Akademisk Arkitektforening

Beton-priser uddelt



Onsdag aften modtog Praksis Arkitekter Dreyers Fonds Hæderspris, og allerede torsdag aften måtte de igen på scenen og modtage endnu en pris. Denne gang blev de tildelt Betonelement-Prisen og Utzon-statuetten 2017 for Frihavns Tårnet i den københavnske Nordhavn.

I alt blev tre priser uddelt ved en stor prisfest på Dansk Arkitektur Center torsdag den 30. marts. Udover det fynske arkitektpar Mette Tony og Mads Bjørn Hansen fra Praksis Arkitekter kunne også Lundgaard & Tranberg og Møller & Grønborg gå hjem med en pris.

Prisregn over Praksis Arkitekter
Betonelement-Prisen og Utzon-statuetten 2017 blev tildelt Mette Tony og Mads Bjørn Hansen for deres transformation af Frihavns Tårnet - en gammel DLG-kornsilo i Københavns nye mondæne kvarter, Nordhavn - til et bæredygtigt boligbyggeri af høj arkitektonisk kvalitet.

Formanden for Betonelement-Prisens jury, Kent Martinussen, der er administrerende direktør på Dansk Arkitektur Center sagde blandt andet i sin tale til vinderne:

”Praksis Arkitekter har ved brug af betonelementer formået at skabe en mesterlig forbindelse mellem det overordnede arkitektoniske greb og så en detaljering, der altid giver beskueren lyst til at komme tættere på – lyst til at røre ved bygningen.”

Læs mere om Betonelement-Prisen her

Bæredygtig Beton Prisen til klimapark i Viborg
Klimaparken sØnæs i Viborg vandt årets bæredygtig pris foran Lindevangsparken på Frederiksberg og Muscicon i Roskilde. sØnæs får prisen for kreativ og bæredygtig brug af beton. I én og samme løsning sikrer sØnæs borgerne mod klimaforandringer, skåner miljøet og beriger viborgenserne med en rekreativ park.

Siden 13. februar har alle kunnet stemme på deres favorit blandt tre nominerede projekter til at vinde Bæredygtig Beton Prisen. Interessen for at deltage i afstemningen har været stor, men viborgenserne satte ind med en imponerende slutspurt og sikrede sØnæs sejren.
 
”Det er et prisværdigt projekt, hvor man både har sikret sig mod klimaforandringerne, etableret, rensedam og rekreativt anlæg i én og samme løsning. Et visionært projekt med læring for mange andre kommuner og forsyningsselskaber”, lød det fra arkitekt Julian Weyer, arkitektfirmaet C.F. Møller, og formand for dommerkomiteen for Bæredygtig Beton Prisen.

Læs mere om Bæredygtig Beton Prisen her

In-situ Prisen
Kvæsthusmolen og det underjordiske parkeringsanlæg, af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, ved Skuespilhuset i København vandt In-situ Prisen 2017 for sin smukke og overbevisende brug af beton. Om vinderprojektet sagde dommerkomiteen, der består af arkitekt Jesper Gottlieb, Gottlieb Paludan Architects og arkitektkollegaen Sophus Søbye, Sophus Søbye Arkitekter:

”Byens nye plads lægger sig til Skuespilhuset af samme arkitekter, og samspillet mellem pladsens rillede belægning af mørk, indfarvet beton, og de mørke teglsten på Skuespilhusets facade er både oplagt og rigtig. Hele anlægget med mole og skuespilhus udfolder sig som en samlet komposition, som byder på en helt særlig oplevelse.”

De hæfter sig også ved den imponerende præcision, som binder betonoverfladen sammen hele vejen fra molens begyndelse ved Skuespilhuset og godt 300 meter ude i havnebassinet.

De øvrige nominerede til In-situ Prisen var Axel Towers, der ligeledes er tegnet af Lundgaard og Tranberg, Museumscenter Blåvand ved Tirpitz-bunkeren i Varde og Faunapassagebroen ved Dyrehaven i Silkeborg.

Læs mere om In-Situ Prisen her

Foto af Jens Markus Lindhe
 

Kommentarer