Akademisk Arkitektforening

Det er ikke Planloven, der skævvrider



En balanceret udvikling over hele landet er en af de allerstørste politiske og planlægningsmæssige udfordringer i disse år. Det kræver god planlægning. Planloven bliver gerne udråbt til vækstens værste fjende, men den er faktisk et af de stærkeste kort, vi har

Af Ellen Højgaard Jensen, direktør i Byplanlaboratoriet og Jesper Pagh, direktør i Arkitektforeningen

Det har i årets løb ikke skortet på kritiske røster om planloven i den offentlige debat. Der synes at være bred enighed en række parter imellem om, at planloven er en barriere for vækst og udvikling uden for de store byer. Regeringen har som en konsekvens heraf varslet, at lovens bestemmelser skal lempes.

Planloven – som i øvrigt kun er en af flere love, som regulerer den fysiske planlægning – er i udgangspunktet en rammelov, der sikrer samfundets fælles, blivende interesser, og overlader til de lokale myndigheder, hvordan man vil forvalte det i den enkelte kommune. Det skal den føres tilbage til at være i en mere ren form end i dag. Vi vil derfor gerne slå til lyd for en grundlæggende gentænkning af planloven frem for tilfældige lempelser. Det centrale er, at en revision af planloven bliver båret igennem af et bredt flertal i Folketinget, så der bliver ro og stabilitet omkring planlægningen af vores byer, strande og det åbne land.

De fleste vil tilslutte sig, at loven i sin nuværende form er for detailregulerende, og altså ikke længere er den gode, robuste rammelov, den er tænkt som. Det skyldes først og fremmest en lang række lag-på-lag tilføjelser og ændringer til loven, som er kommet til de seneste 15 år. Særligt strukturreformen fra 2007, hvor den daværende VK-regering med Lars Løkke Rasmussen som ansvarlig minister fjernede amterne som planlægningsmyndighed, er ansvarlig for en stor del af den centralisering, som ofte kritiseres. I nogle tilfælde kan man pege på en uhensigtsmæssig lokal praksis i anvendelse af lovens bestemmelser, men det er efter vores bedste overbevisning ikke på nogen måde planloven i sig selv, der skævvrider Danmark.

Det er klart, at en lov, som grundlæggende begrænser den private ejendomsret, og hvis formål det er at folde velfærdssamfundets omfordelingsprincipper ud over hele landets arealanvendelse, kan opfattes som en barriere for vækst. Det er den også isoleret set og på kort sigt – på lang sigt er billedet imidlertid det omvendte; der er planloven et af de stærkeste kort, vi har, for også at sikre mulighed for langsigtet udvikling, kvalitet og velfærd i hele landet for de kommende generationer.

Planloven udstikker de rammer, som politikere og planlæggere lokalt kan udfylde. Lader man helt de overordnede rammer erstatte af lokale ønsker, er vi bange for, at hensynet til helheden på tværs af kommunegrænser kommer under pres. Den enkelte lokale politiker kan let føle sig fristet – eller presset – til at vise handlekraft ved at iværksætte byggeri, der måske gavner et isoleret område på kort sigt, men som hæmmer helheden og modvirker hensyn til sammenhæng på lang sigt. Det kan f.eks. være store indkøbscentre eller ferieressorts, som står højt på ønskelisten mange steder, men jo kun kan give vækst én gang – og ofte på bekostning af tilbagegang et andet sted.

God planlægning er nemlig en forudsætning for investeringssikkerhed, uden hvilken vækst og udvikling er svær at forestille sig. Privatpersoner, virksomheder og ejendomsudviklere skal vide, hvor de kan investere i fast ejendom uden at miste det hele igen, fordi de planmæssige forudsætninger ændrer sig. Hvis kommunerne melder klart ud, hvor de satser, så kan kræfterne samles dér. Det gælder både, når vi taler om lukningstruede landsbyer, og vækstplanlægning i de større byer, hvor der skabes følgeinvesteringer via planlægning.

Hver af landets 98 kommuner har deres egne udfordringer med demografi, økonomi, infrastruktur og til- eller fraflytning. De arealmæssigt store kommuner længst væk fra hovedstadsområdet fremhæves ofte som nogle af dem, der har det vanskeligst, og hvor løsningerne er sværest at få øje på. Det er også typisk her, at planloven bliver opfattet som en barriere for vækst. Men virkeligheden er en anden. Det er Hjørring Kommunes nye plan- og udviklingsstrategi et eksempel på. Derfor har Hjørring netop vundet Byplanprisen for at tænke i nye planlægningsbaner. Hjørring Kommune viser, hvordan man lokalpolitisk kan sikre vækst og udvikling gennem god planlægning og inden for planlovens rammer. Hjørrings planstrategi er et solidt eksempel til efterfølgelse, hvis målet er netop langsigtet værdiskabelse med udgangspunkt i landets naturressourcer og blik for eksisterende styrkepositioner.

Netop planens langsigtede fokus er en af dens væsentligste kvaliteter. Med planen tør Hjørrings kommunalbestyrelse vedkende sig, at det kræver langsigtet planlægning at skabe udvikling og kvalitet – både der, hvor folk bosætter sig og der, hvor folk flytter fra.

Vi håber, at Hjørrings planstrategi kan tjene som inspiration for Folketinget i dets arbejde med at revidere planloven, således at vi ikke undervejs kommer til at kaste det væsentligste princip over bord: At god planlægning har fokus på fællesskabets langsigtede værdiskabelse frem for kortsigtet udnyttelse af de fælles goder.

 

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende den 5. oktober 2015

 

Foto: Sønderborg fra oven, Wikimedia Commons

 

Kommentarer