Vindinge Sognehus: Ydmygt og forment

En detalje i den sammenhæng er, at det lille stykke græsplæne ved sognehusets hjørne ud mod hovedvejen dog mere virker som en privat have end forsiden på et fornemt hus for alle.

Sognehusets ydre detaljering og hovedformer har nemlig præcist sidstnævnte præg på trods af sin relativt ydmyge fremtoning. Det er et hus i en landsby, som falder fint i med omgivelserne, hvad angår størrelse og brugen af tegl i facader og på tag. Men med rulskifte i sokkel og savtakket murværk på visse hjørnepartier er der skabt en dekorativt spil i facadeforløbet, som er med til at fremkalde oplevelsen af noget fint, som peger tilbage på kirken. Perforeringen af murværket ved et af de to store vinduer ind til fællesrummet bidrager yderligere til karakterløftet, og brugen af egetræ i vinduespartierne trækker i samme retning.

Detaljeringsnivauet er også højt i bygningens indre. Teglklinker i ankomstrummets gulv, specialtegnede, integrerede møbler og bænke samt listebeklædte lofter flugter med forventningerne, og den førnævnte patio illuderer fint klostergård, som med en kommende beplantning bliver et fredfyldt sted at se på og bruge.

Mange rum og funktioner er samlet i bygningen. Umiddelbart føler man, at der ikke er meget plads at bevæge sig rundt på, særligt på første sal er der trangt, men takket være mange udkigsmuligheder med diagonale kig både vandret og skråt mellem etagerne har arkitekterne skabt kompleksitet og variation i rumoplevelsen. Ny hjørner og vinkler dukker op, større vinduer giver udkig, og sammen med gårdrummet opnår man, at et kompakt hus forekommer lyst og rummeligt.

Det er vigtigt, at et mindre landsbysamfund får et godt kulturhus, og det tynger på vægtskålen, at bygherren og arkitekterne har læst og forstået stedet. Nu gælder det om at passe på både det ydre og det indre – som det hører sig til i kirken.