Tingbjerg: Interview med Rolf Andersson

RA De fleste progressive arkitekter i 60erne og 70erne brød sig ikke om Steen Eilers arkitektoniske sprog. Fællestegnestuens folk syntes, hans arkitektur var småborgerlig, bagudskuende og konservativ. Det frie, socialistiske menneske, der levede det rene, gode liv, boede naturligvis i befriende betonbebyggelser. Men i mange af disse idealbyggerier kunne mange beboere ikke komme hurtigt nok væk efter kort tid. Hvorfor er der ingen korrelation mellem arkitekternes vision og disse beboeres oplevelse? Se på Gellerup. Meget demokratisk har stuelejligheden en altan ligesom oppe på niende sal. Hvorfor har den oprindeligt ikke en forhave? Det er et fuldstændig redigeret liv, arkitekterne har tegnet. Det samme gælder for Tingbjerg. Tingbjerg er der, hvor det går galt for Steen Eiler. Og det er jo paradoksalt. For her er vi nede i en menneskelig skala. Han bruger den socialt accepterede mursten, som folk elsker. Han gør alt det rigtige. Der er bare en kæmpe skala-udfordring. Det bliver for stort og ejer-formen for monofunktionel. Det gør, at den dynamik, der gælder i en hvilken som helst by, hvor noget forskelligt kan blomstre op, ikke virker. Det er som en mark, hvor man har fjernet alt ukrudt, og der kun er én afgrøde tilbage. Hvis den ikke fungerer, så går det hele galt. Der er så mange fine enkelthuse i Tingbjerg. Hvis Tingbjerg havde været en tredjedel af sin størrelse, havde det været en høj-attraktiv boligbebyggelse.

I Forklaring til en byplan advarer Steen Eiler netop imod det ensformige også i beboersammensætningen: “Man ønsker at undgå den store, forskelsløse masse af mennesker”. Allerede i sit forarbejde peger han på farerne ved at skabe en ghetto.

RA Det gælder jo fuldstændig i dag. Hans frygt er blevet gjort til virkelighed. I 50erne, der var det meget fint at få en lejlighed i en boligforening. Det var dyrt. Og derfor var beboerne typisk faguddannede håndværkere eller politibetjente med fast indtægt. Arbejderne boede hovedsageligt i de private udlejningskaserner. Men der sker en deroute for de almene bebyggelser, fordi arbejdernes lønvilkår ændres. Hele skattetænkningen omkring det at have sin egen bolig bliver en fantastisk maskine til at gøre folk til parcelhusejere. Derfor forlader de, der kan, i stor stil de almene boliger. De kan se, at hvis de kommer med på vognen, så kan de opbygge en friværdi. De kan få en formue, og de kan hjælpe deres børn til en højere uddannelse. Og de, der så ikke kan det, de strander i den almene sektor. Det hedder jo socialt boligbyggeri i starten, fordi det er et fint ord – ‘socialt’. Det bliver så et belastet ord.

I mange år er der også parcelhusbørn i Tingbjergs daginstitutioner, men da det går op for parcelhusejerne, at der kommer flere og flere børn af socialt meget udsatte, så fravælger de institutionerne. De begynder også at fravælge skolen og holder op med at handle i lokalområdet. Så får butikkerne det svært, fordi de, der er tilbage, simpelthen ikke har købekraft. Og så går butikkerne ned. Så på den måde gemmer der sig en economy of scales i de overvejelser, der fører til den såkaldte ghettolov. Men der gemmer sig selvfølgelig også det helt centrale spørgsmål, hvorfra beboerne rekrutteres. Københavns Kommune har en stor skyld i Tingbjergs deroute. Nu er Tingbjerg blevet friholdt for boligsociale anvisninger i flere år, og det har løftet den samlede sociale sammensætning. Men det er ikke nok til at skabe et selvbærende område. Der skal en stærkere positiv kraft til. Vi udvikler derfor nu et ejerboligsegment og får nye folk ind. Det er fuldkommen det samme, der sker i Gellerup.

De fleste beboere har arbejde og tjener penge i Tingbjerg. Men alligevel er de på ghettolisten?

RA Der er rigtig mange tredjeverdens-indvandrere i Tingbjerg. De har generelt meget lave uddannelser, men de er altovervejende i arbejde. Men ifølge ghettolovens kriterier tjener de for lidt. Der er en besynderlig logik gemt i det. Beboerne skal have en gennemsnitlig indtjening set i forhold til området. Området omkring Tingbjerg er Gladsaxe og Brønshøj. Det er altså højstatus-områder i hovedstadsområdet, hvor folk tjener mange penge. Så tjener de pludselig for lidt i Tingbjerg. Hvis vi placerede Tingbjerg i Roskilde, så ville det ikke være en ‘ghetto’. Men jeg er nu ikke ked af, at vi får lov til at arbejde med Tingbjerg, og at vi med den nye lovgivning får nogle finansierede værktøjer til det. Rigtig mange mennesker er utrygge derude. Politiets statistikker, som siger, at der er meget mindre kriminalitet nu, hænger altså også sammen med, at folk ikke ringer efter dem, fordi de ikke føler, at det nytter. Hvis din datter kom glad hjem og sagde “mor, jeg har fået en lejlighed i Tingbjerg”, hvad ville du så sige? Ville du sige “fedest”, eller ville du sige “uh, gad vide om jeg ikke kan låne dig til en andelslejlighed et andet sted”. Lige nu er der noget helt grundlæggende galt i Tingbjerg. Men Tingbjerg har potentialet til at blive en fantastisk succes. Vi har alle muligheder for at lave en fantastisk bydel. Om 10 år, når mit barnebarn skal have en lejlighed, så vil jeg synes, det var fedt, at de fik en ude i Tingbjerg.

Hvem er de nye beboere, som skal føle sig trygge nok til at flytte ind?

RA Vi vil sådan set rigtig gerne have dem, der bor i Tingbjerg, men som er på vej væk, til at blive. Rigtig mange indvandrerfamilier med økonomisk råderum begynder at kigge over mod Bellahøj. Netop fordi de føler sig stigmatiseret ved at have en Tingbjerg-adresse. Vi vil gerne have et attraktivt boligprodukt, så folk vælger Tingbjerg til. Og ikke kun fordi lejlighederne er billige, eller man i øvrigt søger sit etniske naboskab. I virkeligheden er husene jo ligegyldige. Det er det gode liv, der betyder noget. Trives beboerne, så er det godt. Trives de ikke, så kan du lave verdens mest avancerede, nytænkende arkitektur. Det er ligegyldigt.

Hvad er det så for et greb, der skal kunne løse de grundlæggende problemer i Tingbjerg?

RA Vi kommer langt med de tiltag, der er under planlægning. Det vil give en ny boligsocial balance og sikre et mere trygt område. Det er et godt fundament for den fremtidige udvikling af Tingbjerg, for et bykvarter er under konstant forandring. Der findes i fremtiden ikke én løsning for hele Tingbjerg. Det er den holdning, Tingbjerg er skabt under, og det vil jo også gå galt. Vi skal sikre, at bydelen fremover kan udvikle sig forskelligt på forskellige lokationer i bydelen. Jeg tror, at vi fremover bliver nødt til at introducere en eller anden form for anarki, hvor forskellige dynamikker inden for bydelen bliver muliggjort. Også med de konflikter, det giver. Det er den eneste måde, vi kan frelse de her bebyggelser fra en ny monotoni på. Derfor er den blandede ejerform, som vi arbejder med nu, fuldstændig afgørende. Og derfor er det godt, at vi har en planlov, der giver mulighed for, at vi fremadrettet blander bebyggelserne. De vil så over tid have nemmere ved at håndtere den energi, som forskellige tilgange og kadencer giver. Ghettoplanen har ikke til formål at gøre folks liv bedre. Der er ingen mennesker, der bliver rigere eller får mere empowerment af ghettoplanen, men der er nogle bydele, der kommer i bedre social balance. Det tror jeg på. Det vil ske.