Studenterklumme: En fortælling om skurke og helte

“Ville I bygge hovedkvarteret for en superskurk?” Sådan spurgte min vejleder på tegnesalen, da vi på studiet forleden diskuterede polemikken om Bjarke Ingels’ møde med Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, og BIG’s engagement i Saudi-Arabien. Stilheden var slående, og blev kun afbrudt af enkelte studerendes lidt tøvende latter. Det kom egentlig bag på mig. For jeg havde forventet en større konsensus om, at det at bygge for the bad guys selvfølgelig var noget, vi ikke ville tage del i. Men et rungende entydigt ‘nej’ blev det ikke til. Ikke engang fra mig selv.

Betyder det, at idealismen er et visnende kronblad hos blomsten af arkitektstandens ungdom? At jeg og mine medstuderende er villige til at sælge ud og blindt tage del i en arkitekturudvikling, der får negative konsekvenser for det liv og det samfund, der efterfølgende vil udfolde sig i det byggede landskab, vi har bidraget til? Næppe. Det tøvende svar vidner nok nærmere om en bevidsthed om kompleksiteten af den verden, vi forbereder os på at skulle være arkitekter i. En virkelighed, der er nuanceret og politisk. Og politisk nuanceret.

I et interview i Deadline på DR2 d. 23. februar 2020 prøvede Bjarke Ingels at svare på et spørgsmål, der til forveksling lignede min vejleders, da værten Jacob Rosenkrands spurgte, om der var et land eller en statsleder, Ingels ikke ville samarbejde med. Ingels insisterede på at vurdere de enkelte situationer individuelt og forsvarede sit firmas engagement i Saudi-Arabien og sit møde med Bolsonaro med refleksioner, som: “Det, jeg kan gøre som arkitekt, det er, at jeg kan være med til at skabe den forandring, som jeg tror, at verden den har brug for inden for mit felt.”

Politik og etik er uundgåelige områder inden for virket som arkitekt. Alt, vi skaber, er simpelthen gennemsyret af refleksioner over samfundets og kontekstens kvaliteter og potentialer. Vi skaber rammerne for det levede liv, og den opgave rummer stor magt og kan have store konsekvenser. I DR2-indslaget blev der også refereret til The Guardians artikel “The despot dilemma: should architects work for repressive regimes?”1 der netop diskuterer, om det, at arkitekter bygger for undertrykkende ledere, kan være med til at underbygge disse lederes ideologier. Og det er en interessant og konfliktfyldt overvejelse: Skal man for alt i verden afvise skurken ved døren, eller skal man hellere lukke ham ind og prøve at tale ham til fornuft?

Arkitekturen er ikke som sådan et afgrænset felt. Den bliver både påvirket af og påvirker selv adskillige andre felter. Politik og etik, som jeg har nævnt tidligere, er to af dem. Andre felter kunne være det sociale, filosofi, psykologi, geografi og biologi. Derfor må de værker, vi som arkitekter er med til at skabe, nødvendigvis skabes ikke kun med afsæt i arkitekturen selv, men med en vished om den kontekst, fysisk og politisk, den indskriver sig i, virkelighedens kompleksitet og bredden af de felter, det givne projekt er i berøring med. Et godt eksempel på dette er Omdrejningspunkt Rundhøj af Kondens Arkitekter, der består af to faciliteringshuse på Rundhøj Torv (Aarhus, red.). Projektet indskriver sig både i en social og politisk kontekst, og på den måde bliver det en dynamo for en positiv byudvikling. Der er simpelthen tale om en arkitektur, der rækker ud over form og materialitet.

Målet er, at vi som arkitekter skal indtage helterollen i narrativet om arkitektur- og samfundsudviklingen. Det skal ske ved at stå fast ved humanismen og de bæredygtige ambitioner, og ved at være lige så skarpe politisk, som vi er æstetisk og rumligt. Vi skal bygge hovedkvarterer – ikke for superskurke, men for en idealistisk, progressiv og ambitiøs samfundsudvikling.