Vitruv – Om arkitektur: Klassicismens mysterier

Vitruvs status

Men hvorfor overhovedet læse Vitruv i dag? Vitruv kan jo ikke siges at være for arkitekturen, hvad Platon er for filosofien og Homer for litteraturen. Ej heller er der tale om det første antikke værk om arkitektur, men tilfældigvis blot den eneste arkitekturtraktat, vi – ak! – har bevaret fra antikken. Af forfattere til sådanne nævner Vitruv selv 12 græske og 3 romerske, der gik forud for ham selv, og som han står i litterær gæld til. Hvad angår Vitruv selv, så er han at dømme efter samtidige skriftlige kilder ukendt, og han var ikke blandt antikkens store arkitekter. Om han overhovedet har haft indflydelse på den romerske kejsertids arkitektur er omdiskuteret.

Hertil kommer, at Vitruvs skriftsprog historisk er blevet betragtet som endog meget ringe. Eksempelvis skældte den danske filolog J.L. Ussing i 1896 i en afhandling, der også blev udgivet på engelsk, Vitruv al hæder og ære fra. Et sådant skriftsprog som Vitruvs kunne Ussing dårligt forestille sig “smagløsere og plumpere”.¹ Og det er ikke kun sprogdragten, der er problematisk; også teksten er undertiden svært forståelig, navnlig fordi Vitruv, der tog den ældre græske og navnlig hellenistiske arkitektur som sit forbillede, var nødsaget til at indføre græske fagtermer, der var romerne fremmede. Således skrev renæssancearkitekten Alberti i sin arkitekturtraktat, at Vitruv lige så godt kunne have undladt at skrive overhovedet, når han nu alligevel skrev et sådant uforståeligt mismask af græsk og latin. Mere kortfattet var renæssancearkitekten Antonio da Sangallo, der, tilsyneladende i frustration over ikke at kunne forstå Vitruv, hen over en af sine tegninger skrev: “Vitruvio e goffo”, dvs. noget i retning af “Vitruv er klodset”.²

Vitruv er vitterlig også uklar i visse sammenhænge, og vi kan ærgre os over, at han, der bemærkede, at folk var travlt beskæftiget med offentlige hverv og private forretninger, valgte at skrive “kortfattet, så de, når de læser i deres sparsomme fritid, hurtigt kan forstå det” (5. bog, forordet, §3). Dette betyder, at de vitruvianske begreber i praksis knapt lader sig tyde. Således skrev den engelske arkitekt William Newton i kommentarerne til sin i 1780 udgivne Vitruv-oversættelse efter sigende om visse af de vitruvianske begreber, at ordene var sat sammen således, at det forekom ham, at der ingen mening eller sammenhæng var.³ Hvordan visse af disse begreber skal oversættes er man endnu ikke nået til klarhed over endsige enighed, og det er i så henseende interessant at se, hvordan man i den danske oversættelse har grebet dette an. Dette vender vi tilbage til.

Som om al dette ikke var slemt nok, så er de middelaldermanuskripter, vores Vitruv baserer sig på, i sin tur afskrifter af afskrifter af afskrifter. Det ældste kendte Vitruv-manuskript er det såkaldte Harleianus 2767, der er dateret til begyndelsen af det 9. århundrede e.Kr., altså over 800 år senere end den formodede original. Hvem ved, i hvilken grad dette manuskript er korrupt?

“For øjnene synes ikke at se tingene, som de virkelig er”

Så hvorfor overhovedet læse stakkels, gamle Vitruv i dag? Ifølge humanvidenskabernes metodelære, hermeneutikken, som man også kunne kalde fortolkningskunsten, kan man ikke blot læse en tekst i og for sig. Man vil til enhver tid læse den på baggrund af den tid, man selv er en del af, og således vil enhver ny generation forstå en given tekst på sin måde. I så henseende er det netop vigtigt, at klassikerne, i dette tilfælde Vitruvs skrift, løbende oversættes og præsenteres for nye generationer. Tilfældet er netop, at Vitruvs vigtigste betydning faktisk er af virkningshistorisk karakter. På trods af alle de førnævnte problemer har intet skrift haft større betydning for den vestlige arkitektur end Vitruvs. Renæssancens arkitekturtraktater, havde næppe eksisteret uden Vitruv, ej heller havde vi herhjemme haft Laurids de Thurahs Den Danske Vitruvius. C.F. Hansens portal til Vor Frue Kirke havde aldrig fået den form, den har, havde denne ufølsomme romerske rørledningsingeniør ikke sat sig for at korrekse grækernes elegante løsning af det doriske tempels såkaldte ‘hjørneproblem’. Vitruv siger dermed mere om den moderne tids arkitektur, end han siger om antikkens. Og vi bør således også læse Vitruv for at forstå vor egen tids kulturarv.

Vi kan nu spørge til, om en læsning af Vitruv i vor tid kan afæske nye erfaringer om klassicismens mysterier. Ser vi på det 20. århundredes klassicismeopgør, da kan man lidt forenklet sige, at man har anskuet klassicisme som et abstrakt, formalistisk system, der entydigt besindede sig på den ideale geometri og navnlig på dennes abstrakte proportionering. Herved anskuede man klassicisme som en mekanisk reproduktion af formelementer, hvad man undertiden slet og ret kaldte vitruvianisme.

Nu viser det sig imidlertid, at denne vitruvianisme ikke har meget med Vitruv at gøre, i det mindste ikke hvis man tager visse passager i Om Arkitektur alvorligt. For nok er ideal geometri vigtig for Vitruv, men det kendetegner netop den gode arkitekt, at han, når han har proportioneret sit værk, “… foretager reguleringer ved enten at trække noget fra eller lægge noget til” (6. bog, kap. II, §1). Dette skal ske under hensynstagen til stedets natur: “For en bygning ser ud på én måde, når man står tæt på, på en anden måde, når den ligger højt” (6. bog, kap. II, §2). Vitruv foreskriver følgelig ikke abstrakt formalisme, men besinder sig derimod indfølt på forholdene, under hvilke formen fremtræder for betragteren.

Som det også bemærkes i bogens indledning, er det tydeligt, at Vitruv her adskiller sig fra eksempelvis Alberti. For Alberti var skønheden ikke på denne måde kødelig, men afspejlede en tingenes højere orden. Bygningsværket bliver her en model af kosmos; følgelig er det skønt, og følgelig kan intet lægges til eller trækkes fra, uden at helheden forringes. Albertis kunstsyn er i så henseende beslægtet med Platons, for hvem det skønne netop var de evige, uforanderlige, abstrakte former.

Men for Vitruv var sagen en anden. I sit kunstsyn synes han at ligge langt tættere på Platons samtid end på Platon selv, idet grækerne netop besindede sig på formens skønne fremtræden for beskueren – ikke dens idealitet – og således benyttede alskens manipulerende hjælpemidler til at sikre denne. Vi glemmer alt for ofte dette, da vi har for vane at standse op ved Platons kunstsyn og overser, at dette netop var formuleret i opposition til samtiden. Platon lader jo sin Sokrates kritisere sin samtids kunst, og netop derfor kunne Nietzsche kalde Platon for Europas største kunstfjende. Vitruv minder os derfor om et glemt aspekt ved klassicismen: denne indfølte besindelse på forholdene, under hvilken formen fremtræder for betragteren. Dette i dag oversete særkende ved det klassiske strækker sig fra det doriske tempels raffinementer til Vilhelm Wanschers indfølingsæstetik. Vitruv vidner herom, skønt man i mange år har læst hen over dette vigtige forhold. Også herved bliver en genlæsning af Vitruv relevant i dag.

Non habet latinum nomen symmetria

Den nye oversættelse er bragt i et mundret dansk, der gør Vitruv tilgængelig for den nutidige læser. Således har man eksempelvis valgt at benytte glosen søjleorden, vel vidende at begrebet ikke kendes fra antikken og er en moderne opfindelse. Dette valg er ikke urimeligt, da ordet for længst har vundet indpas; det viser blot, at man tilsyneladende har prioriteret veltalenhed frem for filologisk stringens, der da måske også kan blive en kende omstændeligt. Herved adskiller oversættelsen sig således fra en af de seneste videnskabelige Vitruv-oversættelser, nemlig Rowlands fra 1999, der med størst mulig akkuratesse forsøger at holde sig til Vitruvs faktiske vokabularium. Og tilsvarende kunne man sige, at oversættelsen derved ligger tættere på Morgans oversættelse fra 1914, der er kendt for sit smukke sprog.

Således er enhver Vitruv-oversætter stillet over for en række ganske svære valg. Det skyldes bl.a., at Vitruv anvender en del neologismer, der ikke kendes andetsteds fra, og som baserer sig på en græsk fagterminologi, vi kun nødtørftigt forstår. Desuden skyldes det, at Vitruv som nævnt ofte formulerer sig ganske uklart. Et eksempel er den omdiskuterede §1 i 2. bogs kapitel II, hvor Vitruv opremser arkitekturens grundbegreber. Et af disse grundbegreber er det græske ord symmetria, der, som den romerske historiker Plinius den Ældre nævner, ikke kendes på latin. Nu kunne man mene, at dette ord blot skulle oversættes til symmetri – for det kender vi arkitekter dog til! – og det er netop, hvad såvel Morgan gjorde i 1914 og Rowland i 1999. Men så enkelt er det dog ikke, i det mindste ikke hvis vi fastholder vor tids forståelse af, hvad symmetri er. Måske af den grund valgte Dalgren i sin svenske oversættelse fra 1989 og Fensterbusch i sin tyske oversættelse fra 1976 slet ikke at oversætte ordet. Så hvad betyder da det græske begreb symmetria? Ordret oversat til dansk betyder symmetria noget i retning af sammålelighed, og sammenholder vi måden, Vitruv bruger begrebet på (han bruger det 84 gange i sit skrift), med den arkæologiske forskning i græsk kunst, kan vi komme med en rimelig udlægning af, hvad begrebet betød i antikken. Den danske oversættelse rammer her præcist, idet symmetria i 1. bog, kap. II, §1, oversættes til modulforhold. Dette fortjener ros, for det synes netop at være det, Vitruv taler om. God arkitektur var i antikken ikke baseret på “vage og upræcise skøn, men på faste modulprincipper” (2. bog, kap. II, §7); et forhold, vi finder belæg for såvel gennem bygningsarkæologiske studier som ved studiet af det antikke tekstkorpus. F.eks. omtaler Plinius den Ældre en gammel jonisk regel om, at templets højde skal være 2/3 af dets bredde.

Symmetria er altså modulforhold, og ifølge Vitruv forholder dette sig i sin tur til “proportioner, det som på græsk hedder analogia” (3. bog, kap. I, §1). Heraf ser vi altså, at Vitruv differentierer mellem de to græske begreber symmetria og analogia, hvoraf det første betyder modulforhold og det andet proportion. At det andet vitterligt betyder proportion qua matematisk proportionalitet – dvs. dette at A:B=C:D – ser vi af de koncise definitioner, der blev givet af ordet analogia i antikken, eksempelvis i Euklids Elementer, 5. bog, §§ 6 & 8, eller i Aristoteles’ Nichomachæiske Etik, 5. bog, kap. III.

Så når man nu i bogen hidtil har valgt at oversætte det græske låneord symmetria til modulforhold, rette forhold, oa., hvorfor vælger man så pludselig i 3. bog, kap. III, §8 og mange steder derefter at oversætte ordet til proportion, navnlig når nu Vitruv selv korrekt siger, at det græske ord for proportion er analogia, og netop differentierer mellem symmetria og analogia? Modulforhold synes jo netop at være et glimrende valgt dansk ord. På netop dette punkt vil jeg mene, at Morris’ engelske, Rowlands engelske, Dalgrens svenske og Fensterbuschs tyske oversættelser dog er bedre, idet de alle blot oversætter symmetria til symmetri, hvorved det turde være indlysende, at vitruviansk symmetri er noget andet end vor tids symmetri.

Dette vil altså være min eneste beskedne kritik af den ellers udmærkede oversættelse: denne mangel på fagterminologisk præcision, hvad angår begrebet proportion, navnlig grækernes begreb herfor. Slår man op i bogens emneregister, finder man ordet proportion o.lign. anvendt om hele ni forskellige græske og latinske betegnelser. Rigtignok dækker betegnelsen proportion i dagligsproget over en mangfoldighed af indbyrdes modstridende begreber. Problemet er blot her, at hvis et fagudtryk dækker over alt, dækker det over intet. Her bør man efter min bedste overbevisning fastholde et fagsprog og følgelig anvende de græske og latinske betegnelser, eller i det mindste adækvate oversættelser. Man har tilsyneladende foretrukket mundret dansk. “Men dette lader sig ikke gøre i skrifter om arkitektur, fordi den fagterminologi, der skyldes dette fagområdes særlige behov, er vanskelig at forstå med sit uvante sprog”. – Hvem skrev det? Ja, gæt engang (5. bog, forordet, §2).

Et standardreferenceværk for de næste 100 år

Ovenstående anmærkninger ændrer dog ikke ved, at der på mange måder er tale om et flot arbejde. Læser man Vitruv seriøst, har man alligevel brug for originalteksten på latin; her kan den danske oversættelse supplere de tosprogede Vitruvudgivelser, der i forvejen findes på markedet. Samtidig er det en glæde, at vi nu kan benytte os af en autoritativ, dansk oversættelse, hvis vi i dansksprogede monografier og artikler skal citere Vitruv. Og den nye danske oversættelse kan meget vel vise sig at blive standardreferenceværket for de næste 100 år.