Vild natur på gammel grønning

Jeg begynder min tur gennem området på toppen, hvor den ældre beplantning sammen med en nyanlagt, slynget grussti fører ind til en markant anderledes oplevelse end mine forrige besøg, som mest af alt har handlet om at komme hurtigst muligt fra den ene side af bebyggelsen til den anden. På begge sider af stien har græsplænen fået lov til at vokse, og mellem græsstråene dukker andre planter og blomster op. Lidt mere vildt end før. Træerne afskærmer mod boligblokkene, og hvis man får lyst til at slå sig ned i det grønne, er det muligt at finde små private rum, hvor man ikke bliver set fra altanerne. Hele området er opdelt i flere mindre rum, som har forskellige funktioner, og grusstien afløses af stier belagt med gule klinker, som godt kunne have haft en mørkere nuance, der var lidt tættere på boligblokkenes mursten, så bygninger og landskaber blev knyttet sammen, ikke kun i form af sigtelinjer og stier på tværs af det grønne område, men også materielt. Som perler på en snor ligger lavninger spredt ud over hele området, nærmest som en italiensk barok villahave, hvor vandet automatisk ledes videre, når et bassin er fyldt. For to dage siden væltede regnen ned, men i dag skinner solen, og kun enkelte steder i bunden af lavningerne ses de sørgelige rester i form af smattet græs og små pytter. Næste besøg skal være på en regnvejrsdag, så jeg kan se, hvordan området fungerer, når det regner.

I tørvejr kan flere af forsænkningerne bruges til boldspil, grill eller andre aktiviteter. Mellem Bispeparkens blokke er der anlagt en lille fodboldbane med to små mål, omkranset af plinter i støbt beton, hvor man kan sidde. På den anden side af Tuborgvej er variationen større, og der er mulighed for at aktivere kroppen på forskellige måder. Her kan man klatre på tilfældigt placerede sten, gå på forhøjede stier af enkle træplanker eller se på, hvordan andre udfolder sig på det lille ‘sceneområde’ ved Hovmestervej.

Der er ikke meget tilbage af C.Th. Sørensens oprindelige tanker for det grønne område, men ikke langt fra Bispeparken ligger Klokkergården, hvor han anlagde en lille legeplads i en cirkel afskærmet af træer og beplantning med slyngede stier, så motiverne er ikke helt fremmede for hverken tiden eller Sørensens måde at tænke udearealer på i forbindelse med etageboligbebyggelser, men når det er sagt, så er de kulturhistoriske værdier i vid udstrækning forsvundet. Det er ikke længere et uderum fra 1940erne, men fra 2020erne. Lige så karakteristisk, det grønne område var for sin tids forestillinger om god arkitektur og et sundt boligområde, lige så karakteristisk er det i dag med fokus på ‘vild’ natur eller noget, der ligner, og på at forsinke de store regnmængder. Her er tale om et bakket landskab på en bakkeskråning, som skaber en tydelig sammenhæng på tværs af den trafikerede Tuborgvej, og det binder derfor kirke og skole sammen på en ny måde. Man kunne måske have gjort det nemmere for fodgængere at krydse Tuborgvej, så sammenhæng og flow ikke kun ses fra oven, men også kan opleves som fodgænger. I den nærmeste fremtid skal området omkring Grundtvigs Kirke og kirkegården omdannes, og for kun to år siden blev de fredede haver ved Bispebjerg Hospital, ikke langt fra Bispeparken, indviet. Bispebjerg-kvarteret har inden for meget kort tid fået to helt fantastiske uderum, og flere venter, som forhåbentlig kan trække mange besøgende til området, hvor der også er mange fine boligbebyggelser fra 1930erne og 1950erne at se på. Bispebjergs nye byrum er poetisk og sanseligt, men det er sket på bekostning af de kulturhistoriske værdier, og diskussionen om, hvordan vi bedst bevarer den grønne kulturarv, kommer vi til at tage mange gange i fremtiden.