Udstilling: Tradition og genskabelse

Det første rum, man træder ind i, når man ankommer til udstillingen, byder på en række interessante effekter – bøger, fotos og souvenirs af forskellig slags – som viser udvekslingen og tilknytningen mellem skandinaviske og spanske arkitekter, men også mellem dem og andre kulturer og traditioner – f.eks. en studiemodel af en træsamling udført af Simó Tortella fra Aulets Arquitectes med udgangspunkt i kinesisk byggeskik og den gamle byggemanual Yingzao Fashi. Ved siden af finder man en faksimile af et manuskript fra det 11. århundrede, som har tilhørt Jørn Utzon. ‘Memorabilia’-rummet er et godt eksempel på, hvordan arkitekters arbejde og inspiration ofte bygger på et utal af referencer og forbindelser.

Efter dette indledende rum begynder man som besøgende at få en mere direkte fornemmelse af ‘Spanien’. Ved at veksle mellem symbolik og virkelighed lykkes det at skabe en raffineret materialevirkning, hvor forskellige lyde, farver, overflader, skalaer, billeder, grafik og objekter tilsammen er med til at gøre udstillingsbesøget til en rig og taktil oplevelse. Ikke mindst installationerne – i form af tre pavilloner i fuld størrelse – er værd at lægge mærke til for deres udformning og konstruktion. Alle tre er udført i Danmark af lokale håndværkere og producenter. The Enclosure er tegnet af TEd’A Arquitectes, The Charcoal Cabin af Aulets Arquitectes og The Clearing af Luis Martínez Santa-María. Her demonstrerer arkitekterne deres rumlige sans ved at arbejde med henholdsvis beton, træ og/eller tegl på en måde, som understreger tektonikkens og materialernes betydning, ligesom de nordiske mestre gjorde det. Der er imidlertid også dele af udstillingen, der forekommer unødvendige, og andre, som kunne have spillet en mere fremtrædende rolle. Foran fire store skærme, der viser indtryk fra forskellige spanske regioner – både bymæssige og mere landlige scener – er der anlagt en slags sparsomt bevoksede ‘sandhaver’, hvor nogle af arkitekternes modeller præsenteres, som om de ‘voksede’ ud af landskabet. Dette symbolske kuratoriske greb er med til at svække udstillingen, eftersom det benytter banale analogier til at vise væsentlige værker. Videoerne i sig selv er nok til at give én et indtryk af andre steder, stemninger og materialiteter. Måske ville en mulighed for, at man kunne sidde ned, mens man nød de fine stemningsbilleder, have været mere på sin plads end et par spredte felter med sand og planter, der ikke overraskende har svært ved at trives i det indelukkede miljø. Omvendt byder udstillingen på en interessant samling af spanske udgivelser og oversatte værker om nordisk arkitektur, som med fordel kunne have været tildelt en større og mere fremtrædende plads. Det samme gælder bidraget fra en gruppe studerende fra Arkitektskolen Aarhus, som har sammenlignet Norden og Syden ved at bygge modeller af forskellige bygninger. Udstillingen kunne med andre ord sagtens have skruet ned for symbolikken og i stedet have fokuseret mere direkte på det fremragende materiale.

Ud over selve diskussionen om, hvem der påvirker hvem, rejser udstillingen flere relevante spørgsmål: Har den skandinaviske arkitektur forandret sig, og er der noget, der er gået tabt? Hvorfor er de her spanske arkitekter tilsyneladende bedre til at arbejde med værdierne fra den nordiske modernisme end deres nordiske arkitektkolleger? Som besøgende – uanset om man er arkitekt eller ej – undrer man sig over, hvordan de kan holde så højt et niveau i deres arbejder. Hvad er det for en særlig viden, de ligger inde med, og hvad gør de for at fremme den? Man spørger også sig selv, hvilket forhold de mon har til de lokale samfund, materialer og miljøer, hvordan tegnestuerne mon er skruet sammen, og hvem der står for udførelsen af deres bygninger. Det kunne være fantastisk – og absolut tiltrængt – hvis man kunne skabe en kritisk dialog mellem dengang og nu, og mellem nord og syd, ved at studere de tegnestuer og mekanismer, som har givet os de udstillede værker. F.eks. beskrev Irène Pérez Piferrer og Jaume Mayol fra Ted’A Arquitectes i en forelæsning, de holdt tilbage i 2019 på Harvard University’s Graduate School of Design, deres opfattelse af traditionen som en form for genskabelse og identitetsgiver – ikke genskabelse forstået som kopiering, men som et middel til fornyelse.2 En nærlæsning af deres bygninger vil være en fin måde at skaffe sig ny viden på, fordi den fokuserer på processen og ikke det færdige produkt. Inspirationen henter de mange steder fra, men man kan spørge sig selv, hvor vigtigt det egentlig er at sætte ord på de her kilder? With Love From Spain er mest interesseret i at vise påvirkningerne, men den tilgangsvinkel peger på et fagligt dilemma: Hvis vi ikke kan lære noget af andres måder at arbejde på, hvordan skal vi så kunne udtænke nye ‘genskabelser’, for nu at citere Ted’A Arquitectes? Det forstod de nordiske mestre, når de rejste ud og lod sig inspirere af andre tilgange og tænkemåder. Der ligger et stort potentiale i at drøfte faglige spørgsmål som disse i det kommende katalog – det ser vi frem til! I mellemtiden foreslår jeg, at man besøger Utzon Center, ignorerer klicheerne og i stedet glæder sig over at opleve en meget interessant udstilling.

Teksten er oversat fra engelsk af Cornelius Colding.

Noter
1 Utzon Center: With Love From Spain, tilgået 20. juni 2021 https://utzoncenter.dk/da/udstilling/with-love-from-spain-9481
2 Harvard University, Graduate School of Design, tilgået 11. juni 2021 https://www.gsd.harvard.edu/event/teda/