Akademisk Arkitektforening

En refleksion over krop og bevægelse i rum



I sit afgangsprojekt, RUMTID, fra Arkitektskolen Aarhus har Mie Dinesen forsøgt at gøre et abstrakt emne som bevægelse synligt samt at formidle det på en visuel måde, der kan anvendes af andre.


Af Helle Lorenzen, journalist DJ, Designkommunikation

RUMTID udspringer af Mie Dinesens fascination af bevægelse i rum og, hvordan denne påvirker en rumoplevelse. Projektet handler om relationen mellem kroppens bevægelse og rummet samt, hvordan disse påvirker og definerer hinanden.

”Jeg har altid været draget af de intangtible begreber i arkitekturen som lys, lyd, tid og atmosfære,” siger Mie Dinesen. ”Derudover har jeg altid interesseret mig for scenografi og kunst, så valget af et abstrakt emne, der gav mulighed for at arbejde på grænsen mellem arkitektur, kunst og installation og gribe det an på en eksperimenterende og undersøgende måde, lå ikke langt fra mig. Titlen RUMTID fortæller, hvad det handler om – nemlig om det tredimensionelle rum og den fjerde dimension, tiden, som i projektet er lig med bevægelsen i rummet.”

Undersøgelser og eksperimenter
Mie Dinesen allierede sig med danseren Vigdis. Som arkitekt har hun selv forstand på rummet, mens danseren er ekspert i kroppens forhold til rummet.

”Jeg har hovedsageligt brugt danseren som redskab til at registrere rummet. Vigdis har en meget intuitiv og direkte måde at undersøge og opmåle et rum på. Hun bruger sin krop og dens bevægelser til at definere rummet og dets afgrænsninger,” fortæller Mie Dinesen.



RUMTID udfolder sig i to undersøgelser, som er registreret i 3D. Del 1 ser på, hvordan kroppens bevægelse påvirkes af rummets afgrænsninger. En systematisk undersøgelse registrerer bevægelse i otte forskellige rumtypologier. Mie Dinesen har selv udviklet registreringsmetoden, hvor foto og video danner råmaterialet.

Undersøgelsens del 2 har en mere eksperimenterende karakter, hvor fremgangsmetoden har været workshops samt en ruminstallation 1:1. Eksperimentet undersøger, hvad der sker, hvis kroppen kan påvirke rummet og, hvad der sker med bevægelse og rum, hvis disse kan forme og påvirke hinanden.
”I bund og grund handler projektet ikke om det konkrete, jeg har gjort, men i stedet om en refleksion over og en diskussion om, hvordan man kan undersøge bevægelsen i et rum,” påpeger Mie Dinesen.

Rum og krop forstås i kraft af hinanden
Oplevelsen af et rum ligger fortrinsvis i den måde, vi bevæger os gennem rummet på. Ofte er vi ubevidste omkring, hvad det egentlig er for en oplevelse, vi har, men det gør den ikke mindre betydningsfuld. I takt med den bevægelse, vi laver gennem et rum, opstår der helt naturligt en opmåling af rummet. Rummet og dets afgrænsninger bliver defineret af kroppen i bevægelse.

”Hvis du fx kommer ind i et lavloftet rum, vil du helt intuitivt dukke dig og gå en anelse sammenbøjet rundt, selv om der er plads nok til at stå oprejst. Når du bevæger dig i det rum, får du en følelse af at være begrænset,” fortæller Mie Dinesen og fortsætter:

”Rummets afgrænsning giver dig modspil og definerer dermed også, hvor kroppen skal flytte sig hen, eller hvordan bevægelsen skal ske. På den måde påvirker krop og rum hele tiden hinanden – ofte sker det helt ubevidst. Vi bliver fx helt tydeligt ledt gennem lange og smalle rum. En gyde, er ikke et sted, vi stopper op, men er en gennemgang, der leder os et andet sted hen.”

Kroppen og bevægelsen er en forudsætning for rummet og forståelsen af det. Rum og krop hænger uløseligt sammen og kan derfor kun forstås i kraft af hinanden. Mie Dinesen mener, at det blandt andet er disse faktorer, som arkitekter skal forstå for at kunne omsætte dem til rum og rumoplevelser.
”Det er enormt vigtigt som arkitekt at fastholde det atmosfæriske og rumoplevelsen som en helhed. Når man forstår de elementer, har man større mulighed for at udvikle og optimere rumoplevelser.”

Projekt med almen gyldighed
Den største udfordring for Mie Dinesen har været at holde tungen lige i munden og få skabt et projekt, hvor budskabet står klart og ikke bliver mudret.
”Flere gange undervejs har jeg været nødt til at stoppe op og lægge en plan for det næste skridt. Ellers ville jeg have endt med et virvar af personlige opdagelser og undersøgelser, fremfor et projekt, der har en mere almen gyldighed. Og det har været mit mål og ønsker fra starten.”



RUMTID undersøgelserne er formidlet i opslagsværket ”Bevægelse i rum”, som kan bruges af arkitekter, scenografer, koreografer og byrumsudviklere til at få en større visuel forståelse for bevægelse i rum.
På baggrund af sine undersøgelser har Mie Dinesen selv udviklet sin metode, som er tilpasset gennem processen og gjort mere og mere nøjagtig. Metoden er tænkt som et værktøj til at kunne registrere noget så uhåndgribeligt som bevægelse.

”Jeg har forsøgt at formidle mine undersøgelser ved hjælp af arkitekturens metoder. Derfor er mit tegningsmateriale lavet som dobbelt retvinklede projektioner. På den måde bliver materialet læseligt for arkitekter og ender ikke som uforståelige abstrakte tegninger, som kun jeg kan forstå.”

Foto:  Øverst: En installation i 1:1 der undersøger hvordan krop og rum kan forme og definere hinanden i bevægelsen. Midt: Danser i bevægelse. En spænding opstår i rummet mellem danseren og rummets ydre afgrænsning. Nederst: Plantegning af bevægelse i rumtypologi 5 – Åbningen



Kommentarer