ANNONCE
Synsmaskine
“Jesper Rasmussens værker bliver ofte beskrevet som urovækkende… Men de er tillige næsten lyriske og ganske humoristiske undersøgelser af lys, af atmosfære.” Anmeldelse af udstilling på Faaborg Museum.
Martin Søberg
Kunsthistoriker mag.art, ph.d. og lektor ved Det Kongelige Akademi
Der findes næppe et dansk bygningsværk med større konsensus blandt arkitekter om dets kvalitet end Faaborg Museum, tegnet af Carl Petersen og indviet i 1915. Det er arkitektur, der ubetinget taler til sanserne allerede fra ankomstens favntag midt i provinsgaden og videre igennem enfiladen af udstillingsrum, der ét efter ét åbner sig som en konstellation af rum, stof og farve. Er det muligt at fravriste et sådant mesterværk nye betydninger, at se det på nye måder? Utvivlsomt, hvilket separatudstillingen Arkitektoner af den danske billedkunstner Jesper Rasmussen (f. 1959) på undersøgende, sensibel og humoristisk vis tydeliggør.
Arkitektoner omfatter såvel fotografier som modeller af museet – fortolkninger, som altså er udstillet inden i det, de fremstiller. Derudover omfatter udstillingen en række nyere samt enkelte, lidt ældre billeder med andre motiver end museet, herunder nogle landskaber, foruden tre store installationer af trappeforløb udført i krydsfiner. Rasmussen arbejder med fotografi, skulptur og installation og er vel især kendt for sine fotografier af bygninger, hvor både vinduerne og gadens spor af menneskelig aktivitet såsom biler, cykler, skrald m.m. er retoucheret væk ved hjælp af digital manipulation. Rasmussen blænder bygningerne og renser gaden, men lader os se noget andet, nemlig lysets spil i mødet med bygningslegemer og mellemrum.
Udstillingstitlen Arkitektoner refererer til den polsk-russiske kunstner Kasimir Malevitjs arkhitektons, produceret mellem 1923 og begyndelsen af 1930erne. Der er tale om prismatiske hvide gipsmodeller bestående af store mængder af ortogonalt sammensatte blokke af forskellig størrelse, gerne med en større blok som forankrende midtpunkt. Malevitjs arkhitektons fremstår derved som skalaløse hybrider mellem skulptur og arkitektur. Jesper Rasmussen har tidligere arbejdet med mere direkte fortolkninger af dem, eksempelvis i værket Gota-grotte udstillet på kunstmuseet Brandts i 2007 (se f.eks. anmeldelse i Arkitektur DK 5/2007), men modellen som en mellemting mellem skulptur og arkitektur møder vi også i Faaborg.
Det dekonstruerede museum
Udstillingen Arkitektoner befinder sig først og fremmest i museets tilbygning fra 1997. Man må således igennem det oprindelige museums sale og køjer for at nå frem, selvom man allerede i Kuppelsalen støder på en forsmag i form af det første værk. Mellemrumsskulptur, udført i ubehandlet MDF, viser i forenklet form et udsnit af Kuppelsalen, hvor det smalle åbne rum mellem saddeltag og kuppelhvælving imidlertid er helt fyldt ud, så der dannes et sluttet volumen. Skulpturen har omtrent samme højde som den imposante portrætskulptur i blankpoleret sort granit af museets stifter, Mads Rasmussen, der er placeret midt i salen og udført af billedhuggeren Kai Nielsen. Mellemrumsskulptur, som dermed synes at korrespondere både med arkitekturen og med statuen, fremstår på sin vis som en slags dekonstrueret skilderhus balancerende på to tynde ben, nøje tilpasset stifterens svulmende korpus.
Selve udstillingen i den nyere fløj strækker sig over fem på hinanden følgende rum. Først fire mindre køjer og dernæst den større sal med tøndehvælv, som giver videre adgang til vinterhaven, der i anledning af udstillingen er indrettet til værksted, hvor børn med pap, papir og andre materialer kan danne skulpturer og arkitekturmodeller. I hver af de første tre køjer har Jesper Rasmussen lagt en trappe, placeret op ad henholdsvis endevæggen, langsiden og i et hjørne. Trapperne må betrædes og kan enten tjene som siddeplads, eller man kan vandre op og ned ad dem og derved betragte rummet fra forskellige positioner. Trappernes placeringer udstikker retninger i rummet, og tilsammen danner de tre køjer en egen lille forsøgsopstilling til udforskning af trappen som rumskabende element. Derudover hænger der i hver af de tre køjer ét større arkitekturfotografi i højformat, hvor Rasmussen med sin velkendte teknik har fjernet vinduer og andre elementer og lader bygningen fremstå som ophobning og forskydning af stof. Endelig hænger der et fotografi fra en ny serie af nattescener, hvor mørke, mennesketomme parkrum er delvist oplyst af en form for spotlight. Lyskilden, altså en eller flere lamper, er imidlertid bortretoucheret. Virkningen er dramatisk og giver mindelser om barokmaleriets brug af voldsomme lys-mørke-kontraster, den såkaldte chiaroscuro-effekt.
Martin Søberg
Kunsthistoriker mag.art, ph.d. og lektor ved Det Kongelige Akademi
Fakta
Jesper Rasmussen – Arkitektoner
Faaborg Museum
Grønnegade 75, 5600 Faaborg
Udstillingsperiode: 14. oktober 2022 – 19. februar 2023
Udstillingen ledsages af en publikation med bidrag af Jesper Rasmussen, museumsinspektør Sofie Olesdatter Bastiansen, kunsthistoriker Kristine Kern og arkitekt Kjeld Vindum.
Udgivelse
Anmeldelsen er første gang bragt i Arkitekten 10/2022.
ANNONCE
Udstillingen omfatter også fire billeder med museets udstillingsrum som motiv (gengivet i Arkitekten 8/2022). For enden af de fire køjer hænger Lille Malerisal, der viser denne sal samt den efterfølgende Kuppelsal tømt for malerier og skulpturer. Opmærksomheden henledes på arkitekturen og ikke mindst det pragtfulde mosaikgulv af kvadratiske teglsten, hvis diagonale mønster Jesper Rasmussen fremhæver via billedets krydsperspektiv. I udstillingens sidste sal hænger de øvrige tre billeder af museet. Det fire meter lange Panorama er en slags flerperspektivisk snit gennem seks små udstillingskøjer. Billedet tydeliggør vekselvirkningen mellem de bredere gule og de smallere dodenkopfarvede rum og derved de arkitektoniske modsætninger, som Carl Petersen selv beskrev i artiklen Modsætninger (Architekten 13/1920).
Billedet Gennemsyn leder blikket fra Kuppelsalen via Store Malerisal og ned i køjerne – et kig, der ikke er fysisk muligt, men som Rasmussen har fremkaldt gennem billedmanipulation. Rummenes sammenhæng og toning i primærfarverne blå, rød og gul træder derved klart frem. Skulptursal refererer til Rasmussens værk Thorvaldsens Museum (2013), både fordi han i begge værker har bortretoucheret de opstillede skulpturer, så kun deres sokler og slagskygger står tilbage, og fordi Thorvaldsens Museum var så stærk en inspirationskilde for Carl Petersen i udformningen af museet i Faaborg.
Blik og legeme
I den sidste sal står også det syv meter lange værk Skulpturmodel, der er en plastisk gengivelse af museumsbygningens negative rum. Modellen er spøgefuld, på samme tid en skulptur og en arkitekturmodel, en hybrid ligesom Kasimir Malevitjs arkhitektons. At betragte dette arkitektoniske aftryk er fascinerende. Ikke mindst mindst træder forbindelser og artikulerede overgange mellem rummene tydeligere frem som i et anatomisk studie af lemmer og led.
Rasmussens værker bliver ofte beskrevet som urovækkende, de synes at bibringe en stemning af noget fremmedartet, noget unheimlich. Men de er tillige næsten lyriske og ganske humoristiske undersøgelser af lys, af atmosfære. Med Arkitektoner fremkalder Jesper Rasmussen Faaborg Museum dels som en synsmaskine, der muliggør og styrer blikket, dels som stof og masse, ja, som en krop, vi kan møde med egne kroppe.
