ANNONCE
Vandkunsten på Utzon Centeret: At komme hinanden ved
Idealer og principper gennemsyrer Vandkunstens arbejder hele vejen igennem. Det lave, grønne og åbne byggeri forbruger dog meget areal, og måske ender tegnestuen med at frembringe den eksklusivitet, som de så ofte kritiserer?
Thomas Birket-Smith
Arkitekt MAA og projektleder i Aalborg Kommune
På Arkitektskolen Aarhus i 80erne trak vi på skuldrene eller rystede på hovedet over tæt-lav-bevægelsen. Tæt-lav var noget, vores undervisere boede i og måske endda selv havde tegnet. Vi syntes, at det var romantisk, indadvendt og et symbol på den 68er-generation, som nu sad på flæsket. I punkens og BZ-bevægelsens efterdønninger kiggede vi til Berlin og New York, og i hvert fald ikke på vadmelsfarvede genopførelser af de hensygnende landsbymiljøer, en del af os kom fra.
Imidlertid viste en af de vigtigste bannerførere for bevægelsen – Tegnestuen Vandkunsten – sig mere sejlivet end både dekonstruktivisme og 80ernes neo-romantik. Her 30-40 år efter tyder meget på, at de faktisk hele tiden har siddet med mange af svarene på nutidens presserende spørgsmål. Det må derfor siges at være god timing, at Utzon Center – forsinket af corona-krisen – 30. maj åbnede udstillingen “Bo Bedre – med Vandkunsten”. I øvrigt en titel, som, ikke overraskende, giver et lille underfundigt hip til det bedsteborgerlige boligmagasin, som de formentlig, i deres tidlige inkarnationer, har set sig i opposition til. Udstillingen promoveres som “Danmarks hyggeligste udstilling”, og når man åbner den lille folder, man får udleveret i skranken, finder man en Ole Lund Kirkegaard-agtig tegning af udstillingen som en myldrende landsby eller urban labyrint med masser af aktivitet og gang-i-den – et billede af tegnestuens vision om det gode liv.
Lige når man træder ind ad døren i udstillingens første rum, “Torvepladsen”, er det første, man ser, en græsslåmaskine i en galge: “Død over plæneklipperen” – ned med det velfriserede og forudsigelige. Og for at reflektere over 70er-retorikken kommer man til et “Manifest for fremtiden”:
Lad os bo mindre og bedre!
Lad os dele mere!
Lad naturen flytte ind!
Lad os gøre det selv, sammen!
Lad det være og se skønheden!
Det er lige før, det er for meget…
Det viser sig dog, at manifestet også er en indholdsfortegnelse til udstillingens fem primære temaer. De udfoldes konkret med “Udestuen” som det første eksempel. Her finder vi et af tegnestuens kendetegn: udhænget, der skabes af det tag med hældning, som man finder på de fleste af tegnestuens byggerier. Både et byggeteknisk udsagn med rødder i tradition og funktionalitet, og et forfinet rumskabende element også kendt fra asiatisk arkitektur – en overgang mellem ude og inde, en kantzone udviklet længe før den blev standardelement i alle boligbebyggelser og lokalplaner.
Thomas Birket-Smith
Arkitekt MAA og projektleder i Aalborg Kommune
Bo Bedre med Vandkunsten
Utzon Center
Slotspladsen 4, 9000 Aalborg
Skabt i samarbejde mellem: Vandkunsten, Dansk Arkitektur Center og Utzon Center og med bidrag fra Bo Bedre
Udstillingsperiode: 30. maj 2020 – 28. februar 2021
Udgivelse
Anmeldelsen blev udgivet i Arkitekten 06/2020.
ANNONCE
Allerbedst er udstillingen i et bygget eksempel på en “Minibolig” på 37 kvm til 2-4 personer. Nøje gennemtænkte og oplevelsesrige rumforløb med kompakte, flerfunktionelle løsninger og et væld af fine enkeltheder. Man genfinder 60ernes glæde ved de integrerede møbler – bordplader og brikse, som er faste og en del af det rumlige udtryk. Og selvfølgelig er der mulighed for at gå op på tagterrassen ad en gammel industriel ståltrappe, som skærer sig vej op gennem det sprøde udhæng. Mindre opsigtsvækkende er “Drivhuset”, som skal demonstrere, hvordan det grønne kan integreres i bomiljøet. Det er set mere overbevisende andre steder. Også “Fælleshuset” og “Baghaven” virker mindre præcise og udsagnsrige end de førnævnte konstruktioner. I stedet er der mulighed for fordybelse i udstillingens sidste afsnit, “Tegnestuen”, hvor historikken oprulles fra etableringen i 1970, over de første projekter, mest kendt er Tinggården i Herfølge, og videre gennem et udvalg af projekter fordelt over de følgende årtier op til i dag. Man bliver slået af den konsistens og konsekvente forfølgelse af idealer og principper, som gennemsyrer alle byggeprojekterne – også tæt-lav-projekterne igennem de mange år. Der er næppe mange tegnestuer herhjemme, som har et tilsvarende bagkatalog.
Overalt i udstillingen anvendes, som en del af tegnestuens “ReBeauty”-projekt, masser af træ. Det meste er genbrug fra tidligere udstillinger i Utzon Center. Der bruges også andre genanvendte materialer, som f.eks. pandeplader og fladbankede spirorør monteret som taktile og udtryksfulde beklædninger. Som der står på en planche: “Hvem ønsker egentlig et nyt hus?”. Denne show it, don’t tell it-tilgang er en af udstillingens styrker. Man går rundt og sanser, dufter og lytter, mere end man læser plancher eller kigger på modeller, som på mere traditionelle arkitekturudstillinger. Har man brug for at sidde ned undervejs, er der mulighed for at komme nærmere tegnestuens tankeverden ved at fordybe sig i de fragmenter af interviews med den tidligere partner Jens Thomas Arnfred og en af de nuværende, Søren Nielsen, som er fordelt på iPads rundt om i udstillingen. Både underholdende og små-provokerende.
En kritisk refleksion kunne være tegnestuens insisteren på det lave, grønne og åbne. Hvordan ville et Vandkunsten-projekt se ud i Seoul eller Hong Kong? De fastholder en urbanisme, som forbruger store mængder areal, og som dermed ikke er helt i flugt med tidens tætte byer. Ender de således med netop at frembringe den eksklusivitet, som de så markant kritiserer? Men trods dette: Udstillingen kan anbefales, både som introduktion til tegnestuens univers og som inspiration til ens daglige faglige og private praksis – med både funktionelle og æstetiske detaljer, men også med den bredere politiske agenda med bud såvel til klimadebat og bæredygtighed som til det, der engang hed ‘at komme hinanden ved’.
