Akademisk Arkitektforening

Arkitektur i en ny kontekst



Med et legat 20.000 kr. fra Lemvigh-Müller Fonden i lommen drog Hannah Knudsen til Sierra Leone, for at deltage i et byggeri af undervisningslokale til Magburaka Education and Computer Center.

Arkitektstuderende Hannah Knudsen rejste i marts med organisationen ”Arkitekter uden grænser” til Sierra Leone, for at tilegne sig ny erfaring med arkitektur i en anden kultur og kontekst. I Sierra Leone skulle hun assistere den australske arkitekt og byggeleder Adam Aspropotamitis i byggeriet af undervisningslokale til Magburaka Education and Computer Center. 

”Jeg tror, at jeg mere end noget andet har lært, at det er muligt at arbejde med arkitektur i alle kontekster - uden elektricitet til maskinkraft, der blander beton, samt med lokale bygningsarbejdere, der ikke har hørt om begrebet arkitektur forinden. Det har været nyt for mig at erfare, hvordan de arbejder manuelt i hele byggeprocessen, og se hvordan det definerer den lokale bebyggelse i Sierra Leone generelt”, siger Hannah Knudsen.

Projektet startede i januar 2013, hvor en dansk bygningskonstruktør, Jonas Danborg, i samarbejde med lokale bygningsarbejdere byggede fundamentet til de to bygningsenheder på byggepladsen.

Hverdagen på byggepladsen
Hannah startede selv op på projektet i Sierra Leone, i samarbejde med de lokale bygningsarbejdere, hvorefter Adam Aspropotamitis en måned efter sluttede sig til dem.

På byggepladsen i Sierra Leone havde Hannah mange forskelligartede opgaver i alle aspekter af byggeprocessen. Hendes arbejde bestod bl.a. i fysisk arbejde i form af pudsning og opmåling af armering til betonsøjler. Derudover stod hun også for køb af materialer, skrive regnskab, udbetale løn til bygningsarbejdere og konstruktionsfirmaet samt kontrollere arbejdet på byggepladsen. 

Med oplevelsen af ’arkitektur i en ny kontekst’, fortæller Hannah, at hun føler sig meget mere forberedt til at arbejde med nye projekter i sit fremtidige arbejde som arkitekt, end hun gjorde inden sin rejse.


Arkitektforeningens legater
Lemvigh-Müller Fondens legat er en del af arkitektforeningens legatpulje. Som MAA har du mulighed for at søge puljen én gang om året. Læs mere i MAA-netværket (kræver log-in)

 

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Anonym
fre, 10/10/2014 - 13:02

Dejligt at få projektet eksponeret. Det havde dog klædt Arkitektforeningen at nævne både bygherre (den danske NGO React) og arkitekt (MECC-projektgruppen under Arkitekter uden Grænser (AUG)), som har lagt (og stadigvis lægger) hundredevis af frivillige timer i projektet og har støttet de udsendte fra Danmark af og på stedet. Specielt projektlederne Maria Viva og Carina Refsing Nissen har lagt/lægger ekstremt mange kræfter i arbejdet som er helt uundværlige for realiseringen af projektet.