ANNONCE
Universelt design: Ø-byen Tønder
Infrastruktur er universelt design, der binder sammen. Eller kapper af, som det blev tilfældet med Tønder.
Kirsten Marie Raahauge
Antropolog, ph.d. og professor mso, ansat ved Det Kongelige Akademi.
I Danmark fletter motorveje, togskinner og broer sig sammen i et logistisk netværk, der som bekendt på et landkort har form af et H. I H-byen kommer man let og hurtigt rundt. Som var det et stykke universelt design, knytter infrastrukturen Danmarks byer sammen i et trafikalt fællesskab, og alle veje i H-byen fører til H-byerne. Udenfor H-byens fletværk har den nationale trafiksanering derimod en bagside; off the grid, i hvad man kan kalde Ø-byerne, kommer nettet af infrastruktur til at fremstå som et stykke pennestrøgsplanlægning, der nok kan nås, men med besvær. I al sin funktionalitet har nettet af infrastruktur en utilsigtet ulempe, der virker ekskluderende, obstruerende, ja, ligefrem fjendtlig set fra de Ø-byer, som ligger udenfor H-byens netværk.
Tønder Ø-by
Tønder har været en del af et større infrastrukturelt net. Det var før H-byen og før strukturreformens flytninger af velfærdsinstitutioner til større byer, før centraliseringen. Dengang blev Tønder forstået som ’institutionernes by’ og ’porten til Europa’. Nu beskrives byen som ’udkant’. Siden 2017 har jeg gennem feltarbejde i Tønder undersøgt, hvordan det er at leve i en by, som over en kort årrække har mistet mange velfærdsinstitutioner. Tøndringerne er aktive og entreprenante, men post-velfærdsbyens vanskeligheder kan mærkes: længere til velfærdsydelser, færre arbejdspladser og mindre liv i byen, eftersom udvekslinger og relationer på kryds og tværs blev katalyseret af velfærdsinstitutioner, og eftersom mange kulturelle tilbud blev drevet af uddannelsesinstitutionernes studerende. Endnu en vanskelighed angår infrastrukturens tiltagende træghed, som gør det sværere at opsøge de velfærdsydelser, byen nu mangler, og i det hele taget at være del af en større sammenhæng.
Tønder blev købstad i 1234 og har været en magtfuld og rig by gennem århundreder på grund af sin placering i grænselandet, marskens frugtbare jord, kniplingeindustri, sølvsmedekunst, studehandel, adgang til havet og så videre. Som andre provinsbyer fik Tønder velfærdsinstitutioner i årene efter anden verdenskrig. Grænsebyen Tønder fik mange; den fremviste den danske velfærdsstats succes. Med strukturreformen i 2007 og de andre velfærdsforflyttelser og med H-byen som afgørende infrastruktur i Danmark skete der forandringer i Tønder, også hvad angår transport. Der er blevet længere tid mellem busafgange og flere skift undervejs. Elever fra omegnsbyerne bruger timer på transport til og fra gymnasiet i Tønder, mens patienter fra Tønder risikerer at strande på perronen, hvis bus eller tog er forsinket på vej mod hospitalet i Odense eller Aabenraa. Mange unge får kørekort, når de fylder 18, for ellers ser det endnu sortere ud, fortalte en ung kioskpasser i en lille by udenfor Tønder. Han overvejer at forlade egnen, for, som han siger: Der er ikke så meget for unge mennesker. De, der bliver, bliver kede af det.
Kirsten Marie Raahauge
Antropolog, ph.d. og professor mso, ansat ved Det Kongelige Akademi.
Teksten er skrevet med udgangspunkt i projektet Fra Provins til Periferi, som er del af det tværvidenskabelige forskningsprojekt ved Det Kongelige Akademi Spaces of Danish Welfare (2017-2022). (Bogudgivelse anmeldt i Arkitekten 09/22, red.)
Universelt design
Begrebet universelt design er kommet på dagsordenen i arkitekturdebatten. Vi bringer her fjerde bidrag i serien. Red.
Udgivelse
Artiklen bringes første gang i Arkitekten 04/2023, der udkommer den 26. maj.
ANNONCE
The dark side of universal design
Umage bænke, hvor hjemløse ikke kan få sig en lur, gjaldende militærmusik på steder, hvor skurke færdes, granater med splinter, som ikke kan ses på røntgen. Dark design er negativt intenderet, mens vejen til helvede siges at være brolagt med gode intentioner. Også design med universelle ambitioner og positive intentioner kan have negative sideeffekter. Hvad der for nogle er universelt design, kan for andre blive det stik modsatte. Ø-byerne ligger spredt i landet. De har autoadgang til motorvejsnettet, men deres offentlige transportsektor er udsultet og dysfunktionel. Intentionen med H-byen var effektivitet og tilknytning; men set fra den del af provinsen, som i dag kaldes udkant, virker dens konsekvenser ekskluderende og farlige. Som noget, der siger: Jer investerer vi ikke i.
Transformationen fra sammenhængende, spredt land til centraliseret, usammenhængende land er tydelig i Danmark som H-by og Ø-byer, men også til at få øje på globalt, hvor megapolises følges af shrinking cities og abandoned cities i forvitrende regioner.
Som det er sket for andre Ø-byer, er Tønder blevet en turistattraktion. Byen og marsken ændrer karakter henimod oplevelse og iscenesættelse af dens særegenhed og herligheder. Beboerne er heldige, for det er bedre end at forvitre og forsvinde. Turisterne er også heldige, for det er attraktivt at besøge en destination, det er svært at komme til. Sådan er den centraliserende infrastruktursskyggeside af dark design alligevel godt for noget. Men universelt design er det ikke, for de unge, der bliver, bliver kede af det.