ANNONCE
Studenterklumme: Markedet har overtaget fortællingen
I en byudvikling drevet af markedet er det afgørende, at vi som arkitekter husker på essensen af vores arkitektoniske sprog og forholder os til, hvilke historier vores vinduer, altaner, boliger, byer og planlægning fortæller. Men hvad stiller vi i virkeligheden op med den slags spørgsmål, hvis det ikke længere er arkitekten, der har magten til at fortælle i det byggede miljø.
Alexandra Emelianov
Kandidatstuderende ved Building Design and Techniques på Arkitektskolen Aarhus.
Op gennem tiden er vores hverdagsliv, kulturer og magtstrukturer blevet udtrykt i den måde, vi har udformet arkitekturen på. Uanset om vi vil det eller ej, kommunikerer arkitekturen til os på et tavst sprog bestående af materialer, bygningselementer og bystrukturer – et så veludviklet og komplekst sprog, at der også bag ved de elementære bestanddele er virkemidler såsom motiver, symboler og retorik.
Så hvad fortæller arkitekturen os i dag? Lad os kaste et blik på vinduet, som er ved at undergå en transformation i den moderne bolig. Den mest fremherskende typologi i Danmark har historisk set været dannebrogsvinduet, som har en lang udviklingshistorie bag sig og har nået sin særlige udformning, fordi det forholder sig til det klima, det skal fungere i, det rum det er en del af, den krop som skal betjene det, og de sanser som skal opleve det. De nordiske lys- og vindforhold er udtrykt i vinduets trærammer, hvis profiler er udformet til at sprede et blødt lys maksimalt ud i rummet, og hvis opdelinger og hasper gør det muligt at tage forskellige mængder luft ind fra forskellige retninger, alt afhængigt af vejrforholdene.
Alexandra Emelianov
Kandidatstuderende ved Building Design and Techniques på Arkitektskolen Aarhus.
Udgivelse
Klummen blev udgivet første gang i Arkitekten 02/2020.
Arkitektens kritiske klummer skrives af et redaktionelt udvalgt panel af skribenter, som selv vælger vinkel og indhold. Teksten er udtryk for skribentens egen holdning.
ANNONCE
Der er et empatisk motiv bag denne teknologi, som er svært at spore i de nye vinduer, der som en ny dominerende typologi har vundet indpas i det moderne boligbyggeri. De ses ofte som store glaspartier fra gulv til loft, som hverken relaterer sig til placering, orientering, udsigt eller indeklima, altid med den samme immaterielle mørkegrå ramme. Vinduets essens som den afgørende forhandler mellem inde og ude på et klimatisk, rumligt og socialt plan er gået tabt, og ‘lys og luft’, som oprindeligt var sociale hensyn, man tog i velfærdens navn, er i dag blevet en del af markedets sprog. Lys og luft er i dag postulater, arkitekturen skal sælges på, frem for elementer, den skal formgives efter.
Det samme kunne siges om altanen, som mister sin værdi for individet, boligen og byen, hvis ikke den er tænkt ind i sin kontekst. Men på markedet har værdien aldrig været højere, og derfor ser vi den efterhånden overalt som et imperativ, der er lige så selvfølgeligt som faldstammen. Et tredje eksempel kunne være teglmuren, som bliver påklistret en betonmur på grund af sine associationer til håndværk i stedet for at blive brugt som det enestående byggemateriale, den i sig selv er.
Det er denne slags fortællinger, som er ved at tage over i den moderne by, og det er et tegn på, at vi er kommet langt væk fra elementernes essens. I den forbindelse er der et fundamentalt spørgsmål, der trænger sig på: Hvem er fortælleren? For måske er det virkelige problem, at det i mindre grad er arkitekten, men derimod markedet, der har fået magten til at fortælle.
Vinduet er et konkret eksempel, men også et billede på, hvordan arkitekturen er genstand for skiftende fortællinger og fortællere, på tværs af skalaer og tider. Det er et billede på en tendens, som bliver særlig tydelig, når man som nyuddannet arkitekt er udspændt mellem studie og virkelighed, hvor de visioner og ideer og den viden og erfaring, man har tilkæmpet sig, føles truet af arkitektens tilsyneladende forsvindende rolle og indflydelse på branchens udvikling. Jeg er i tvivl om, hvor forhandlingen om arkitekturens fortælling starter. Hvordan får vi indflydelse på de afgørende detaljer, æstetisk, socialt og politisk? Hvordan kan arkitekten tage ordet tilbage?