København: Hvad freder vi om 100 år? Faglig debat og festlig kåring

Hvad kan der være på den måske sidste ubebyggede grund i indre by i København? Kig forbi Arkitektforeningen på Arkitekturens Dag, når vi fejrer og kårer vinderen af idékonkurrencen "Dét, vi freder om 100 år." Og vær med til at diskutere fortidens, nutidens og fremtidens fredning og stedets betydning. Det tætpakkede program byder også på uddeling af Statens Kunstfonds årlige Dristighedspris.

Hvad kan der bygges på den tomme plads – på den måske allersidste ubebyggede grund i det indre København? Se de mange idéer og vær med, når idékonkurrencens vinder kåres på Arkitekturens Dag.

Tidspunkt:

Dørene åbner kl. 13.30. Program starter kl. 14. Arrangementet slutter kl. 16.30

Sted:

Arkitektforeningen, Åbenrå 34, København K

Arrangeret af:

Karberghus og Arkitektforeningen

Idékonkurrence for fremtidens bæredygtige kulturarv

I København, i gaden Åbenrå, er der mellem Reformert Kirke og kirkens gamle præstegård en grusbelagt plads, som bruges til parkering. Denne måske allersidste ubebyggede grund i Middelalderbyen inviterer til drømme om noget, der kan pege ind i en bæredygtig fremtid; et nyt byggeri, der kan rumme forandringer over tid, som vi kender det fra vores historiske huse.

Huse, der står endnu, fordi de besidder netop dén egenskab? Et byggeri uden negativt aftryk på miljøet, der kan give os visioner for et byliv, som vi slet ikke kender det endnu – og måske fremtidens bæredygtige kulturarv?

Det er baggrunden for, at ejendomsselskabet Karberghus og Arkitektforeningen tidligere på året løsnede startskuddet for idékonkurrencen “Dét, vi freder om 100 år.” Nu har fagdommerne gennemgået alle forslag, og på Arkitekturens Dag kåres vinderen.

Fagligt program og festlig kåring

På Arkitekturens Dag inviteres du indenfor i Arkitektforeningen til faglig debat om fremtidens fredning og stedets betydning og til festlig kåring af idékonkurrencens vinder. Alle de indkomne forslag vil være udstillet.

Statens Kunstfond vil desuden uddele Dristighedsprisen 2022.

Program

  • KL. 13.30-14.00: Ankomst, kaffe og kage
  • Kl. 14.00-15.00: Det faglige program begynder: Fortidens, nutidens og fremtidens fredning til debat.
    Mød Andreas Karberg fra Karberghus, Nicolai Bo Andersen fra Det Kongelige Akademi, Merete Lind Mikkelsen fra Slots- og Kulturstyrelsen, Grethe Pontoppidan fra Arkitekturet og Ida Lindberg fra Over Byen Arkitekter. Moderator er Lars Autrup, Arkitektforeningens direktør.
  • Kl. 15.00: Idékonkurrencens vinder kåres.
  • Kl. ca. 15.20: Kåring af Dristighedsprisen v/Marianne Levinsen og Søren Nielsen, Statens Kunstfond
  • Indtil kl. 16.30: Mulighed for at se modellerne af alle de indkomne forslag til idékonkurrencen og se nærmere på vinderprojektet og de præmierede forslag samt netværk, bobler og let forplejning.

Tilmeld dig det gratis arrangement via linket øverst til venstre på denne side.

Paneldeltagere

Andreas Just Karberg

Direktør Karberghus A/S der ejes af familien Just Karberg. Familiens mangeårige interesse for arkitektur og historie har formet porteføljen af lejemål i fredede ejendomme i indre København herunder Åbenrå 34. Udskriver af idékonkurrencen: Det vi freder om 100 år.

Nicolai Bo Andersen

Arkitekt MAA. Professor MSO i bæredygtig bygningskultur og centerleder af Center for Bæredygtig Bygningskultur ved det Kongelige Akademi,, medlem af Det Særlige Bygningssyn og Statens Kunstfonds Repræsentantskab. Fagdommer i idékonkurrencen: Det vi freder om 100 år.

Merete Lind Mikkelsen

Arkitekt MAA. Enhedschef for Center for Kulturarv, Fredede Bygninger ved Slots- og Kulturstyrelsen. Rådgiver for dommerkomitéen: Det vi freder om 100 år.

Grethe Pontoppidan

Arkitekt MAA. Bevaringsfaglig rådgiver, der driver virksomheden Arkitekturet. Formand for udvalget for Nyere Tids Arkitektur under By og Land Danmark. Udvalget blev nedsat i 2014 for at skabe mere opmærksomhed på moderne bygningsarv fra 1940, dvs. velfærdssamfundet frem til i dag, bl.a. ved at finde nye fredningsforslag.

Ida Lindberg

Arkitekt MAA. Partner Over Byen Arkitekter og næstformand i Arkitektforeningen.

Lars Autrup

Arkitekt MAA. Direktør Arkitektforeningen.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +