ANNONCE

Anna Aslaug Lund

Arkitekt MAA.

En tidlig eftermiddag under mit ophold i Paraty trækker fuldmånen bugtens havvand ind i byens gader. På mindre end en halv time er gaderummene, der ligger tættest på havet, blevet fyldt af vand i en højde på op til 40 cm. Tidevandet skyder sig ind som et flygtigt element, der både påvirker byen rumligt og skaber krusninger i indbyggernes bevægelsesmønstre ved at ændre deres måde at være fysisk til stede i byrummet på. I det tidsrum, hvor gaderne oversvømmes, opleves vandet som et midlertidigt gulv i byen, der understreger gadernes vertikale linjer gennem sine refleksioner af bygningernes facader.

Byens struktur og organisering

Paraty ligger i bunden af Ilha Grande-bugten syd for Rio de Janeiro. Byen er placeret på kanten af havet ved foden af bjergkæden Serra do Mar i et frodigt landskab, hvis klima er karakteriseret af varme hele året og kraftige regnskyl om sommeren. Da man i 1695 fandt guld inde i landet, blev Paraty en central havn for udskibning af guldet til Europa. Senere blev sukker, kaffe og sukkerrørsbrændevin vigtige brasilianske eksportvarer, der blev sendt af sted fra Paraty. I Paraty kunne de rige kaffe- og sukkerbaroner til gengæld købe afrikanske slaver og europæiske importerede varer. Denne handelsaktivitet kom til at spille en vigtig rolle for byens arkitektoniske udformning.

Paratys byplan voksede stille og roligt frem på en lille forhøjning i det flade område syd for Perequê-Acú-floden. Langs kysten opstod rækker af huse, og vinkelret på denne retning planlagde man gader, der sikrede, at regnvandet blev ledt mod havet. Paratys forhold til havet og regnen betød, at byens struktur efterhånden fremstod som et forvredet grid, der fulgte terrænet – denne plan blev spændt ud mellem fire kirker, der alle var orienteret i forhold til kysten.

Ligesom regnvandet har områdets floder været styrende for Paratys udformning. I begyndelsen af 1700-tallet besluttede man at flytte Perequê-Acú-flodens udløb tættere på Paraty, dels for at kunne forsvare byen bedre mod angreb og dels for at få lettere adgang til drikkevand til en voksende befolkning. Perequê-Acú Floden havde tidligere løbet på den nordlige side af en bakke nord for Paraty. I 1728 rykkede man udløbet til den sydlige side af bakken, og floden kom dermed til at løbe helt tæt op ad Paratys bykerne. Ved det oprindelige udløb var der nu kun en smal kanal. Tilsyneladende har kolonisterne haft en enorm arbejdsstyrke af slaver, der har muliggjort et så ambitiøst projekt. Denne dramatiske ændring af landskabet kom til at få skelsættende konsekvenser for byen; fra da af begyndte tidevandet i perioder at indtage Paratys gader, hvilket blev et af grundvilkårene i den fremtidige byudvikling.

Siden Perequê-Acú blev flyttet, har floden gennemgået adskillige transformationsprocesser, der naturligvis hver gang påvirker relationen mellem Paraty og vandet. I løbet af 1900-tallet har man rettet flodens sving ud inde i landet, og disse indgreb i vandets naturlige strømningsmønstre medfører i dag hyppige og ukontrollerede oversvømmelser af lavt liggende nye boligområder langs Perequê-Acú uden for Paratys historiske centrum, hvor man desværre ikke har formået at indarbejde den gamle bys struktur.

Anna Aslaug Lund

Arkitekt MAA.

Udgivelse

Artiklen blev udgivet første gang i Arkitekten 03/2012.

ANNONCE

Byrums- og bygningstypologier

I Paraty blev der i den første halvdel af 1800-tallet vedtaget en række love, som beskrev standarder for bygninger og vejes proportioner og byggeteknik, hvilket skulle sikre at byen fremstod i et ensartet sammenhængende udtryk, og at gadernes udformning var robust nok til at kunne modstå de tilbagevendende oversvømmelser. I disse år blev Paratys gader belagt med kampesten med en rende i midten for hurtigere at kunne lede regnvandet og tidevandet ud i bugten. Desuden byggede man høje dørtrin, mange steder også forhøjede fortove, og enkelte døre tættest på havet blev udformet som vinduer med lave brystninger, der ligeledes skulle holde vandet ude fra bygningernes indre rum. Byens gader blev således trykket ned i landskabet som et stempel, der kunne opsamle og fordele vandet.

Mellem Paraty og havet lå en mangroveskov, der fungerede som bufferzone mod større oversvømmelser. I dag har dette område karakter af en fugtig strand­eng, der optager noget af tidevandet ved højvande.

Byens blokke, der var udgjort af firkantede enheder, var inddelt i aflange smalle dybe grunde. Den særlige bygningstypologi, som husene i Paraty blev bygget op efter, skulle tilpasse sig betingelserne i det varme og regnfulde klima og imødekomme de behov, der blev bestemt af byens høje handelsaktivitet.  Bl.a. sørgede en korridor mellem gade og baghave for ventilation gennem huset, og man lagde dræn under bygningerne for at føre regnvand fra de højere liggende baghaver ned til gaden. Under byens altaner kan man stadig se lange trompetlignende rør udformede som dekorative elementer, der under regnvejr leder vandet fra altandækket væk fra facaden i buede vandstråler.

Mod gaden i husenes stueetage byggede man store døre, da rummene ud til gaden blev brugt til butiksfunktioner. Paratys gadefacader fremstår også i dag i et homogent udtryk med hvide stenmure og malede døre og vinduesrammer, hvis farve varierer fra hus til hus. De store dørpartier og høje dørtrin giver facaderne mod gaden et forholdsvis monumentalt udtryk, trods at ingen af bygningerne er højere end to etager. Bygningernes bagside har en anden mere finmasket facadeopbygning end den mod gaden. Bag butikkerne boede byens indbyggere før i tiden i mindre rum, der vendte ind mod kølige baghaver. På bagsiden af husene er der derfor mange steder knopskydninger af ekstra rum og længer, og lange vinduesbånd lukker facaderne op mod baghaven.

Beboelsen af byen

Nutidens befolkning i Paraty består af en broget sammensat flok af mennesker. En del velhavende brasilianere og udlændinge har i de seneste ti år købt ejendomme i Paratys historiske bykerne. Samtidig møder man også unge fra São Paulo, der har bosat sig i området for at dyrke deres fælles interesse for økologi og kæmpe for at bevare regnskovene og strandene omkring Paraty uspolerede. Derudover bor der naturligvis fortsat mange mennesker, der er født og opvokset i byen, og i de omgivende bjerge bor indianerstammer, hvis befolkning af og til kommer ned til Paraty.

I de gaderum, som ligger tættest på havet, er der placeret smalle træbroer på tværs – akkurat brede nok til at en enkelt person kan passere over vandspejlet. Paratys historiske centrum har fire pladser, der alle er hævet over gadeniveau og derfor ikke bliver indtaget af tidevandet. Byens borgere opholder sig dog lige så meget i gaderummene som på pladserne, hvilket nok delvis skyldes at gadernes høje dørtrin og fortove naturligt danner uformelle siddepladser i den smalle skygge under de udkragede tage. Da de tidligere butikslokaler i en del af byens huse er blevet omdannet til private hjem uden entréforhold, får fortovene nogle steder funktion som en udvekslingzone mellem byen og boligen, hvor beboerens og den forbipasserendes rum glider ind i hinanden.

De af Paratys indbyggere, som jeg taler med, oplever regnvandets og tidevandets oversvømmelse af byens gader som en sjov begivenhed og en kvalitet – noget der giver byen en særlig identitet og gør den til en destination. Folk accepterer, at de må gå en omvej, hvis en af gaderne uden de høje fortove er blevet fyldt op af vand.

Tilpasning til nye tilstande

Tidevandet har ikke nogen fast rytme, som Paratys indbyggere kan indrette sig efter, da det blandt andet afhænger af vindforholdene i bugten. Der er ebbe og flod hver dag, men vandstanden er særlig høj ved fuldmåne og nymåne. Vandet kommer uventet og ligger i gaderne i fire– fem timer, før det lydløst trækker sig tilbage igen.

De seneste års renoveringer af byens rum og naturligt ændrede bundforhold i bugten har betydet, at vandet nogle steder i byen ikke strømmer lige så hurtigt ud i havet, som det gjorde før i tiden. Arkitekten Fabio Guimaraes Rolim i den brasilianske kulurstyrelse IPHAN (Instituto do Patrimônio Histórico e Artístico Nacional) og et privat arkitektfirma studerer i øjeblikket Paratys nuværende belægningssystem med henblik på snart at udvikle nye læsninger, der bedre integrerer forholdet mellem Paraty og vandet, som det ser ud i dag.

Paratys rumlige fleksibilitet og den sanselige og stoflige kvalitet af byens oversvømmelser er en relevant inspiration i forhold til udviklingen af de danske strategier for klimatilpasning af byrum. I Paraty hænger vandet uløseligt sammen med byens struktur og byrummenes detaljering. Byen er et resultat af en gradvis tilpasning til regnen og vandet i floden og bugten og er ikke bygget op efter en fikseret plan, hvilket er en metode, som vi kan tage ved lære af i Danmark. Paraty opnår sandsynligvis aldrig en fast balancetilstand med vandet; forholdet skal med jævne mellemrum gentænkes og nyfortolkes i takt med områdets skiftende klimamæssige og landskabelige tilstande.

Historien om Paraty er interessant, fordi den fortæller om en bystruktur og et byrumsdesign, der ikke søger at holde vandet ude eller at skjule det, men gør det synligt og styrer det de steder hen i byrummet, hvor det ikke er ødelæggende. Byens indbyggere har gennem tiden taget konsekvenserne af oversvømmelserne, ladet regnen og tidevandet været en præmis og gjort vandet til en oplevelse og en attraktion.

Se mere om udstillingen i Arkitektforeningen her.

Udgivelse

Artiklen blev udgivet første gang i Arkitekten 03/2012.