ANNONCE
Virkeligheden i Horsens
En del af Bygholm Å bliver genskabt. Men boligerne skal være nye – siger ejedomsmæglerne.
Jesper Pagh
Cand.arch., ph.d.
Stadsarkitekt i Horsens Kommune
At genbruge byen er en selvfølgelighed lige så gammel som byen selv. Desværre er struktureret genbrug i den helt store skala i dag nærved en faktisk umulighed. Hvor store gevinster der end måtte ligge i at cirkulere, bevare og transformere frem for at rive ned og bygge nyt, undslipper de sjældent byudviklingens bermudatrekant af ejendomsmæglere, totalentreprenører og typehusfirmaer, som systematisk suger samfundsskabte værdier mod bunden, hvorfra de langsomt, men sikkert bobler mod overfladen igen; omdannet til privat kapital. Med to eksempler fra den østjyske millionby vil jeg forsøge at illustrere, hvorfor genbrug i praksis er svært, og hvordan det så dog alligevel er muligt. Det svære er det strukturelle, og det, der ville betyde mest i både en økonomisk, miljømæssig, social og kulturel sammenhæng; det mulige er afgrænset til en række sammenhængende projekter, der kan adressere et på forhånd defineret program.
Det svære først: Som en af landets største parcelhusbyer fylder Horsens by ganske meget på landkortet pr. indbygger. Det er, hvad det er, og en stor del af byens udstrækning er fastlagt for flere årtier siden. Naturen er for længst på god afstand, de offentlige investeringer i infrastruktur er gjort, ligusterhækken trives, og der er god plads til to biler i indkørslen. Inden døre er der ofte også god plads, for det, der engang var en bolig for far, mor og børn, bebos mange steder i dag af bedstefar og bedstemor, og i sølvbryllupskvarteret fejres der oftere og oftere guldbryllup. Andre steder har vi centralt beliggende områder, som kommunen måske selv ejer, og som tidligere f.eks. tjente som erhvervsområder med deres centrale beliggenhed som én af de helt store attraktioner, afhængige af manuel arbejdskraft og adgang til havn og godsbane, som de var. I dag er produktionen automatiseret og globaliseret, en god lokation er i nærheden af en tilkørsel til E45, og de gamle administrationsbygninger, lagerhaller og siloer står midt i byen og stritter som utilpassede teenagere på vej til deres første gymnasiefest.
Det er ofte ikke svært at se for sig, hvordan disse centralt beliggende områder ville kunne transformeres til steder med f.eks. mindre, attraktive seniorvenlige boliger i de eksisterende bygninger, måske iblandet nyt erhverv, fællesarealer, ny natur og rekreative muligheder. Ind i de nye boliger med de borgere, der i dag ikke længere har brug for deres parcelhus, ind i de gamle parcelhuse med nye borgere med dataløn og pensionsordning – og børn, så vi igen kan udnytte den lokale skoles fulde kapacitet – og ned i kommunekassen med det skatte- og grundsalgsprovenu, det hele forhåbentlig medfører. Planlægger vi de genbrugte kvarterer ordentligt, får vi etableret tætte forbindelser til den eksisterende by og grobund for nye fællesskaber, så de tidligere parcelhusejere ikke skal bekymre sig om bilen, og hvad de skal gøre med den tid, de tidligere brugte på at klippe hækken, men i stedet glæde sig over at få styrket både deres mentale og fysiske sundhed og kunne blive længere i eget hjem. Det sparer kommunen i øvrigt også nogle penge på, mens parcelhusejernes nye beboere kan glæde sig over, at endnu en generation kan møde hinanden til rundbold på vendepladsen i de lyse sommeraftener.
Problemet er bare, at uanset hvor meget vi planlægger i kommunen, så er det ikke op til os, om det kommer til at ske. Priserne i Østjylland er ikke de samme som i København, og inden vi kommer for godt i gang med genbruget, argumenterer ejendomsmæglere i modstrid med alle kvalitative studier, at sådan er der slet ikke nogen, der vil bo, totalentreprenører fremlægger en beregning på bagsiden af en serviet, der viser, at det på trods af omfattende dokumentation for det modsatte, altid bedst kan betale sig at rive ned og bygge nyt, og typehusfirmaerne falbyder deres tilbud om en genvej til en vedligeholdelsesfri bolig helt uden utidig indblanding af arkitekter (og helt uden skabsplads). Og så sker der ikke noget. Med undtagelse af nogle få, idealistiske aktører er der ingen på bolig- og byggemarkedet i dag, der har en forretningsmodel, der tager udgangspunkt i systematisk, struktureret genbrug af byen på en måde, der tilgodeser både økonomiske, miljømæssige, sociale og kulturelle hensyn.
Artiklen fortsætter nedenfor…
Jesper Pagh
Cand.arch., ph.d.
Stadsarkitekt i Horsens Kommune
Arkitekten fortsætter føljetonen “Mere Genbrug”.
Nu på bydelsniveau.
Udgivelse
Artiklen blev første gang bragt i Arkitekten 09/2024.
ANNONCE
Så nu til det mulige: Med den såkaldte campusrokade har vi over de seneste år samlet en stor del af Horsens’ uddannelsesinstitutioner på en ny, central placering tæt ved banegården, som tidligere husede Horsens Andelssvineslagteri. Den nye placering skal gøre det endnu mere attraktivt at vælge de korte og mellemlange videregående uddannelser til – og styrke Horsens position som én af de store uddannelsesbyer i Østjylland. Med flytningen af Via University College til den nye campus blev deres tidligere lokaler i Østbyen ledige, og hertil har vi nu flyttet godt 1000 af kommunens administrative arbejdspladser fra det tidligere rådhus i Midtbyen. I det tidligere rådhus er vi så nu i gang med at indrette nyt bibliotek og borgerservice i én del, mens en privat aktør er i gang med at indrette hotel i resten. Sammen med en række udviklere planlægger Horsens Kommune et helt nyt, klimasikret bykvarter på resten af rådhusgrunden, som tidligere var en stor parkeringsplads, lige midt i byen.
Der er selvfølgelig blevet revet ned undervejs. Selvom nogle måske vil sammenligne en moderne uddannelsesinstitution med en pølsefabrik, var det ikke sådan lige til at omdanne et tidligere slagteri til ingeniørhøjskole. En tredjedel af det tidligere rådhus bliver ligeledes revet ned for at gøre plads til en genskabelse af en del af Bygholm Ås’ forløb ind gennem Horsens by – et greb, der både skal skabe nye rekreative kvaliteter i Midtbyen og tjene til fremtidig klimasikring.
Det er måske heller ikke alle steder, forholdene objektivt set er lige så optimale på det nye rådhus, som hvis vi havde bygget et helt nyt, men det er jo en del af vilkårene ved genbrug, og hvem ved, hvordan det vil opleves om 10-15 år, hvor et helt nybygget rådhus under alle omstændigheder ville være klar til ombygning. Så kan man måske i det konkrete tilfælde diskutere, om en relativt anonym, tidligere ingeniørhøjskole i arkitektonisk forstand udtrykker ‘rådhus’. Men ligesom det gamle købstadsrådhus på torvet udtrykker tradition og magt og vilje til at bruge den, og Arne Jacobsens Rødovre Rådhus udtrykker rationel, moderne administration af velfærdsforstaden, udtrykker Horsens’ genbrugte rådhus på sin egen måde nøjsomhed og foretagsomhed i én af landets hurtigst voksende kommuner, som samtidig er én af de billigste målt på antal årsværk i administrationen pr. 1000 indbyggere.
Og mens vi venter på, at skærpede LCA-krav, nye finansieringsvilkår og et krav om, at der skal stå en certificeret arkitektrådgiver bag ethvert byggeandragende, skal gøre det muligt at komme i gang med et mere strukturelt genbrug af byen, kan man muntre sig lidt med, at de månedlige TV-transmitterede byrådsmøder nu finder sted i et rum, som faktisk hele tiden har været tænkt anvendt som teatersal.
