Studenterklumme: Nej til narrativer

Da jeg læste Nathan Romero Muelas kritiske klumme om det, han benævner ‘nutidens primitive’ (se Arkitekten 02/2021 eller arkitekten.dk, red.), havde jeg en oplevelse af dels at føle mig ramt, og dels at der blev skudt ved siden af målet. Nu har jeg indset, at grunden til, at Muelas bidrag har gjort indtryk, er, fordi det udfylder et tomrum i den faglige debat: Vi har brug for en mere kritisk stillingtagen til såkaldt bæredygtigt byggeri, herunder også de biogene materialer. Men jeg mener, at vi har brug for det af andre grunde end dem, Muelas lægger for dagen. Hvor Muelas bekymrer sig for, at tendensen er bagstræberisk og berøver arkitekturen dens kunstneriske frihed, er jeg optaget af, hvordan disse vigtige materialer risikerer at blive tabt på gulvet, hvis vi kun bruger dem narrativt, fremfor at bygge med dem. 

Det vokabular, Muelas gør brug af i sin kritik, indeholder begreber som puritansk, arkaisme, primitivisme, nostalgi og nationalisme. Man kan sammenfatte disse begreber til tre kritikpunkter: det religiøse, det tilbageskuende og det nationalistiske. Det er noget af et artilleri, der bliver rettet mod hans lerstampende, stråtækkende og vernakulærdyrkende fagfæller. 

Puritanisme, nostalgi og nationalisme?

I 1600-tallets puritanisme havde de troende den overbevisning, at ødselhed og ydre pragt var forbundet med synd. De gamle dyder nøjsomhed og mådehold er derfor blevet synonyme med trosretningen. Når begrebet puritansk bliver brugt i vores samtid, er det ofte ladet med undertoner af en strengt rettroende og afholdende karakter. Men i vores sekulariserede iver overser vi måske nogle af de kvaliteter, som dyderne fordrer. I et samfund, hvor vi forbruger det, der svarer til ressourcerne fra fire jordkloder (1), hvis alle verdensborgere havde samme livsstil som os, er dyder som mådehold og nøjsomhed måske ikke så ringe endda. At stræbe efter en prunkløs arkitektur med afsæt i en etisk funderet tilgang til ressourcer har i mine øje ikke noget med religion at gøre, men med værdier.

Det næste kritikpunkt kan sammenfattes i det tilbageskuende argument. Der tales om “de ædle vilde”, om Laugiers “primitive hytte” og en afstandtagen til moderne teknologi. Men er det virkelig det, der er på færde blandt dem, der eksperimenterer med præindustrielle materialer og teknikker? Det tror jeg ikke, hvis vi kigger lidt grundigere på, hvad de er optaget af. Da Laugier udgav sin bog med forsideillustrationen af den såkaldte ‘urhytte’, var ærindet, at samtidens arkitekter skulle vriste sig fri fra barokkens ornamentering og opøve en mere ‘ærlig’ byggeskik. Af denne grund bliver Laugier ofte omtalt som den første modernist. Hans hensigt var ikke, at hans fagfæller skulle tage forsideillustrationen bogstaveligt, men at de skulle lære af håndværkene, byggeteknikkerne og materialeforståelsen, som var rådende, før arkitektrollen blev opfundet. Det samme, tror jeg, gør sig gældende i den strømning, som Muelas retter sin kritik imod i dag. 

De vernakulære byggeskikke, fra stenalderen og helt til vore dage, er interessante, fordi de dels er funderet i lokalt forekommende ressourcer og dels i de klimatiske forhold, materialerne udsættes for. I bestræbelserne på at bygge med en mindre belastning af kloden skal vi som bekendt bruge mindre energi, kortere transportafstande, færre kemikalier og i højere grad benytte os af ressourcer, der kan genskabes. Her peger inspirationspilen af gode grunde bl.a. på det præindustrielle, det biologisk fornybare og det lokale. 

Det fører os til det sidste argument, nemlig det nationalistiske. Muelas “aner et nationalistisk spøgelse”, som lurer bag den stigende interesse for materialer og byggeteknikker, der var rådende i Danmark før industrialiseringen. Den tids egetømmer, de lerklinede og kalkede tavl, stråtaget og den murede sokkel af marksten er nærmest symboler på, hvordan det arketypiske ‘danske hus’ ser ud. Disse byggeskikke findes dog som bekendt flere steder på kloden.
I regioner, hvor klima, nedbør og naturressourcer kan sammenlignes med de forhold, vi kender i Danmark, forekommer lignende løsninger på de samme udfordringer: at skabe ly af det, man kan få fat på, og som kan tåle de lokale vejrforhold. Hvor Muelas ser spøgelser, aner jeg en usentimental, pragmatisk og nysgerrig søgen efter materialer og teknikker fra hele verden.
På design/build-studiet ved Arkitektskolen i Aarhus, hvor jeg selv er i gang med min master, har vi bl.a. hentet inspiration fra en japansk stolpefod, en fransk tækkemetode, norske tagspån og fletteknikker, der er blevet praktiseret over det meste af verden. De materialer, vi bygger med, henter vi i nærområdet. Ikke fordi vi vil opretholde eller genskabe en danskhed i det byggede, men fordi det nu engang er der, vi bygger. 

Modsvar til formfokus

Hvor Muelas er nervøs for, at disse tendenser inden for arkitekturen kan føre til en jævn folkelighed, hvor der ikke er plads til auteur’en, ser jeg igen anderledes på det. Jeg aflæser tendenserne som modsvar til det udprægede formfokus, der har domineret faget i generationerne før vores. Måske som en konsekvens af en ikke tilstrækkelig kritisk brug af formgenererende software, hvor rumlighed, konstruktion og materialer er blevet underlagt den ydre geometri? Blandt mine medstuderende, flere af arkitektskolernes undervisere og blandt mange nystartede tegnestuer oplever jeg en insisteren på at forstå, hvordan huse bygges, og en spirende, etisk stillingtagen til, hvad vi bør bygge dem af.

Jeg ser ingen modsætning mellem den frie kunstner, hvis sådan en overhovedet findes, og den nyvundne optagethed af lokalt forekommende materialer. Tværtimod vil jeg mene, at det blot giver kunstneren en udvidet palet at arbejde med. Eller skal vi forstå kunstnerisk frihed som en position, hvor man let og elegant kan springe over spørgsmål som materialernes oprindelse, arbejdsforholdene i produktionen og deres påvirkning på kloden? Den tid, tror jeg, er ved at være forbi. Ligesom den er det inden for gastronomien og modebranchen. 

Betyder det, at vi skal forkaste beton, stål og brændte mursten? Det håber jeg ikke. Men som materialepyramiden så fint illustrerer, skal vi bruge væsentlig mindre af det. Og så skal vi selvfølgelig blive langt bedre til at værne om alt det, der nu engang er bygget. Af kulturhistoriske såvel som resourcemæssige grunde. 

Som jeg har prøvet at redegøre for, deler jeg ikke Muelas dystre syn på fremtiden foranlediget af biobaseret, præindustriellt inspireret byggeri. Men ligesom Muelas mener jeg, at vi med fordel kan føre en mere kritisk dialog om, hvordan vi anvender disse materialer og teknikker. Mit ærinde er dog ikke, at vi bør opgive dem, men at vi derimod bør blive langt bedre til at bruge dem. Derfor vil jeg rette kritikken mod det, man kunne kalde det narrativbårne, hvor man ikke i nævneværdig grad arbejder med materialets iboende egenskaber, men blot med overfladen som historiebærende medium. F.eks. ved at benytte strå som facademateriale uden samtidig at udnytte dets isolerende egenskaber og dets mulighed som klimaskærm, men udelukkende som noget, øjet kan nyde godt af. Resultatet kan være nok så forførende i sin fremtoning, hvilket vi i den grad også har brug for, hvis den bæredygtige agenda ikke skal overlades til ingeniørerne alene, men hvorfor ikke være lige så optaget af alt det bagvedliggende? I bogstavelig forstand: de bærende systemer, isoleringen og fundamenterne, hvor den største ressourceandel ligger gemt. Men også i overført betydning: de bagvedliggende processer (politiske, økonomiske og miljømæssige), der påvirker de valg, vi træffer ved skrivebordet. 

Ligesom Laugier forkastede ornamenteringen i sin samtid, og puritanerne forkastede den ydre pragt i deres, er det måske på tide, at vi nu, hvor det akutte behov for en bæredygtig byggesektor er åbenlys, ikke kun pryder os med ‘pyntegrønt’, men også begynder at bygge på en måde, som står i proportion til den ene klode, vi har til rådighed. Ikke fordi vi frygter en gud eller moderne teknologi, men fordi denne klode inden for meget kort tid (14 år) skal huse en milliard flere mennesker (2).