Akademisk Arkitektforening

Arkitekter sætter globalt fokus på bæredygtighed i København

For nylig var jeg i Seoul for at deltage i det nervepirrende elimineringsløb, hvor København i skarp konkurrence med bl.a. Lausanne og Kuala Lumpur, endte med at sikre sig værtskabet for den prestigefyldte UIA World Congress of Architects i 2023 – bedre kendt som arkitekternes verdenskongres. Kort fortalt er arkitekternes verdenskongres et udstillingsvindue og debatforum for bæredygtige løsninger og der forventes mellem 10.-15.000 deltagere fra hele verden

Af Annette Blegvad, Vicedirektør, Arkitektforeningen

København er i form til SHAPE 2023

Danmark kendt for at gå forrest i den grønne omstilling. Derfor er jeg sikker på at det formentlig ikke kommer som den helt store overraskelse, at temaet for det danske bud på verdenskongressen i København er ‘Sustainable Futures’ med kongrestitlen ‘SHAPE 2023’, der står for ‘Sustainable and Humane Architecture, Planning and Environments’.

Ved verdenskongressen i København skal vi vise hvordan arkitektur, planlægning og design kan skabe en bæredygtig udvikling og fremtid samt at få diskuteret og eksemplificeret, hvordan det byggede miljø kan være med til at skabe en mere holdbar fremtid for alle i forhold til FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Flere af verdensmålene relaterer sig direkte, eller indirekte til renovering. Særlig relevant er mål #7 hvor bygninger og energieffektivitet helt konkret nævnes, men også mål #3 om sundhed og trivsel, #9 industri, innovation og infrastruktur, #11 Bæredygtige byer og lokalsamfund og ikke mindst #13, klimaindsats er relevante i forbindelse med bæredygtighed og renovering.

København som udstillingsvindue

At renovering i stigende grad erkendes som væsentligt i forhold til den bæredygtige udvikling, er der ingen tvivl om, og verdenskongressen vil være en unik mulighed for, at Danmark kan agere udstillingsvindue for at vise hele verden socialt, miljømæssige og økonomisk bæredygtige løsninger inden for byer, bygninger og boliger.  Branchen må derfor engagere sig i at skabe gode eksempler og innovative løsninger, som kan vises frem og debatteres i 2023, så vi både udnytter perioden op til kongressen og i høj grad også perioden efter.

Kom og vær med

I Arkitektforeningen er vi allerede i fuld gang med forberedelserne til den danske version af verdenskongressen. Jeg vil opfordre alle som beskæftiger sig med renovering til at henvende jer til mig, så vi kan få vist verdenen hvor langt fremme Danmark er i forhold til bæredygtige løsninger ved renovering.

Kommentarer