Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/arkitekturens-dag/koebenhavn-fremtidens-byudvikling-bygger-paa-faellesskab/
Tendenser, spørgsmål og erfaringer fra tre visionære projekter. Mød Maya Arffmann fra A. Enggaard, Tove Skrumsager fra Fremtidens Vollsmose og Peter Aalbæk Jensen fra Herfølge Bjergby, når Arkitektforeningen inviterer til talk og morgenmad på Arkitekturens Dag. Med dig hjem får du inspiration fra tre nytænkende bud på bæredygtig byudvikling – i storbyen, i forstaden og på landet.
Tidspunkt:
02.10.2023 kl. 08:00 - 9:30
Arrangeret af:
Arkitektforeningen
Sted:
Åbenrå 34, 1124 København K
En eskalerende klimakrise, som kræver handling på flere niveauer. En biodiversitetskrise, som engagerer stadig flere i kampen for mere vild natur. En ressourcekrise, der løfter genanvendelse og genbrug øverst på dagsordenen. Stigende ulighed, social opdeling og ensomhed i vores samfund. Problemerne er mange og fletter sig ind i hinanden, og de knytter sig i høj grad til de bygninger og byer, der omgiver os.
I denne myriade af kriser er det nemt at føle sig handlingslammet, men alle handlinger tæller, og mange gode kræfter arbejder for at skabe en positiv forandring.
I år sætter Arkitekturens Dag fokus på bæredygtige byer og lokalsamfund. Arkitektforeningen sparker dagen i gang i selskab med tre byudviklere, som hver på deres måde arbejder med nye visioner for bæredygtig byudvikling med mangfoldighed og fællesskab i centrum.
Kig forbi Arkitektforeningen og hør, hvordan de nye tendenser i byudviklingen folder sig ud i storbyen, i forstaden og på landet.
Byudvikler Maya Arffmann fra A. Enggaard, der arbejder strategisk med udviklingen af Odense Inderhavn, men også Enggaards andre store projekter i hele landet. Maya har tidligere været chefkonsulent i NærHeden P/S, hvor hun havde ansvar for den strategiske udvikling af Høje-Taastrup Kommunes nye bydel i Hedehusene, Nærheden. Og hun har været involveret i både Køge Kyst og Kanalbyen i Fredericia som konsulent i rådgivningsvirksomheden Pluss Leadership.
Filmproducent og økologisk landmand Peter Aalbæk Jensen, som fortæller om udviklingen af Herfølge Bjergby – et nyt lokalsamfund for alle, der værdsætter fællesskabet og en bæredygtig hverdag tæt på naturen. Køge Kommune har netop godkendt helhedsplanen, der tegner visionerne for den kommende bydel og er udarbejdet af tegnestuerne Vandkunsten og WERK.
Direktør Tove Skrumsager Frederiksen fra Fremtidens Vollsmose, som fortæller om selskabets arbejde for at en varieret, grøn og blandet bydel med en stærk social sammenhængskraft. Tove Skrumsager Frederiksen har tidligere blandt andet stået i spidsen for arealudviklingsselskabet Køge Kyst, som med stor succes har omdannet havneområder i Køge samt arbejdet med planlægning og anlæg af Amager Strand.
Samtalen modereres af Arkitektforeningens direktør Lars Autrup.
8.00-8.30: Ankomst og nyd morgenkaffe og morgenbrød i vores hyggelige gård
8.30: Velkommen til Arkitekturens Dag
v/Lars Autrup
8.35-9.30: Nye veje til fremtidens bæredygtige byer og lokalsamfund
Samtale v/Maya Arffmann, Tove Skrumsager og Peter Aalbæk.