Akademisk Arkitektforening

De bedste renoveringer og transformationer - en top 5

Fremtidens job ligger indenfor renovering og transformation. Men hvor skal man lede efter inspiration til de gode projekter? Vi har bedt underviser på Arkitektforeningens kursus i renovering Thomas Waras Brogren fra Erik Møller Arkitekter give sit bud på de 5 bedste renoveringer og transformationer.

Af Marie Leth Rasmussen



SESC Pompéia  i Sao Paulo tegnet af arkitekten Lina Bo Bardi er blandt mine favoritter. Projektet udnytter på en usentimental måde gamle industribygninger i et arbejderkvarter, der er socialt belastet og skaber et nyt mødested ikke kun for kvarterets beboere, men for hele Sao Paulo. Det er en billig renovering, der giver håb og nye muligheder til en masse mennesker.
Foto: Wikimedia Commons



Reichtag i Berlin tegnet af Foster + Partners, England er på min top fem, fordi projektet giver nyt liv og ny betydning til den historiske bygning. Transformationen bevarer sporene af Tysklands dramatiske historie og åbner huset op for borgerne – både bogstaveligt og i overført betydning. Samtidig var det et foregangsprojekt indenfor miljørigtigt byggeri.
Foto: Wikimedia Commons



Tour Bois le Prêtre i Paris tegnet af Druot, Lacation & Vassal er også et rigtig godt projekt. Det er en gennemført industrialiseret renovering, som giver boligblokken nyt liv og skaber åbenhed. Renoveringen giver beboerne en fleksibel og tidssvarende lejlighedsindretning, mere lys og nye store altaner.
Foto: Boligblokken før og efter, venligst udlånt af Druot, Lacation & Vassal



The New York High Line tegnet af Diller, Scofidio+Renfro er et fantastisk projekt. Det er en renovering, der har fokus på at skabe nye sociale og bymæssige muligheder, og ikke bare søger at bevare så meget som muligt. Det er usentimentalt, og alligevel er der masser af rå storby/industriæstetik tilbage. I USA er byerne skabt til biler, men High Linen skaber en byrumkultur, hvor man som gående kan bruge den urbane natur og ikke bare kigge på den. Foto: Venligst udlånt af Diller, Scofidio + Renfro



Tower Skin, Sidney af LAVA/ Laboratory for Visionary Architecture er et spændende bud på, hvordan vi skal arbejde med renovering fremover. Energirenovering skal være i hjertet i alle vores projekter. LAVA har udviklet et billigt transparent skind af solceller, der kan trækkes over store nedslidte bygninger. På den måde kan renoveringen skabe et forbedret indeklima, opsamle regnvand og producere energi - ikke bruge den.
Rendering: Venligst udlånt af LAVA

Vil du vide meget mere om renovering?
Så tilmeld dig kurset Renovering - værdi, strategi og virkemidler, der finder sted i Arkitekternes Hus i foråret 2013. For nærmere info og tilmelding til kurset se kursusoversigten.

Blandt underviserne er:
Arkitekt MAA Signe Kongebro, Henning Larsen Architects, Arkitekt MAA Morten Ørsager, Erik Møller Arkitekter, Arkitekt MAA Thomas Waras Brogren, Erik Møller Arkitekter og Arkitekt MAA, Kgl. Bygningsinspektør Peder Elgaard, Erik Møller Arkitekter.

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Dan Ljungar
fre, 02/03/2012 - 15:15

Jeg er helt enig i Lina Bo Bardis 1. plads, det er et enestående værk. Mens Fosters transparente glaskuppel fremstår underligt anstrengt og fremmed på den tunge bygningskrop, selvom den mimer en forsvunden bygningsdel, og vel overordnet har lånt sin ide om demokrati og transparens fra Benishs gamle parlament i Bonn? Nu hvor vi er i Berlin, så savner jeg i den grad Chipperfields enestående restaurering/transformation af Neues Museum på din liste.
Mh
Dan

View profile
Thomas Brogren Arkitekt (renovering, transformation og restaurering)

MAA

man, 05/03/2012 - 13:22

Hej Dan

Tak for din hilsen. Jeg kan godt se, hvad du mener. Jeg er også meget fascineret af Neues Museum og tænkte på at tage den med. Jeg synes, der er en fornyende balance mellem detalje og helhed. Projektet bevarer spor og fragmenter af originale bygningsdele i et nænsomt og næsten arkæologisk arbejde i den klassiske vesteuropæiske restaureringstradition, hvor der skabes en spænding mellem nyt og gammelt. Men det er en fornyelse, at projektet med stor indføling samtidig har samlet helheden ved at genskabe den rumlige og arkitektoniske orden. Projektet har opstrammet proportioner, fladevirkninger og hierarki mellem rummene, samtidig med at framenternes fortælleevne er bevaret – godt gået.

Men jeg valgte ikke at tage Neues Museum med, fordi jeg så gerne ville pege på Reichtags performativitet. Det projekt er ikke blot en restaurering, men en udvikling af det eksisterende hus. Jeg synes, det på en god måde inddrager brugere og besøgende, og giver dem nye muligheder og måske endda får dem til at føle sig som en del af demokratiet. Kuplen er et landmark, som du ser op på, når du bevæger dig rundt i byen, og et rum du selv kan bevæge dig ind i og kikke ud på byen, samtidigt med at du kan kikke ned i salen. Sollyset bliver ført fra himmelen via en reflektor ned i salen, og det var min oplevelse, da jeg stod deroppe, at mine tanker gjorde det samme. Som du rigtig siger, der det i sig selv lidt banalt, at genskabe kuplen i glas. Men jeg er nu glad for at det ikke er formet en eller anden hitte-på-som form. Den historiske form er genskabt for at fastholde balancen i helheden, men når mennesker fra hele verden bevæger sig i en stor spiral op i kuplen, og på den måde erstatter bygningens historiske ornamenter, så synes jeg, der opstår noget vigtigt og stærkt. Det er en udfordring at der ved traditionelle restaureringer, ind i mellem sker det, at huset virker underligt tømt for betydning bagefter. Reichtag inddrager byen og de besøgende og så repræsenterer ikke bare noget – den er noget i sig selv. Jeg har ikke kunnet ryste oplevelsen af Reichtag af mig, siden jeg var der for nogle år siden. Derfor sneg den sig ind på listen.

Kommentatorens hjemmeside Birgit Weylandt
ons, 12/09/2012 - 13:27

De 5 eksempler er vigtige gode som faglige strategier uden man behøver sammenligne dem.

Kommentatorens hjemmeside Anonym
ons, 15/04/2015 - 08:10

Hej

Kan du hjælp mig med at finde betydning på et ord og hvad dette ord dækker over ?

lejlighedsindretning

Kommentatorens hjemmeside Anonym
tor, 16/04/2015 - 10:13

Hej Anonyme

Lejlighedsindretningen betyder i denne sammenhæng hvordan væggene står og hvordan de er udført. Altså om de er lukkede og fast eller om de evt. er transparente eller fleksible.

Traditionelt har boliger haft mange mindre rum. De flest familier vil i dag heller have et stort åbent opholdsrum i forbindelse med køkkenet og forbindelse til det fri. De fleksible vægge (skydevægge mm) kan give mulighed for at ændre rummet, så man både kan få et stort rum og få rummet opdelt i flere mindre nicher.

Håber det var en hjælp.

Thomas