Akademisk Arkitektforening

Bæredygtighed på formel



Kurset i innovation og certificering tager de første skridt til at sætte bæredygtighed på formel. Og det er der brug for, mener arkitekt MAA Jan Johansson.


Af Marie Leth Rasmussen

Jan Johansson har sin daglige gang på KEA, hvor han underviser unge konstruktører. Han begyndte at interessere sig for bæredygtighed for tre år siden, da han skulle holde et oplæg om bæredygtig arkitektur på arkitektskolen i Milano. Siden har interessen vokset sig så stor, at han til efteråret begynder et Ph.d. studie i bæredygtige boligbyggerier og brugeradfærd.

”Jeg tog kurset i Innovation og Certificering for at være godt klædt på mit studie. Jeg ville gerne vide, hvor langt vi var i arkitektfaget og have en bred indføring. I virkeligheden havde jeg nok en række forkundskaber, der gjorde, at jeg kunne se på kurset lidt udefra”, siger Jan Johansson.

International stjerne
Selvom Jan Johansson ikke var helt fremmed overfor emnet, var der stadig en del at hente på kurset:

”Kurset var godt skruet sammen. Der var nogle gode oplægsholdere. Jeg synes også, at det var flot, at man kunne få en international kapacitet som Helmut Meyer fra Transsolar til at komme og tale. Det var meget inspirerende at se Transsolars projekter. Vi havde også nogle gode snakke på holdet. Bæredygtighed er jo meget kompleks og ikke sådan lige til at sætte på formel, som alle gerne vil.”

På kurset arbejdede deltagerne med DANSKE ARKs metode til bæredygtig projektering og blev introduceret til den tyske certificering af byggerier kaldet DGNB.

”Der er ingen tvivl om, at DGNB er et skridt i den rigtige retning med at certificere og sætte bæredygtighed på formel. Men samtidig er der en anden del af mig, som siger, at der er noget galt, når man verden over har mere end 200 forskellige måder at klassificere på. Hvert land vil gøre det på sin måde. Det må være muligt at samarbejde på tværs af landegrænser og forenkle det”, siger Jan Johansson.

Arkitekter skal på banen
På kurset lærer deltagerne at screene en bygning og indarbejde forskellige bæredygtige tiltag. Nyttige redskaber for mange arkitekter, men man kunne med fordel grave et spadestik dybere, mener Jan Johansson, der foreslår en overbygning til kurset: 

”Jeg ville gerne gå laget længere ned og arbejde mere med, hvad man får ud af det. Måske skulle man lave en overbygning, hvor vi får nogle flere data på bordet og tilbagebetalingstider? Det er jo et kæmpe område. Det er også interessant i forholdet til spændingsfeltet mellem ingeniør og arkitekt.

Problemet er jo, at ingeniørerne let tager over indenfor bæredygtighed. Som arkitekter skal vi have nogle holdninger til, hvordan bæredygtighed kan indarbejdes arkitektonisk. Vi skal kende de forskellige features, hvad de kan og ikke kan for at komme på banen. Ellers bliver det en disciplin for ingeniørerne. Hvis man tager Transsolar, så er det jo også kun ingeniører, som er ansat. Som arkitekter skal vi blive bedre til at arbejde med alle led", slutter Jan Johansson.

Læs mere om kurset Innovation og certificering og tilmeld dig her

Kommentarer