ANNONCE

Sydbank Odense, Praksis, 2018. Foto: Jens M. Lindhe

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Man kan se, at Sydbanks hovedsæde er arkitektonisk forbundet med et ældre alment boligbyggeri omkring Ahlmansvej i Odense. Bebyggelsen, som er opført 1921, har røde murede facader og afvalmede mansardtage, og arkitekternes synes at have taget bestik af disse huse, da de skulle tegne den nye nabo på hjørnet: en skarpskåren, vinkelformet bygning, også muret med røde teglsten. Den står nu på hjørnet og tager fronten i krydset ud mod to indfaldsveje. Med storskalabyggeri (hospitalsområdet) tæt på og lidt længere væk Fruens Bøge med det grønne, rekreative bælte langs med åen, hvor Zoo og Den Fynske Landsby ligger, omgivet af villakvartersidyl.

Lille, men monumental er den nye filial. Vi er ikke på Månen, og arkitekturen er ikke selvoptaget karnevalistisk. Tak til bygherren for at vælge den vej, som er af nyere dato. Der danner sig hurtigt billeder af, hvad man vil have, ud fra hvad man kan få. Særligt i erhvervsbyggeriet er der meget nyt at se på i disse år, men ikke så meget at vælge imellem.

Det er en god fornemmelse at træde ind i en rigtig bankagtig åben stueetage med foyer og skranke og minsandten en fornem egetræsbeklædt trappe op til de mere lukkede kontorområder. Etagen i stuen skyder sig ud som en lav bygning bagved og danner base i huset. På taget findes en stor syd/sydvest-vendt tagterrasse for de ansatte, med to store ovenlys over kontorarealerne i indgangsetagen. Terrassen vender ud mod den omtalte boligbebyggelse, som har en parkagtig karakter og ligger i skjul af de høje fløje. Mere ideelt kan det næppe gøres.

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Sydbank Odense

Sdr. Boulevard 39-41, 5000 Odense C
Arkitekter: Praksis
Arkitektmedarbejdere: Mette Tony, Mads Bjørn Hansen, Henrik Jahn (projektleder), Julius Nielsen, Zora Syren, Christian Brøgger, Line Bruun, Mette Thamdrup, Erik Knudsen
Ingeniør: Henry Jensen A/S
Landskabsarkitekter: Praksis og Kristine Jensen Landskab
Bygherre: Sydbank
Hovedentreprenør: NJ-gruppen A/S
Opført: 2018

Note

Af sikkerhedsmæssige grunde har det desværre ikke være muligt at vise bygningens plantegninger.

Udgivelse

Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 01/19.

ANNONCE

Foto: Jens M. Lindhe

Bygningens facader er, som nævnt, beklædt med tegl i forskellige felter og toner med gennemgående standerskifter og specielle sammenmuringer ved de udadgående hjørner. På afstand aner man et spil i blokkens overflader, som får bygningen til at vibrere – først tættere på bliver man opmærksom på flere detaljer og forhold. I modsætning til facader i f.eks. aluminiumsplader og glas, hvor auraen er den samme, uanset hvilken afstand man anskuer huset fra, er Sydbanks arkitektur en opdagelsesrejse.

Foto: Jens M. Lindhe

Foto: Jens M. Lindhe

Vindue. Lodret snit. Tegning: Praksis / Henry Jensen A/S

Den skrå afskæring af taget markerer en afslutning af bygningskroppen, og det giver det indtryk af tyngde, som lige mangler i forhold til de gyldne alu-vinduer med vinduesrammerne, som kun er rykket få centimeter ind fra murflugt. Også rundingen i stueetagens facade ved indgangen medvirker til fornemmelsen af klump. Den krumme væg er samtidig en venlig invitation til at følge med ind i husets indgangsparti, som er rykket et pænt stykke ind i facaden, netop under et af de svage knæk i bygningsmassen. Disse knæk er ikke voldsomt markante, men det giver forskellige farvetoner i murværket i forhold til refleks af dagslys. Samlet set opstår, hvad arkitekturanalytikere tidligere ubesværet betegnede som en sluttet form. Kay Fisker ville have holdt af dette hus.

Foto: Martin Keiding
Facadeudsnit, opmuringsprincip. Tegning: Praksis

Sydbanks bygning er en solitær murstensskulptur – noget til de nære arealer i retning af muligheder for byliv kaster bygningen ikke af sig bortset fra en elegant udformet nedkørselsrampe til bankens underjordiske parkeringsareal.

Men jeg vil påstå, at dette hus har udstråling. Ved at være fåmælt og stå helt stille som en kantet klump gør det i en vis forstand mere opmærksom på stedet end på sig selv. Måske er det i første omgang kun arkitekter, som vil give sig til at vandre rundt om huset. En lokal stemme angav en vis skepsis over for de lukkede alu-partier over vinduerne, men med tiden spår jeg, at den diskrete charme vil brede sig. På et lidt øde og forkomment sted står et hus, der ser ud, som om det stammer fra en støbeform, mere lukket end åbent, men der skal man huske på, at alle har ret til at se på noget smukt.