Akademisk Arkitektforening

Arkitektens rolle er under pres



Det var deltagelse i Arkitektforeningens task force om en ny udvalgsstruktur, der inspirerede udviklingschef hos rådgivningsvirksomheden SBS arkitekt,  MAA Graves Simonsen til at stille op til valg til Arkitektforeningens repræsentantskab. Som nyt medlem af repræsentantskabet glæder Graves Simonsen sig til konstruktive diskussioner på tværs af arkitektfagets mange facetter.

Hvorfor er du blevet medlem Arkitektforeningens repræsentantskab?

”Min motivation til at deltage som nyt medlem af repræsentantskabet går i to retninger. Jeg ser repræsentantskabet som et muligt forum for åbne faglige diskussioner på tværs af arkitektfagets mange facetter, og jeg håber samtidigt at kunne bidrage med nye idéer og vinkler inden for nogle af de faglige områder, som i dag måske er lidt svagt repræsenteret i foreningens arbejde.”

Hvilke mærkesager vil du kæmpe for?
”Jeg oplever at arkitektens rolle er under pres fra andre faggrupper. Det gælder både inden for fagets kerneområde – byggeriet, men også i relation til samfundet som helhed. Jeg savner fx at arkitekterne i højere grad deltager i den for faget naturlige del af samfundsdebatten, hvor vores traditionelle styrke i helhedstænkning får lov at komme til udtryk.

Det er vigtigt, at vi gearer de forskellige arkitektfaglige uddannelser til, at vi som arkitekter ikke taber akademisk, teknisk og sociologisk terræn. Vi skal samtidigt styrke den arkitektfaglige kompetenceudvikling, innovation og forskning inden for en række kerneområder som fx bæredygtighed, infrastrukturer, bosætningsmønstre, motivationsfremmende design, transformation af den eksisterende bygningsmasse osv.

Indadtil mener jeg, at vi som faglig forening skal arbejde for alle fagets aspekter, så medlemmerne i videst muligt omfang føler sig repræsenteret – også selvom de ikke nødvendigvis arbejder med fagets kerneområder i det daglige”

Hvilke overvejelser har du ellers gjort dig om repræsentantskabet?
”Jeg mener grundlæggende at dialog og debat er nødvendigt for at skabe forandring. Det er godt, når arkitekter som individer deltager i faglige og samfundsmæssige debatter i det offentlige rum. Men større debatter styrkes af at blive løftet i flok, og jeg ser repræsentantskabet er en mulighed for at påvirke den faglige debat. Konkret er min interesse for at deltage i repræsentantskabet på det seneste blevet vakt via deltagelse i foreningens task force om en ny udvalgsstruktur”.


Hvilke forventninger har du til repræsentantskabets indsats?
”Med repræsentantskabets brede sammensætning er det min forventning, at der vil være en række livlige diskussioner, som også rækker udover de formelle møder. Jeg håber, at diskussionerne bliver konstruktive, så de kan resultere i et konstruktivt grundlag for foreningens og bestyrelsens arbejde, hvilket jeg glæder mig til at kunne bidrage til.”


Kommentarer