Kritisk klumme: Udvidet motivforståelse

En arkitekturkamp om bæredygtighed udspiller sig foran os, og to klare tendenser er dominerende i debatten: 

I den ene fløj vises store bygninger i højglanspolerede visualiseringer. Man ser tæt beplantede stræder og grønne facader i et overjordisk, computergenereret lys. Med renderingerne følger et tætskrevet katalog fyldt af rationelle argumenter for, hvorfor lige netop dette projekt er fremtidens bæredygtige arkitektur. Slogan efter slogan fortæller, hvordan den grønne omstilling kan opnås gennem nye teknologier og opskalering og endda være en god forretning. 

I den anden fløj finder man poetiske fotos af pavillonstrukturer og småhuse i uspoleret natur med traditionelle – ofte ubehandlede – byggematerialer. Bygningerne er udført i et nærmest helligt udtryk. Den stille poesi i det smukke landskab, der med sin rene æstetik fortæller, at klimakrisen skal løses med skønhed og god gammeldags kvalitet. 

Danske arkitekter er ved at dele sig op i to uforenelige lejre af æstetiske kategorier. Kategorierne kan man give mange titler, men for klarhedens skyld får de her beskrivelserne overdrevet rationalisme over for en frelst idealisme. Begge lejre har med deres høje grad af realisme sådan set fat i noget rigtigt. Den bæredygtige løsning skal være skøn og holdbar, men den skal også være skalerbar, så man kan tage de gode ideer og anvende dem så bredt som muligt. Samtidig kan skaleringen og tilliden til teknologiske fix også tage overhånd. De små bygninger med håndpolerede samlinger er svære at forestille sig i et accelererende samfund eller i et stort urbant boligbyggeri. De store byggerier har derimod ikke nævneværdig grøn troværdighed af den simple årsag, at det grundlæggende ikke er bæredygtigt at bygge nyt. Man kan derfor risikere at skulle beskære ordet bæredygtighed, så der ender med at stå dygtighed. De to grupper af arkitekter kan nemlig deres arkitektoniske kram, men bæredygtigt er det ikke altid.

Kan man forene de to tilgange med hinanden og den verden, vi er i nu? Måske kan en fælles ny motivforståelse være med til at koble de to yderpoler sammen, så det bedste fra begge verdener kan kombineres med det eksisterende byggeri. Et opgør med entydigheden kan åbne for nye muligheder. Selvom det er skønt at være soloafsender og kunne beskrive projekter i slogans eller skulpturel arkitektur, så er vores tid mere end nogen anden ekstremt sammenfiltret. Sammenfiltringen gør professionen sløret, fordi økonomi, kultur, globalisme, forsyningskæder, magtforhold osv. er mere væsentlige aspekter af arkitekturfaget end for blot nogle få årtier siden. Poetiske pavilloner med traditionelle byggesystemer er inspirerende input, og de store byggerier tackler de mere funktionelle og analytiske aspekter. Men nogle gange kan de desværre ende som parenteser i debatten.

Der er ikke altid overensstemmelse mellem udtryk og bæredygtighed – byggerier, der udstråler klimavenlige løsninger, er ikke nødvendigvis bæredygtige. Økologisk byggeri behøver ikke lugte af uldtrøje og ligne en da Vincisk tidsmaskine til bedre perioder. Nye storskalaprojekter behøver ikke at ligne noget, der er tegnet i et grønt regneark. Den grønne omstilling er ikke entydig – og den vil sjældent have ét ansigt.

Vi står dybest set i en klimatisk og systemisk ruin, vi selv har skabt: et kaos af sammenfiltrede problemer, som kræver sammensatte løsninger. Hvis de to lejre bevæger sig over i mere samarbejdende spor, mens andre professioner inviteres ind, kan der opstå noget helt specielt. De rationelle tegnestuers analytiske kapacitet sammensat med de små tegnestuers poetiske indlevelse vil kunne skabe nogle reelt bæredygtige løsninger. Men det kræver en udvidet motivforståelse og en ny type samarbejde, da denne type projekter vil indeholde mange udsagn, have mange afsendere og i mange tilfælde også være tegnet af mere end et arkitektonisk brand. Heri ligger der en endnu ignoreret guldgrube af motiver, som vi skal danne et sprog for. Motiverne vil nok blive anderledes end, hvad vi normalt priser inden for konventionel arkitektur. Til gengæld vil arkitekturen med garanti blive unik, for den vil altid være baseret på mange stemmer.