Akademisk Arkitektforening

Dansk arkitekt MAA bag international cykelbog



Bogen Cyclists & Cycling Around the World er et inspirerende bidrag til udviklingen af cykelvenlige byer i hele verden.


Bogen er resultatet af et internationalt samarbejde mellem de tre redaktører Lotte Bech, Juan Carlos Dextre og Mike Hughes fra hhv. fra København og Lima samt 25 cykeleksperter fra forskellige steder i verden, der har skrevet artikler om deres bedste erfaringer med udvikling af cykelkultur, cykelplanlægning og promovering af cyklisme.  

Lotte Bech, arkitekt MAA er medredaktør på bogen. Lotte Bech har, gennem sit mangeårige arbejde med cykelplanlægning i København og deltagelse i internationale konferencer, erfaret en stigende interesse fra byer i verden for at kende til andre byers erfaringer og på den måde lære af hinandens succeser og fejltagelser. 

 
Holdet bag den nye cykelbog - redaktørerne og cykeleksperter fra hele verden 

I Cyclists & Cycling Around the World er der inspiration at hente for både byer, der skal i gang med at udvikle en cykelkultur, bl.a. med gode råd fra Bogotá, Colombia. For byer der ønsker at genoplive en hensygnende cykelkultur, er der inspiration at hente fra den kinesiske by Guangzhou, hvor cyklismen nu blomstrer igen. For byer, der allerede har en veludviklet cykelkultur, kan det være interessant at høre, hvordan Amsterdam og København, to af verdens ledende byer for cyklisme, konstant udvikler og forbedrer forholdene for cyklister for at fastholde og udvikle det gode bymiljø. Bogen rummer også artikler om det store stykke arbejde for promovering af cyklismen og uddannelse af børn, der udføres af cykelorganisationer rundt om i verden. 

Bogen udkom på engelsk i november i forbindelse med den internationale konference III EIMUS om bæredygtig mobilitet i Lima, Peru. Næste år udkommer bogen også på spansk. 



Vil du vide mere?

Bogen kan købes i Dansk Arkitektur Center og i Cyklistbutikken 1905.

Du kan også bestille bogen online her

Læs mere på cyclists-world.com og på facebook.com/cyclistsworld. 

 

 

 

 

 

 

 

Kommentarer