Studenterklumme: Lad naturen være

En gammel golfbane nær mit hjem har man ladet passe sig selv i en årrække. De tidligere velfriserede baner er nu enge dækket af højt græs og om foråret af vilde blomster. En lille klynge træer er ved at blive større, og på jorden ligger grene, der lokker insekter og fugle til. Her går jeg hen, når jeg vil væk fra asfalt, beton og kortklippet græs, der svømmer i round-up – når jeg gerne vil være i noget, der lever. Ironisk nok blev stedet levende, da man stoppede med at passe det.

Nu er man i dette grønne område ved at bygge et nyt kvarter – på ingen tid har man fået stablet nogle betonelementer, der står som grå skeletter og venter på at blive dækket til og solgt. Noget af det mest angstprovokerende i arkitekturens verden må være disse uhyggelige konstruktioner, der kan dukke op ud af det blå og midt i det grønne og erstatte et sted, der betød noget. Man kan ikke vende blikket væk et eneste øjeblik.

Vi vil gerne have naturen tættere på, så vi flytter den ind i byen og byen ud i den. Vi ønsker at se dyr og planter uden for vores vinduer – og det er godt – men som vi bevæger os mod naturen, ødelægger vi den også. I byens gader og på dens pladser skærer vi små huller i den beton eller asfalt, vi har hældt ud over det hele. Her er der plads til et spinkelt træ eller en smule græs – ofte skåret i runde og ‘organiske’ former, der nok skal minde om naturens former, men som mest af alt virker som en dårlig parodi på den.

På reklamerne for næsten alle nybyggerier bruges de samme floskler igen og igen – noget om nærhed til natur og om pusterum, og helt sikkert ordene grønt og bæredygtighed. Visualiseringerne ligner også noget, man har set før, de samme vinduer og døre, de samme mursten, den samme beton, de samme granitfliser – og så planter, der er blevet kastet ud over det hele med rund hånd.

Naturen er blevet et værktøj for den kapitalisme, der er i fuld gang med at ødelægge den. Arkitekter sidder og photoshopper træer, buske og græs ind på billeder af deres projekter – og hvis de føler sig kreative, måske også en flok fugle, nogle bier eller en sommerfugl. Det gør de for at dække over den deprimerende realitet: at dét, der ligger bag det grønne, oftest er dødt og fantasiløst og ren jagt efter profit.

Vi river naturen op og slår den ned, begraver den under beton og drukner den i asfalt, vi kontrollerer og binder den. Og man kan spørge sig selv hvorfor. Det virker som det nemmeste i verden, men for arkitekter kan det være det sværeste: at lade noget være. For at designe er at kontrollere, og det ligger det i vores natur som arkitekter at gøre – og at lade noget være vildt, utæmmet og ‘udesignet’ ville være at gå mod den. Det er vi bare nødt til – nogle gange er arkitektens job kun at kaste frøene og lade dem gro og passe sig selv.

Andre gange er jobbet at forhindre, at den jord, frøene skal spire i, forsvinder. I et marked, der er drevet af krav om profit, er handlemulighederne begrænsede, og her kan den eneste vej være at nægte at bygge nyt på vild natur og at tale højt for at forsøge at forhindre, at det sker. Vi er nødt til at være bevidste om, hvilken slags natur det er, vi ønsker omkring os.

Jeg længes efter at se planter, der bryder op gennem betonen, klatrer gennem vinduer og døre, spirer på tage og sprænger deres plantekasser. Og efter at vi husker, at by og natur ikke er modsætninger, og at begge har godt af det, der kan vokse frit og uden begrænsninger.