TRADITIONENS AKTUALITET

En af arkitekterne bag huset, professor Carsten Juel-Christiansen, der døde, kort før opførelsen gik i gang (se nekrolog i Arkitekten 02/2020, red.) var et menneske, der følte denne modernitetserfaring. Han lærte os, der studerede under ham, at se og forstå den franske revolutionsarkitektur. “De betydeligste arkitekter ser deres kunst som et håndværk, der viderefører en kulturel erfaring udviklet igennem århundreder. (…) det er denne egenskab og ikke bygningens behagelige fremtræden eller dens lighed med et accepteret ideal, der er dens kvalitet” (4) . Således skrev Carsten engang. Den anden partner bag det aktuelle hus, tegnestuen Praksis, forekommer mig at tænke på samme vis. Det må de nødvendigvis gøre, for det er i hvert fald det, deres arkitektur afspejler.

Alt dette er veletableret teori. Og Area Aviae Meae demonstrerer den gamle sandhed, at der i verden er få ting så praktiske som teori. Så når en dygtig teoretiker indgår et samarbejde med dygtige praktikere – så følger det naturligt, at resultatet bliver så godt. Meget godt er der således at sige om Area Aviae Meae, men lad mig her fokusere på tre klassiske forhold.

Det første klassiske forhold er husets håndtering af det forlangende, der må stilles til ethvert byggeri: Nemlig at det forholder sig taktfuldt til sine omgivelser. At huset så at sige må tænke på andet end sig selv. Kort sagt at det indpasser sig smukt i det selskab, det er sat i; at det selv er mindst lige så smukt som sine omgivelser. Dette krav honorerer Area Aviae Meae. Som empireklassicismens borgerhuse træder bygningen på smuk vis i baggrunden og lader byrummet træde frem i rolig værdighed. Huset har her kontakt til et princip, der står centralt i den klassiske tradition, nemlig det vi kalder decorum, dvs. det til lejligheden passende (5). Mod Ny Østergade slår huset en større skala an, der passer til gaden. Men anskuet fra Store Regnegade fremtræder huset anderledes og tilpasser sig denne gades naboejendommes mindre skala. Disse to facader forkrøpper sig rundt om hjørnet over bygningens måske vigtigste tredje facade, der på smukkeste vis konkavt trækker sig tilbage og ligesom indrømmer byen et lille rum; en lille hilsen til såvel Carl Petersens Faaborg Museum som til den romerske barokarkitektur. På samme vis som byrummet her sætter sit aftryk ind i bygningen, sætter bygningen andetsteds sit aftryk ud i byrummet ved henholdsvis en risalit-lignende figuration og en lille karnap, under hvilken den velproportionerede facade finder plads til en lille levende variation i form af en altan. Væsentligt at bemærke er, hvordan husets facade besidder dybde og relief, hvilket navnligt bæres af den smukke fenestrering, hvis vinduer er udstyret med naturstensindfatninger og hver rummer et lille, velformet ornamentalt værn.

Facaderne er forneden beklædt med natursten, der danner basis for huset. Herover er facaderne pudset. Mod himlen afsluttes huset af, hvad der med tiden vil blive en frodig taghave; en forfriskende og ganske ny tilføjelse til byen fra vores egen tid. Ganske vidunderligt, slet og ret! I gadehøjde giver huset noget tilbage til byen ved at kunne huse restauranter og lignende i gode højloftede lokaler med smukt kig til den historiske bykerne. Herover følger en etage med kontorfunktioner og atter ovenover rummer huset attraktive lejligheder.

Det andet klassiske forhold, som huset gør rigtig godt, er tematisk relateret til det, vi allerede har været inde på, nemlig udvekslingen mellem byen og huset. Jeg tænker her på tærsklen mellem byrummet og husets indre rum. Fra byrummet bevæger man sig mod boligen mellem det offentlige og det private. Væsentligt her er, at denne tærskel altid bør ses som et længere rumligt forløb. Løses den dårligt, kan tærsklen i værste fald ende med at udspille sig over de blotte 150 mm, som et standardbetonelement omtrent udgør. Men her er det løst godt.

Fra gaden kommer man ind i en af husets to halls; begge disse rum er meget klædelige. De vækker mindelser om godt, civiliseret, nutidigt, kontinentalt etageboligbyggeri af f.eks. tysk, schweizisk eller østrigsk ophav. Tænk Hans Kollhoff eller Baumschlager Eberle. Disse højloftede rums gulve er belagt med mørkegrønt marmor, og væggene er farvesat i henholdsvis perlegrå og gammelrosa. Det fremtræder meget kultiveret. Huset har ligesom gjort sig den ulejlighed at stryge sin skjorte, pudse sine sko og trække i en blazer af almindelig borgerlig hensynsfuldhed. Det manglede da også bare, synes huset ligesom at sige med et vist overskud. Inden for døren forefindes en elegant væghængt bænk, på hvilken man, når man kommer ind fra regnen, eventuelt kan tage et lille hvil, inden man bestiger trappen, der med gestus rækker ud i rummet. Man har gjort sig den ulejlighed at udforme trapperne som halvsvingstrapper omkring en duchsicht, hvorved man opnår en smuk rumlig virkning og tillige får et godt lysindfald fra trappens ovenlys.

Vi er nu kommet fra byen over pladsen, gennem hoveddøren, ad hallen, op ad trappen og derfra ind i hjemmet. Vi står nu i hjemmet og ser ud ad vinduet igen på byen, hvorfra vi kom. Her melder det tredje klassiske forhold sig, som jeg vil fremhæve. Dette drejer sig om netop husets fenestrering, som vi allerede har været inde på. Det afgørende her er, at man ved fenestrering forstår det samlede udstyr, der knytter sig til vinduet. Her har man gjort sig den ulejlighed at trække vinduesbrystningen tilbage, således at vinduets gerigter løber helt ned til gulvet og forbinder sig med fodpanelerne. Gerigter, lysningspaneler, brystning, vinduesplade og til slut selve vinduet tegner sig således som et klassisk vindue og bevirker en dybdevirkning i boligen, på samme vis som fenestreringen gør i eksteriøret. Dette medvirker til at bryde lyset og giver et smukt lysindfald i rummet.

Area Aviae Meae er velsagtens noget af det glædeligste, jeg længe har set inden for dansk boligbyggeri. Huset er et kompetent bud på forvaltningen af den klassiske tradition i det 21. århundrede. Det tilfører byen blivende værdi og kan meget vel vise sig at blive fredet, når den tid kommer. Area Aviae Meae står som et højdepunkt for arkitekterne. Og som en smuk afslutning på Carsten Juel-Christiansens betydningsfulde karriere, med hvilken han med den romerske digter Horats synes at sige: “Nu har jeg fuldført et Minde, der trodser de flygtende Tider” (6).

Noter

1) http://www.praksisarkitekter.dk/ny-østergade tilgået 11. maj 2021.
2) Perioden er her afgrænset af på den ene side Claude Perraults Vitruv-oversættelse fra 1673,
hvis relativisering af den antikke kanon affødte en række skænderier på Det Franske
Akademi, og på den anden side af Den Franske Revolution. Se videre: Harry Francis Mall­-
grave: Modern Architectural Theory. A Historical Survey, 1673–1968. (Cambridge, 2005).
3) Emil Kaufmann: Von Ledoux bis Le Corbusier. Ursprung und Entwicklung der Autonomen
Architektur (Wien, 1933: s. 41).
4) Carsten Juel-Christiansen: Tekster & Projekter (København, 2018: s. 201).
5) Begrebet står centralt i den klassiske traditions æstetik og kan føres tilbage til den romerske
digter Horats’ brev om digterkunsten (Ars Poetica). Se f.eks. linje 43-44: “just nu at få sagt,
hvad just nu der skal siges; lige for øjeblikket må resten bli’ udskudt og undladt”. Citeret fra
den danske oversætttelse publiceret i: Jørn Erslev Andersen (red.): Sansning og erkendelse.
Æstetikhistoriske grundtekster fra Baumgarten til Kant. (Århus, 2012: s. 12).
6) Horats: Carmina, III, 30. Citeret fra Axel Juels danske oversættelse.
(København, 1933: s. 93).