustration: Dissing+Weitling
Interview ved

Pernille Scheuer

Teknisk redaktør

Arkitekt MAA

Hvad er det overordnede konstruktive princip i forhold til det arkitektoniske greb?

JH: Broen har et hovedspænd i form af en skråstagsbro med to gennemsejlingsfag. Det er samme type bro som på Øresund, men her er gennemsejlingsbredden ikke nær så krævende med hensyn til skibe og heller ikke så høj. Så den modsvarer nogenlunde den samme gennemsejlingshøjde som på den gamle Storstrømsbro (se også Arkitekten 01/21). Det er en bjælkebro, så princippet for de tilstødende fag er ret enkelt.

Hvad kræver det at opnå den meget organisk formede linjeføring?

JH: Linjeføringen kommer fra kravet om, at der skal køre højhastighedstog på broen, så derfor er der nogle meget udtalte krav med hensyn til stigning og radier, så det føles behageligt at køre med tog. Derfor er linjeføringen lagt op i et stort bueslag, som vrider ganske lidt, så midten bliver svagt hævet. Rent visuelt er broen let aflæselig, og man får ikke, som man kender det fra andre broer, nogle kedelige overgange mellem den horisontale og den vertikale linjeføring. Det er et helt enkelt bueslag, der bare ligger hen
over vandet.

Hvad har været afgørende for udformningen af bropillerne?

JH: Pillerne er jo nok dem, man vil fornemme først fra land, så derfor har vi haft stort fokus på at arbejde med deres facetteringer. Fordi pillerne ligger i et cirkelslag, er de alle sammen roteret en lille smule i forhold til hinanden, og det gør, at man meget gerne skulle få en spændende oplevelse af lys og skygge, når solen rammer facetteringerne. Der er primært arbejdet ud fra en æstetisk oplevelse af pillerne, men udformningen er selvfølgelig også en måde at spare materiale på. Jo mindre vi kan lave tværsnittet, dvs. jo mere vi kan minimere aftrykket, jo bedre. Og så er der selvfølgelig nogle andre forhold, såsom krav til vandgennemstrømningen, som vi skal påvirke så lidt som muligt. Derfor skal pillens tværsnit, dér, hvor den krydser vandet, også være begrænset, og selve formen skal være enkel, så den ikke skaber strøm eller hvirvler. Vandet skal gerne glide så ubesværet frem og tilbage blandt pillerne som muligt. Og så er der nogle statiske krav, som selvfølgelig er dimensionerende for, hvor stort pilleskaftet skal være. Det er primært en jernbanebro, så det er store kræfter, som skal føres ned igennem konstruktionen, hvilket gør dimensionerne en smule kraftigere end ved f.eks. en almindelig vejbro. Så er der pylonen, som bærer nogle af facetteringerne fra pillerne med sig, men som også skal være sin egen, eftersom den skal bære meget mere bro. Pylonen kommer til at stå lidt som en skulpturel mast ude i midten af bueslaget. I broens tværretning bliver pylonen meget slank ud fra ønsket om, at broen ikke skal være bredere end højst nødvendigt. I længderetningen har den selvfølgelig den nødvendige størrelse i forhold til fastgørelse af skråstag. Det er en lidt utraditionel måde at lave en pylon på, hvor selve aksen står forskudt fra centrum, hvis man kigger på tværsnittet. Pylonen får en retning og karakter af et sejl, der bevæger sig og trækker i linjeføringen. Rent konstruktivt var der sandsynligvis andre udformninger, som havde været mere effektive, så igen er der tale om et æstetisk valg.

Hvordan er byggeprocessen for en bropille?

JH: Bropillerne bliver støbt på land i elementer af ca. seks-otte meters højde. Så det er sådan set et samlesæt, man laver, hvor selve pilleskaftet består af flere ‘klodser’. Herefter sejler man elementerne ud og bygger dem simpelthen oven på hinanden. Modsat andre metoder, hvor man måske bygger en forskalling op ude på vandet og laver støbningerne in situ derude, så laves forskallingen og støbningen på land i nogle store haller. Bl.a. fordi geometrien er så kompleks. Hvis det havde været runde søjler, så havde det måske været nemmere at støbe dem ude på vandet. På denne her måde kan man stå under meget mere kontrollerede forhold og lave de her præfabrikerede støbninger. Pylonen har et gigantisk fundament, der også er blevet støbt på land, sejlet ud og sænket ned. (Samme metode er gældende for alle fundamenter, red.). Arbejdet med pylonen er i gang og stikker et par meter op over vandet lige nu, så den arbejdes der med sideløbende med bropillerne. Der bygges fra begge sider samtidigt frem mod hovedspændet, og den første drager er netop blevet lagt op lige før jul.

Interview ved

Pernille Scheuer

Teknisk redaktør

Arkitekt MAA

Jesper B. Henriksen

Arkitekt MAA og partner i Dissing+Weitling

Fakta

Storstrømsbroen
Sjælland-Falster via Masnedø
Arkitekt: Dissing+Weitling
Arkitektmedarbejdere: Jesper B. Henriksen, Morten Winding, Kasper Svanberg, Anna Schepper, Steen Jastrup
Ingeniør: COWI
Entreprenør: Storstrøm Bridge Joint Venture I/S (SBJV)
Bygherre: Vejdirektoratet
Under opførelse

Udvidet fakta

Den nye Storstrømsbro er en skråstagsbro med to vejbaner, dobbeltsporet jernbane samt cykel- og gangsti. Dækkets bredde er 24,8 meter, og broens samlede længde er 3,8 km. Projektet er det største brobyggeri i Danmark siden Øresundsbroen. Ud over projekteringen af broen til både vej- og jernbane rummer projektet nedrivning af den eksisterende bro opført i 1937. Arkitekterne påbegyndte opgaven med den nye Storstrømsbro i 2012.

Brodesignet har en klar sammenhæng mellem broens enkeltkomponenter, hvor der især er arbejdet med udformning af skråstagsbroen og bjælkebroen samt den 102 meter høje pylon. Hovedspændet består af to fag à 160 meter, mens spændet i sidefag er 80 meter. Gennemsejlingshøjden bliver 26 meter. Broens landfæster indføjer sig i den topografiske kontekst.

Broen kommer til at indgå i rækken af arkitekttegnede broer, bestående af Øresundsbroen, Storebæltsbroen og Farøbroen, og vil løfte infrastrukturen lokalt samt mellem Danmark og Tyskland.
(Beskrivelse fra arkitekterne, bearbejdet af red.)

Udgivelse

Interviewet bringes første gang i Arkitekten 01/2023, der udkommer den 9. februar.

ANNONCE

Udsnit af opstalt. Tegning: Dissing+Weitling

Hovedspænd. Illustration: Dissing+Weitling