Værdibegreber

Du har i forelæsninger om Gellerup talt om skiftende forståelsesrammer. Først var det et arbejderparadis, da det blev indviet. Så går der ikke særlig mange år, før det bliver betegnet som fremmedgørelsens by. Hvad gik galt? 

TN Når jeg trækker det med de skiftende opfattelser frem, så er det selvfølgelig, fordi det er interessant rent historisk, men det er også vigtigt i forhold til den debat om udsatte boligområder, som vi har lige nu. Socialdemokraten Hans Hedtoft, som var statsminister i årene efter anden verdenskrig, sagde bl.a., at baggrunden for vort arbejde er billedet af en verden, der lægger planer. Man var fuldstændig overbevist om, at fremskridtet kun kunne realiseres gennem planlægning. Og hele den optimisme fortsætter op gennem 50erne og 60erne. Brabrand Boligforening bygger det, der hedder Søvangen (opført 1953, red.). Det er en ret fin gulstensbebyggelse, der ligger nede i parken med en meget varieret skala. Men der skulle jo mere til, for der var stadig masser af mennesker inde i Aarhus, der manglede en bolig. Så der går ikke særlig lang tid, før man omkring 1968 begynder at opføre Gelleruplanen. Men så kommer oliekrisen i 1973 (1).

Og derfra går det ned ad bakke?

TN Konsekvenserne kommer måske først lidt senere: Men alle fællesfaciliteterne og svømmebadet bliver for dyre at drive og opvarme – det hele er jo baseret på at brænde en pokkers masse olie af. Både i de biler, der skal fragte folk rundt, og fordi det heller ikke er særlig godt isoleret. Samtidig er parcelhusene jo dukket op som et både økonomisk og boligmæssigt mere attraktivt alternativ. Så det svækker interessen for at bo i Gellerup. 

Når jeg forelæser om Gellerup for de førsteårsstuderende (på Arkitektskolen Aarhus, red.), viser jeg dem The Garden City (2) og Le Corbusiers Ville Radieuse (3). Da Hans Hedtoft havde holdt sin tale, og de skulle i gang, så var der to modeller at gå efter: Der var havebyen, og så var der den her New Town-model, betonblok-forstaden, eller hvad vi nu skal kalde den. Og der går man i første omgang i høj grad efter blok-modellen i Danmark. Parcelhusene kommer ligesom snigende og bliver mere og mere attraktive, mens den anden bliver mindre populær. 

Folk vil gerne præge rammerne, og det er den kritik, som Jane Jacobs (4) også kommer med ret tidligt mod Le Corbusier, og som Asger Jorn også bidrager til i Danmark. Han anmelder i Arkitekten i 1945 Le Corbusiers bog Menneskenes Bolig, da den bliver oversat. Her kritiserer han det, at folk ikke har mulighed for at forme deres egne omgivelser. At det hele er lagt tilrette. 

Jorn skriver: “Menneskets ‘elementære glæder’ er ikke ‘sol, luft og grønne træer’, men muligheden for at kunne opbygge, udnytte og forbruge sin skabende kraft og evne til gavn og glæde for sig selv og sine omgivelser. Dette forudsætter, at han får det fulde udbytte af sit arbejde, mad, klæder, hus, lys, luft og i stedet for en æstetisk nydelse af grønne trætoppe i et fugleperspektiv fra 50. etage et aktivt forhold til naturen, og det kræver, at han som en fri mand uhindret kan være med til at sætte sit præg paa sine omgivelser, at forme dem efter sit behov, også arkitekturen, om han ønsker det” (5). Det er jo stærke sager! 

Det undrer mig, at der ikke bare er én, der på en eller anden måde har sat sig ned og tænkt: Hvor mange boliger har vi egentlig brug for lige nu? Kan vi overmætte markedet? Osv. For allerede efter at de første to blokke er opført, begynder det at blive svært at skaffe lejere af den type, man havde forestillet sig, dvs. mor og far, som begge går på arbejde, og som har to børn. 

Så blot 15 år efter, at Gellerupparken er bygget, der er det en helt anden befolkningsgruppe, som bruger den, end dem, den var tegnet til. Det var tegnet til otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers fritid. Og når beboerne så f.eks. ikke går på arbejde, så begynder uderummenes mangel på uformelle mødesteder osv. at blive et problem på en anden måde. 

Overordnet set er det jo interessant, at på det tidspunkt, hvor Hedtoft taler, og i 50erne og 60erne under opbygningen af velfærdsstaten, der tror politikerne ikke, at der kan komme udvikling, hvis der ikke er planlægning. Men nu tror politikerne jo ikke, at der kan komme udvikling, hvis der er planlægning. For så frygter man, at investorerne føler sig bundet, og at de løber deres vej.

I den forelæsning, jeg refererede til, spørger du, om Gellerup ender med at blive et arbejderparadis igen. Er det en realistisk vision?  

TN Det er nok sat lidt på spidsen. Men der bliver jo investeret ret stort i de nye boliger derude, og det gør investorerne jo ikke bare, fordi de gerne vil gøre det godt for Gellerup. Det gør de for at tjene penge. Og det er simpelthen, fordi de tror på, at der er et marked nu. Det er ret interessant. Det er derfor, jeg stillede det retoriske spørgsmål. Der er helt klart en optimisme nu. Men om det så lige bliver et arbejderparadis? Det gør det nok ikke, fordi vi for det første nok er kommet væk fra ideen om at løfte arbejderklassen. For det andet bruger vi ikke begrebet arbejderklasse mere. Vi er vant til at være segmenterede på så mange andre måder, men måske er der alligevel noget om det. At det på en eller anden måde er en bred mellemklasse, hvor folk både kan være brune og hvide og alt muligt andet. 

Noter

1 I oktober 1973 udbrød der krig i Mellemøsten. USA støttede Israel, og det udløste en olieblokade fra de arabiske landes side, som fik oliepriserne til at stige voldsomt. 

2 Ideen om havebyerne udvikledes af den engelske byplanlægger Ebenezer ­Howard i 1898.

3 La Ville Radieuse (den strålende by) var Le Corbusiers drøm om en vinkelret bystruktur med fritstående skyskrabere og motorveje i flere lag.  

4 Jane Jacobs: The Death and Life of Great American Cities, 1961. Jacobs var en canadisk arkitekturkritiker og byaktivist. 

5 Asger Jorn i Arkitekten Ugehæfte, 1945, nr. 16/17.