Tæt på fag og tag

Man kan mene, at det er en noget hårdhændet tilgang til det gamle drivhus at pille det fuldstændigt ned og flytte det til en helt ny placering i haven. Men for det første kan man konstatere, at den hidtidige håndtering af Victoria-drivhuset har været endnu mere hårdhændet, nemlig at lade stå til; ved fredningen af drivhuskomplekset i 1970 blev Victoria-drivhuset beskrevet som værende i en elendig forfatning grundet mislighold. Huset er ikke løbende vedligeholdt eller gennemgående istandsat, som det er tilfældet med Palmehuset, og en gennemgribende istandsættelse var uundgåelig. For det andet kan det anføres, at husets karakter – opført mere eller mindre som et samlesæt af datidens standardelementer – egner sig fint til demontering og flytning, på samme måde, som bindingsværkshuse historisk har været flyttet rundt. Også husets oprindelige placering tæt ved Palmehuset og som en del af det samlede drivhuskompleks synes respekteret med det igangværende projekt: Huset er nu anbragt let forskudt fra Palmehuset – diagonalt spejlvendt fra den første placering, og alle oprindelige dele er pillet ned, mærket op og registreret til genopstilling efter samme samlesæt-tilgang som oprindeligt.

Med nedtagningen og flytningen har det desuden været muligt at indføre en lang række tekniske tiltag muliggjort af nye teknologiske fremskridt – helt i tråd med J.C. Jacobsens tilgang til det oprindelige drivhus.

Således er der tilføjet en helt ny underjordisk etage, udformet som en teknikerrundgang omkring selve akvariet. Centralvarme er indlagt og kan styres hernedefra sammen med et vandingssystem til de nyetablerede planteborde langs drivhusets periferi. Husets naturlige ventilationssystem er bevaret og elektrificeret; således åbnes vinduer i lanternen efter programmerede intervaller sammen med facadens nye vinduessystem med sluser af dobbelte hhv. indad- og udadgående vinduesrammer. Små tiltag efter husets logik, der tilgodeser det faktum, at der ikke længere er gartnere ansat til daglig driftsbetjening af havens drivhuse.

Det er formentlig til dels takket være etableringen af de nye bygninger til Statens Naturhistoriske Museum, at dette lille, men betydningsfulde projekt er blevet til noget. Victoria-drivhuset var blevet et problem – det lå nemlig lige pludselig i vejen, og takket være bygningsfredningen fra 1970 var det nødvendigt at tænke sig grundigt om og tage afsæt i det, der var; nedrivning var ikke en mulighed. I stedet blev der udtænkt et gennemgribende og ordentligt projekt. Man kan alligevel ikke helt lade være med at undre sig over, hvordan det kunne gå så galt med den manglende vedligeholdelse, når bygningsfredningsloven siger, at en fredet bygning skal holdes “tæt på fag og tag” som minimum. Der er jo tale om arkitektur af væsentlig national betydning.

Med projektet opstår nogle grundlæggende arkitektoniske spørgsmål om restaurering og transformation: Hvad er relationen mellem bygningsværk og sted? Hvilke arkitektoniske egenskaber udgør et hus? I dette tilfælde er kun ca. 1/3 af den originale stålkonstruktion bevaret, ca. 2/3 af de originale rudeglas, så godt som intet af træværket er bevaret, og kun mursten til rekonstruktionen af den ene af de tolv brystningssider er genbrugt.

Svaret må være, at der ikke findes en formel, men kun meget specifikke forhold, som en omhyggelig og ansvarsfuld arkitekt kan omsætte til et godt projekt gennem lige dele pragmatisk og dogmatisk dosering af krav i restaureringsholdningen og udførelsen. På denne byggeplads lader det i skrivende stund til at ske med stor faglig indsigt.