ANNONCE

Vitskøl Kloster. Foto: Jens M. Lindhe

Nicolai Steinø

Arkitekt MAA og ph.d. i urban design.

At cisterciensermunkenes hang til afsondrethed i 1100-tallet bragte dem til det flade og forblæste landskab ved Limfjorden er forunderligt. At de byggede Vitskøl Kloster er formidabelt. Midt på den flade strandeng syd for Ranum i Vesthimmerland står klosteret – eller det, der er tilbage af det – med frit udsyn til fjordens stålblå vandflade.

Vitskøl Kloster, herregård siden reformationen og drengehjem op gennem det 20. århundrede, blev i 2012 solgt af Københavns Kommune til tre store fonde, der efterfølgende oprettede en stiftelse til klosterets bevarelse. Klosteret drives af uddannelsessystemet TAMU, hvor unge med sociale problemer kan få praktisk uddannelse og arbejdstræning.

I regi af stiftelsen er klosteret blevet renoveret. I denne forbindelse er nogle ret skumle og skimlede bygninger fra drengehjemstiden blevet rømmet til fordel for en ny kostskole til TAMU-centerets elever, tegnet af Bertelsen & Scheving Arkitekter, som også har stået for den samlede vision for Vitskøl Kloster samt visse ombygninger mv. Ud over kostskole omfatter anlægget en cafébygning (Skovhuset) og en let teknik- og garagebygning, der lidt vidtløftigt benævnes Stakladen.

Det er en udfordring at spille op mod klosterets monumentale hvidkalkede, trefløjede, toetagers bygning på strandengen. Men i stedet for at spille andenviolin med samme materialeholdning og formsprog, som det i forne tider er gjort med den nærliggende avlsgård, er man gået i den diametralt modsatte retning. Hvor det gamle kloster er tungt og massivt, er det nye anlæg let og filigrant. Hvor klosteret er hvidt og står strunkt på fladen, er det nye anlæg farverigt og trykker sig i skovbrynet.

Det nye bygningsanlæg er opført i træ og malet vermillion-rødt med røde vingetegl på taget. Mens det umiddelbart kunne lede tankerne hen på klassisk svensk landboarkitektur, læner arkitekturen sig også op ad kinesiske pagoder, der jo har farven til fælles. Skovhuset har således et ordentligt Swung i tagfladen, i overgangen mellem det egentlige tag og et stort udhæng, der understøttes af skråtstillede søjler.

Skovhuset er ikke forsynet med nedløbsrør. I stedet har man ført tagrenderne et godt stykke ud forbi gavlene, hvor de, uden endestykker, som minimalistiske Vola-gargoyler lader regnvandet plaske ned, forhåbentlig langt nok fra træfacaderne til at undgå stænkskader under vore dages stadigt hyppigere ekstremregn.

Adskilt af en gennemgang, der leder en sti op til klosteret, rummer bygningen på den ene side den nævnte café, der i sit interiør fremstår djærvt, og på den anden side et lidt trangt undervisningslokale med et klatre-/siddemøbel. Dette rum, som har et fint udsigtsvindue, er med sine krydfinérsvægge givetvis også robust nok til en hel børnehaveklasse med flyverdragter og mudder på støvlerne.

Nicolai Steinø

Arkitekt MAA og ph.d. i urban design.

Vitskøl Kloster, Kostskole og Skovhuset

Viborgvej 475, 9681 Ranum
Arkitekt: Bertelsen & Scheving Arkitekter
Medarbejdere: Jens Bertelsen, Kåre Rønne, Mette Thamdrup, Roy Oliver Larusson Saraz, Lasse Hansen, Frederik Østerberg
Byggeledelse: Krog Madsen Arkitekter A/S
Ingeniør: Frandsen & Søndergaard
Brandrådgiver: Hundsbæk & Henriksen
Landskabsarkitekt: Bertelsen & Scheving Arkitekter
Hoved/Totalentreprenør: Kastberg A/S
Bygherre: Fonden til Vitskøl Klosters Bevarelse
Opført: 2019

Udgivelse

Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 01/20.

ANNONCE

Situationsplan. Tegning: Bertelsen & Scheving

Kostskolen er en kvadratisk, firlænget bygning, der omkranser en åben opholdsgård, og som udvendigt har en art overdækket svalegang (omend på terræn) hele vejen rundt. Det filigrane består her i en reliefagtig bearbejdning af facaden med stolper, bræddebeklædning og lameller i hvert sit lodrette plan. Døre ud fra hvert af de 27 værelser samt faste bænke giver rytme til de forholdsvis lange facader. Ud mod opholdsgården er kostskolens facade forsynet med glaspartier fra gulv til loft. Taget har en pudsig asymmetrisk form med en stejl tagflade ud mod omgivelserne og en fladere mod opholdsgården, der bevirker, at man udefra umiddelbart aflæser bygningskroppen som smallere, end den er.

Når man træder ind i bygningen gennem den uprætentiøse hovedindgang, kommer man ind i et lidt diffust defineret fællesareal, der står i direkte forbindelse med den værelsesgang, der løber langs alle fire glasfacader mod opholdsgården. Her er gulve, paneler og døre samt de vægnicher, der danner indgangspartier med parvist placerede værelsesdøre holdt i kontrastfarven viridian-grøn.

Hvor fællesarealerne, der rummer et tekøkken, spise-/arbejdsborde, billard og tv-stue, udgør et flydende rumforløb, er værelserne i sagens natur mere stramt udlagt. Som i typiske hotelværelser træder man ind i en lille forgang med adgang til et badeværelse og videre ind i selve værelset. Med en vis elegance er der større loftshøjde i værelset – muliggjort af den stejle taghældning og det store udhæng – end i forgang og bad.

Foto: Jens M. Lindhe

Materialemæssigt er der overvejende arbejdet med standardmaterialer. Dog er udvalgte vægge i fællesarealerne og i værelsernes forgange udført med malet bræddebeklædning, ligesom den grønne farve fortsætter ind på badeværelsernes 10 x 10 cm gulvklinker. Bygningens finesse består imidlertid i detaljeringen, som er original og lykkes i kraft af simple greb.

I glasgangen indbyder albuehylder i vinduerne med små nedhængte lamper over til ophold. Vægnicherne introducerer de private rum allerede i fællesarealerne. Store, boltede beslag antager ornamentkarakter. Helt almindelige, hvide badeværelsesfliser får karakter ved at være sat op i halvforbandt. Og dybe vindueskarme i de symmetrisk anbragte vinduer på hver side af værelsernes terrassedøre indbyder til, at beboerne anbringer sig selv eller deres ejendele synligt ud mod facaden og dermed deler ud af deres tilstedeværelse. Enkelt. Men godt.

Opholdsgården er arkitektonisk set mindre vellykket. Da den er indeliggende, har man valgt at benytte kunstgræs på stort set hele gårdens flade for at undgå at skulle bringe plæneklipperen gennem bygningen. Desuden er en pergola og en diminutiv boldbane placeret uartikuleret og på en det-kunne-lige-være-i-æsken-agtig måde. Det grelle plasticgræs står i en ærgerlig kontrast til det delikate hus.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at det er lykkedes for arkitekterne i alt væsentligt at skabe nogle fine bygninger. Det er opløftende, at der tilsyneladende har været økonomi til at fordybe sig i detaljeringen, også selvom materialerne er uprætentiøse. Vitskøl Kloster og den tilhørende klosterhave har altid været en rejse værd. Nu er der yderligere grund til at lægge vejen forbi Limfjorden.