ANNONCE
Vendsyssel Teater
Der har virkelig skullet noget til for at hamle op med lokaliteten. Og det er lykkedes for Schmidt Hammer Lassen Architects.
Nicolai Steinø
Arkitekt MAA og ph.d. i urban design.
Den nordjyske by Hjørring har ikke alene tre kirker, men også landsdelens mest gudsforladte byrum – Banegårdspladsen – hvor man har placeret det nye Vendsyssel Teater. Mens det trafikalt giver god ræson, at teatret er placeret vis-a-vis tog- og busstationerne, har det været en arkitektonisk udfordring at placere en bygning på dette sted. Med den hæslige gade Banegårdspladsen og bussernes opmarchbaner mod syd, en halv karré med tilfældige baggårdsmure mod vest, en udflydende parkeringsplamage mod nord og et ni-etagers kontorhus med en udførelse som et polsk motel mod øst er der ikke megen kraft at suge ud af konteksten.
Det har man heldigvis heller ikke forsøgt. Den forholdsvis lille teaterbygning ligger med sine skarptskårne, kasseformede volumener og er sig selv nok. På to sider domineres formen af de lukkede facader på henholdsvis musiksalen, prøvesalen og værkstedet samt skuespillernes garderober bag ved bagscenen. Med større og mindre forskydninger fremstår disse volumener med to forskellige slags facader med aflange facadeelementer af henholdsvis cortenstål og glasforhængte pastelfarvede flader i lyserød, citrongul og kobbergrøn.
Kontraster skaber lethed
Kontrasten mellem de matte, rustrøde cortenstålsfacader og de blanke, lyse glasfacader giver bygningen en skiveagtig lethed, der understreges af facadernes præcise møde med hinanden og med himlen. Her er ingen bulede zinkindækninger.
Visse steder er vinduesbånd skjult som mørke skygger bag det matterede glas, og kun diskrete trappeafsatser afslører, hvor cortenstålspladerne agerer flugtvejsdøre. I et og alt er disse facader holdt prismatiske og skalaløse. Om aftenen understreges kontrasten mellem de to facadetyper ved, at glasfacaderne illumineres af indbygget LED-lys, der sætter de besøgende i den rette Broadway-stemning.
Nicolai Steinø
Arkitekt MAA og ph.d. i urban design.
Vendsyssel Teater
Banegårdspladsen 4, 9800 Hjørring
Arkitekt: Schmidt Hammer Lassen Architects
Lokal arkitekt: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S
Landskabsarkitekt: LIW Planning Aps
Totalrådgiver: Schmidt Hammer Lassen Architects
Ingeniør: Brix & Kamp A/S, ALECTIA A/S
Andre rådgivere: Gade & Mortensen Akustik A/S, AIX Arkitekter AB, Filippa Berglund, scenograf, arkitekt MAA
Opført: 2017
Udgivelse
Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 06/2017.
ANNONCE
Anderledes forholder det sig med de to øvrige sider. Her fordrer foyerområdet og førstesalens galleri og administrationsfløj en facadedisponering med store vinduespartier i to etager, adskilt af et kraftigt vandret bånd og afsluttet opadtil af et endnu kraftigere udhæng, begge beklædt med cortenstål. Disse to facader har et mere djærvt og uforfærdet nymodernistisk tilsnit, der gør, at man aldrig tvivler på, om man er foran eller bag teaterbygningen, trods dens ellers orienteringsløse beliggenhed.
Publikumsindgangen ligger mod vest og dermed ud mod baggårdsmurene. Denne orientering er formentlig motiveret af, at det er det eneste sted på den trange grund, hvor det er muligt at have en anstændig forplads til teatret, som samtidig står i en rimelig forbindelse med henholdsvis tog/bus og parkeringsplads. Der er planer om at nedrive dele af den halve karré, og det ville være klædeligt, hvis landsdelens nye teater fik et mere værdigt modspil end det nuværende miskmask og Barracuda Caribbean Bars gårdhave.
Et rigt indre liv
På trods af at teatret har et gedigent vindfang er det desværre en kende for trangt. Lidt kontraintuitivt er de oplukkelige dele massive og resten af glas, så man har måttet skrive både “Indgang” og “Udgang” med velvoksne bogstaver på de sorte skydedøre. Når man først er inde, er man straks i baren, der ligger centralt i det åbne foyerområde, som i øvrigt smyger sig dobbelthøjt om teatrets forskellige sale. Selve bardisken har en kæk, blank, smaragdgrøn front, der står i frisk kontrast til det glittede betongulv, de sortmalede træbetonlofter og de sort- og hvidmalede gipsvægge.
Længst til venstre, forbi cafébordene ud mod forpladsen, ligger musiksalen. På vejen passerer man forbi den sorte boks. Begge disse sale har store hejseporte, der gør det muligt at benytte dem i åben forbindelse med foyerområdet. En slank ligeløbstrappe stikker frækt sin tunge ned gennem loftet oppe fra administrationsgangen, der via gangbroer er forbundet til galleriet omkring den store sal til højre for indgangen. I denne ende ligger også en lille foyerscene, hvis siddepladser flankeres af trappen til underetagen med garderobe og toiletter.
Den store sals krumme ydre afslører, at salens in-the-round-scene bogstaveligt talt er rund, idet de faste siddepladser udgør et halvcirkelslag med stole i fem rækker og yderligere to rækker på galleriet. Disse kan suppleres med to mobile cirkeludsnit med siddepladser, der på det nærmeste slutter ringen. Langs salens krumme ende er der smalle siddenicher, mens der på langsiden er indrettet små bordgrupper med lampetter, hvilket er en anelse for pømset for denne anmelders smag.
En fin lille musikæske
I modsætning til teatersalenes uprætentiøse, sortmalede indre, der muliggør frisættelsen af scenografien gennem lys og sceneopbygning, er musiksalen en fin lille æske med akustikvægge udført som kassetter i birkefinér over henholdsvis en vinduesfrise, der går til gulvet på den ene langside, og døre og hejseport på den anden. Dermed står musiksalen i kontrast til de øvrige rums mere ydmyge materialitet. Musiksalen har løse stole, så gulvet kan ryddes til andre formål, ikke mindst når hejseporten er oppe.
Ud over salene og publikumsarealerne har teatret øvesal, værksted og skuespillergarderober i stueplan samt skrædderi og administration på første sal. Sidstnævnte er indrettet uformelt som glasadskilte kontorer langs en åben kontorgang over café og indgang, med adgang fra foyer og galleri. De mere praktiske funktioner ligger derimod på teatrets bagside, i funktionel sammenhæng med sale og bagscene, dog igen til dels i åben og visuel forbindelse med foyerområdet. Mens åbenheden bidrager til teatrets inviterende og uformelle karakter, må den daglige brug vise, om det kan fungere i praksis.
Et ærligt teater
Selvom Vendsyssel Teater ved første indtryk kan virke en lille smule klemt – lidt smalle gange og gallerier og en lidt tæt indbyrdes placering af visse zoner – er det mere passende at betegne det som intimt. Det er et lille teater, og det gør ikke noget forsøg på at være stort. Og dermed kan netop dets intimitet meget vel gå hen og blive den kvalitet, der gør det elsket, både i dag- og aftentimerne. For teatret er med sin café og inviterende foyerområde også godt besøgt mellem forestillingerne, og selv skolebørn finder anledning til at hænge ud her, når det bliver eftermiddag.
På trods af, at Hjørring er en af landets mindre og afsidesliggende provinsbyer, har man klart taget ansvaret som Vendsyssels hovedby på sig. Det sås allerede for ti år siden, da man med stor bevågenhed indrettede det nye Hjørring Bibliotek i overetagen på byens nye shoppingcenter. At selve shoppingcenteret så ligger som en Boeing-maskine, der er mavelandet i nakken på byens gamle hovedstrøg, er en anden sag. Og det ses nu igen med opførelsen af Vendsyssel Teater, der i øvrigt er den første nyopførte, deciderede teaterbygning i provinsen i over hundrede år.
Huset vil leve
Med placeringen tæt op ad knudepunkterne for den regionale offentlige trafik lever teatret op til sit navn som teater for hele Vendsyssel. Og med de nye rammer har det fået et tiltrængt alternativ til den gymnastiksal på en nedlagt kommuneskole, som man har haft til huse i siden midten af 90erne. Om Hjørring så med denne nye kulturbygning vil opleve en Bilbao-effekt, som nogen håber på, er dybest set ikke et arkitektonisk anliggende. Heldigvis har arkitekterne bestræbt sig på at lave arkitektur på arkitekturens præmisser og er ikke sprunget i bukserne for at lave et ArchDaily-kælent fetish-byggeri.
At man materialemæssigt har skudt den af på det ydre og holdt igen i det indre, kan godt umiddelbart virke lidt modsætningsfyldt. Men bortset fra en stor, sort og blank gipsvæg over baren, hvis papagtighed udstilles en kende unådigt af det rigelige ovenlys, virker prioriteringen rigtig. Der har virkelig skullet noget til at hamle op med lokaliteten. Og det er lykkedes. Og selvom man indvendig må undvære de lækre materialer og detaljer, så vil huset alligevel leve, når det først er fyldt med skuespil og gøgl og forventningsfyldte teatergæster. Når alt kommer til alt, er teatret jo en illusion.