Vigtigheden af det åbne grønne rum

Indlejrede velfærdsværdier

I alle tre modeller spiller landskabet – eller de åbne, grønne rum – en central rolle og er forbundet med forestillinger om forskellige former for velfærd. I 1930erne reguleres arbejdstiden ned til otte timer dagligt med en ugentlig fridag og årligt to ugers ferie med løn. Denne nye 8-8-8-logik – otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers fri tid – slår dørene op til et nyt planlægningsparadigme, hvor der skulle skabes tilfredsstillende rammer for den nye fritid. Rammer, som måtte findes i kontekst af en rivende urbaniseringsproces. I det arbejde betragtes fri og lige adgang til grønne områder som helt fundamentalt. Og uagtet hvilken af de førnævnte rumlige modeller der er tale om, indgår boligbebyggelsens grønne områder som et led i en kæde af grønne friarealer, som forbinder boligbebyggelsen med sportsarealer videre ud til såkaldte ‘fjernrekreative’ arealer. Hvis vi bliver i Københavnsområdet, udgør de grønne kiler i Fingerplanen og strandene syd og nord for København netop sådanne fjernrekreative arealer. De var tænkt som steder, der skulle danne mental modvægt til hverdagslivet i den hektiske by. Og de var tænkt som den fysiske ramme, der kunne skabe møder på tværs af sociale og kulturelle skel og dermed som en del af det kit, der kan skabe det, vi i dag ville kalde for sammenhængskraft. Det er med andre ord i de grønne rum, at vi finder velfærdsbyens ‘public space’. Det er her, vi finder det offentlighedsrum, hvor man uden for det nære møder andre, der er forskellige fra en selv.

Men tilbage i boligbebyggelsen, så er altan-karnap-elementer, som vi finder i stort set alle disse boligbebyggelser, også et vidnesbyrd om landskabets indlejrede rolle. Det er i dette udvekslingsled, at landskabet rykker helt ind i boligen. I karnappen er man inde i boligen, men uden på bygningskroppen, og vice versa er man på altanen udenfor, men inden for bygningskroppen. På den måde indgår lænestolen i karnappen som første led i den lange kæde, der forbinder boligen med det helt store landskab.

Boligbebyggelsen selv rummer en række mellemled, der rammesætter det nære fællesskab på forskellige niveauer. I de mest elaborede boligbebyggelser som eksempelvis Bredalsparken finder vi hele fem sådanne niveauer af nabofællesskab: Helt tæt på den enkelte opgang har vi et velartikuleret, let overdækket, grønt rum placeret på den nordøstvendte adgangsside. Boligblokkens sydvestside samles af et større åbent, grønt og solbeskinnet rum, som flere opganges altan-karnapper orienterer sig mod. Dernæst grupperes flere boligblokke omkring en grøn adgangsvej. Og endelig er hele bebyggelsen organiseret omkring et stort, åbent, grønt rum, som via et lille indkøbstorv hængsles til nabokvarteret. Disse på forskellige måder rumliggjorte nabofællesskaber er endnu en af de velfærdsværdier, som er lagt ind i og understøttes af sammenvævningen af bolig og landskab.

Et tredje bolig-landskabsrelateret tema knytter sig til børnene og gode rammer for deres udvikling. Landskabsarkitekten C.Th. Sørensen, som opfandt Skrammellegepladsen, skriver om barnets behov for gradvist på egen hånd at udvide sit territorium. Og vi finder legepladser til forskellige aldre og senere sikre cykelveje som centrale elementer i efterkrigstidens boliglandskaber.

Landskab som kantzone og god beliggenhed

I dagens mange storskala-boligbebyggelser er konteksten og idealet blevet urbant, og landskabet er her næsten uden undtagelser reduceret til et spørgsmål om kantzoner og ‘god beliggenhed’. Begge dele bunder delvist i en meget hård udnyttelse af den til grunden bevilgede byggeret. En byggeret, som fastsættes af kommunen – der jævnligt har dobbeltrollen som både grundsælger og myndighed – og som anvendes til at generere en indtægt, som kan gavne på valgår. Derfor er det væsentligt for kvaliteten af en kommende boligbebyggelse, at den ligger i umiddelbar nærhed til rekreative arealer, god kollektiv transport eller i det mindste en god udsigt. Det gode liv knytter sig ikke længere entydigt til landskabet, børn skal ikke længere selv kunne bevæge sig uden for boligen, førend de opnår en anseelig alder, og dét, der kan kaldes friarealer, presses opad i bebyggelsen. Og fællesskaberne udfolder sig i byens kommercielle rum, i de allerede eksisterende grønne områder med stort slid til følge, og i de virtuelle rum.

Kantzone-design – en krævende kunstart

Kantzonerne skal rumme mange funktioner og har per se et begrænset rum at gøre godt med. Potentielt skal de varetage alle de velfærdsværdier, som landskabet tidligere har dannet ramme om. De skal være mødesteder for bebyggelsens beboere imellem og mellem dem og oververdenen. De skal danne ramme om rekreation og leg. De skal understøtte infrastruktur for gående, cyklende og kørende. Og endelig skal de understøtte en naturfølelse.

Kantzonen, der forbinder bygningen med det offentlige rum, gaden, forsynes ofte med en belægning. Det skaber uklarhed om zonens tilhørsforhold – er det bygningens eller byens? Det går bedst, når stueetagen er udlagt til butik eller tilsvarende udadvendt funktion, hvor kantzonen kan benyttes til at udstille varer, til en zone på vej ind i eller ud af en bygning og til en snak i ‘døren’. Består stueetagen derimod af boliger med niveaufri adgang, ser vi plantekasser og andre inventarbårne nødløsninger bragt i spil for at markere boligens halvprivate zone.

Som socialt rum og mødested er kantzonens potentiale afhængigt af bygningens øvrige flow. Hvis man som beboer går direkte til sin bolig fra cykel- eller parkeringskælderen, kommer kantzonen slet ikke i spil for denne gruppe. Men knyttes den til den primære adgang for beboere og endvidere til eventuelle indendørs fællesfaciliteter, kan den potentielt set få en rolle. Og så skal den ikke mindst have et godt mikroklima og i øvrigt indbyde til ophold.

Og endelig skal kantzonerne også gerne give bebyggelsen et grønt præg. Det er mange krav at stille, og kantzonen er derfor en kampplads. Arealerne er yderst begrænsede og vækstvilkårene tilsvarende dårlige grundet både den sparsomme plads, de reducerede dagslysforhold og den megen vind, der følger med dels de høje bygninger, når vinden rammer de store flader og bøjer nedad, dels vindtunnelvirkningen mellem bygningerne. Friarealerne presses som tidligere nævnt opad i selve bebyggelsen. Til private og fælles altaner og terrasser både uden på og indlejret i bygningsfacaden og oven på de enkelte bygningsvolumener. Også her er vind et udtalt problem for benyttelsen af disse rum. Til stimulering af naturfølelsen må begrønningen i højden ske i plantekasser. Planter lever her et sårbart liv, da den begrænsede jordmængde både hurtigt tørrer ud og sætter grænser for såvel omfang som type af anvendelige planter. Hverken begrønnede kantzoner eller friarealer i højden bidrager nævneværdigt til biodiversiteten. Derudover tyder undersøgelser på, at den store fælles tagterrasse mest bruges sammen med gæster, når udsigten vises frem. Hvis vi et øjeblik ikke kun ser på arkitektur og landskab, er det påfaldende, hvor meget isenkram – havemøbler, grill, parasoller, kummer, belysning – med en høj udskiftningshastighed, der går til understøtning af livet i kantzonen, hvad enten den ligger ved bygningernes fod eller findes i højden.

Når de velfærdsgoder, som landskabet tilbyder, kun i begrænset omfang kan finde sted inden for rammerne af den enkelte storskala-boligbebyggelse, øges presset på de kollektive rum, og dermed behovet for en byudviklingspolitik med et stærkt landskabeligt islæt. Hvis man ikke længere kan fastsætte minimum for friarealernes størrelse, må vi sætte vores lid til de arkitekturpolitikker, som i øjeblikket er undervejs mange steder, og som har mange holdninger til det enkelte byggeri, men har mindre at sige om vigtigheden af de åbne grønne rum – der, hvor vi bor.