Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/arkitekturens-dag/soenderborg-oplaeg-om-stedsans-og-uddeling-af-anerkendelsen-for-smuk-bygningskultur-2022/
Hør Mette Mechlenborg, seniorforsker ved Aalborg Universitet, fortælle om, hvilken betydning steder har for os, når Sønderborg Kommune inviterer til Arkitekturens Dag, der som altid kombineres med årets Anerkendelse af Smuk Bygningskultur i kommunen.
Tidspunkt:
03.10.2022 kl. 17.00-19.00
Sted:
Multikulturhuset Sønderborg, Nørre Havnegade 15, Sønderborg
Arrangeret af:
Sønderborg Kommune
Det vil blive markeret med fine præmier og spændende oplæg, når Sønderborg Kommune inviterer til Arkitekturens Dag, der som altid kombineres med årets Anerkendelse af Smuk Bygningskultur.
Formålet med at uddele priserne er at anerkende og påskønne smukke nybyggerier, renoveringer og byrum, som løfter arkitektur og æstetik i kommunen og tilføjer nye kvaliteter i lokalområderne.
Med præmieringerne ønsker kommunen at forøge interessen for den arkitektoniske kvalitet i vores fysiske omgivelser, samt hædre arkitekter for deres arbejde og sans for kommunens byggede miljøer samt bygherrer for deres prioritering af arkitekturen og bygningsforbedring.
Selve eventet vil tage udgangspunkt i årets tema, stedsans, hvorfor Sønderborg Kommune har inviteret Mette Mechlenborg, der forsker i stedsans på Aalborg Universitet, til at fortælle os om, hvilken betydning steder har for os. Byrum er nemlig ikke bare steder, vi bevæger os i fra a til b, men oplevelsessteder. Stederne kan være med til at præge vores adfærd, ligesom vi præger stederne.
”Normalt forbinder vi ordet ’stedsans’ med evnen til at orientere sig os og finde vej. Men stedsans handler også om noget mere fundamentalt – om vores evne til at være i verden. Stedsans handler om, hvordan vi forstår de steder vi færdes på, og hvordan steder og mennesker hænger sammen via sansning, erfaring og erindring. I en verden, der kun bliver mere globaliseret og digital, er det nemlig blevet vigtigt at se på vores lokale steder – og vores sans for dem”.
Tilskud gives til fredede og bevaringsværdige bygninger i Sønderborg Kommune
Er du ejer af en bevaringsværdig bygning og bebor den, har du mulighed for at søge tilskud til udvendig istandsættelse. Trænger dit bevaringsværdige hus til nyt tag, eller er ydermurene og facadeudsmykningerne nedslidte? I så fald er der mulighed for at søge tilskud til udvendig istandsættelse hos Bygningsforbedringsudvalget i Sønderborg Kommune.
Har du lyst til at vide mere om mulighederne, kan du rette henvendelse til bevaringsarkitekt Rudi Hønborg Benkjer på tlf: 27 90 75 61 eller på e-mail: rubn@sonderborg.dk
Du kan også læse mere på Sønderborg Kommunes hjemmeside: www.sonderborgkommune.dk/borger/bygningsforbedringsudvalget