ANNONCE

Sommerhusområde i Danmark. Foto: Skråfoto, Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur
Leder af

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

“Det er en national interesse, at kystnærhedszonen uden for udviklingsområder skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige af nærhed til kysten. Hovedsigtet er, at de åbne kyster fortsat kan udgøre en væsentlig naturværdi og landskabelig værdi.” 

Således står det skrevet på Plan- og Landdistriktsstyrelsens hjemmeside. Strandbeskyttelseslinjen, der omfatter strandbredden og arealet op til 300 meter bag strandbredden – i sommerhusområder dog kun 100 meter eller mindre – hører under Naturbeskyttelsesloven. Men hverken sidstnævnte lov eller planloven beskytter de danske kyster imod SVM-regeringen.

Den vil nemlig give lov til at bygge 2500 nye sommerhuse i kystnærhedszonen. Det skal ske på baggrund af ansøgninger fra kommunerne. Selvom man i samme regerings nationale arkitekturpolitik ikke specifikt har kystområderne i fokus som “udfordringsbillede”, nævnes det, at vi med vores nuværende måde at bygge på “har reduceret den fornødne plads til at håndtere klimaforandringernes indvirkning, øget presset på de rekreative arealer og svækket naturfølelsen”. Den tilgang lover godt, men der bliver noget at se til – for ud over de planlagte sommerhuse fremgår det af samme SVM-udspil, at man vil udbyde yderligere 10 forsøgstilladelser til konkrete projekter inden for kyst- og naturturisme.

Godt nok anføres det, at sommerhusene skal bygges uden for områder, som er i fare for oversvømmelse. De kystnære arealer, hvor grundvandet ikke står højt, skal med andre ord oversvømmes med sommerhuse. Det forekommer helt ude af takt med de anførte nationale interesser, og med at vi skal bygge mindre nyt og sætte mere i stand. MK

Leder af

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Udgivelse

Lederen bringes i Arkitekten 08/2024

ANNONCE