Akademisk Arkitektforening

Arkitektur på TV



Kristoffer Lindhardt Weiss, arkitekturskribent på Information, kultur-blogger på Politiken.dk sammen med Nicolai Wallner og partner i rådgivningsvirksomheden Wallner Weiss om arkitektur på TV.


Du har kaldt nogle af arkitekturprogrammerne for coffee-table tv? Hvorfor?
DR har opfundet en helt ny genre, Arkitainment, og det er sådan set al ære værd. Men det er ikke svært at forestille sig, hvordan panikangsten spreder sig som en steppebrand på DR’s kulturredaktion, når der er nogen, der nævner ordet faglighed. For det forbinder man tilsyneladende med kedsomhed. Og det værste man kan gøre som DR-ansat er at kede seerne.

Nyfigen småborgerlighed
Hvis man skal sætte det lidt på spidsen, så inkarnerer programmerne pirringen af den nyfigne småborgerlighed, der omklamrer faget i disse år. Arkitekturprogrammer som Arkitektens Hjem og Danmarks Skønneste Hjem er lystige variationer over kioskbaskere som Hammerslag og Kender du Typen. Vi skal helt ind under dynerne hos de villige arkitekter, før det bliver rigtig interessant for de rastløse tv-seere.

Latte med modstand
Programmerne er så penslet med en fernis af the nutty professor, personificeret ved den altid leveringsdygtige Carsten Thau, komplet med hornbriller og gammelprofessorale lektioner med glimt i øjet. Thau lirer kundskaben af i en talestrøm, der rummer lige stor komik og alvor. Det er balsam for sjælen, når Thau folder sig ud og leverer skudsmål som ‘horehus i havsnød’ (hvad det så end vil sige...) om tegnestuen Cebras projekt Grundfos Kollegiet på Aarhus Havn. Det er tydeligt, at professorens figur skal legitimere hele foretagenet, og undgå at vi forveksler programmerne med Hammerslag. Det skal få caffe latten til at glide ned med bare en smule modstand. Men kun i glimt, for man skal jo som sagt nødig kede seerne. Det er en redaktionel dødssynd og en direkte billet ud af underholdningsindustrien.

Ellers tak, DR
Man kan kun håbe, at for hver arkitekt, der har sagt ja til at invitere hele landet ind i soveværelset, er der ti andre, der har modstået fristelsen og sagt: “Ellers tak DR, det må I kunne gøre bedre”.

Min største anke er dog den klæbrige pænhed, der gennemsyrer programmerne. Det er næsten grotesk artigt og korrekt, og dermed helt og aldeles ufarligt (og ligegyldigt). De bekræfter alle fordomme, der florerer om arkitekter som marginaliserede hyper-æstetikere uden noget på hjerte. Hvilket jo er langt fra virkeligheden. Derfor udtrykket coffee-table tv.

Men ok. I bedste fald er det harmløs underholdning, der ikke gør nogen skade. Jeg savner ganske enkelt bare andre og bedre alternativer.

Hvad skal god arkitekturformidling på TV kunne i din optik?
Det absolut vigtigste må være evnen til at forene kvalitet og faglighed. Programmer, der viser flere aspekter af den - ofte beskidte - politiske og økonomiske virkelighed arkitekter arbejder i og med. Der er masser af drama at hente. Det betyder, at arkitekturformidlingen skal gå længere i bestræbelsen på at forene faglighed med god underholdning. Faglighed og underholdning er ikke modsætninger, selvom man godt kan få det indtryk fra de eksisterende programmer. Det er som om, man på forhånd har droppet at rykke grænserne for formaterne og læner sig op ad eksisterende succeser. Det virker uambitiøst.

Respekt for seerne
Tænk på videnskabsformidling gennem tiderne. De viser, at vidende og engagerede formidlere kan få selv de mest komplicerede spørgsmål gjort interessante. Derudover er god formidling først og fremmest debatskabende og udfordrende. Der er brug for at spidsformulere de udfordringer, vores samfund og arkitekturen står overfor. Mere fokus på indhold og mindre på form, vil mit råd være. Det er respekt for seerne som andet og mere end forbrugere af underholdning. Men det kræver en nyorientering af måden, man tænker arkitekturformidling på redaktionerne.

 

Kristoffer Lindhardt Weiis blev interviewet i anledning af udgivelsen af Arkitektforeninegns Rapport 13, hvor du også kan læse interviews om arkitektur på TV med Eva Harlou, Jan Haugaard og Marcelle Meier

Kommentarer