Akademisk Arkitektforening

Farver på gamle vægge



En forfalden ruin, et afskallet tapet, en slidt stol. For arkitekt MAA Birgitta Niepoort er forfaldne huse en evig kilde til inspiration. Nu udstiller hun nogle af sine malerier i Arkitektforeningen.


Af Marie Leth Rasmussen

Da Birgitta Niepoort var barn, elskede hun at besøge gamle slotte og forfaldne huse. Fornemmelsen af forfald og eventyr inspirerede hende til at eksperimentere med kunst.

”Min familie flyttede til Frankrig, da jeg var seks år. Her elskede jeg at gå på eventyr i forladte slotte og ejendomme. Og som voksen er jeg stadig fascineret af forfaldne huse med vægge, som har flere lag puds eller tapeter, som skaller af”, fortæller hun.

For Birgitta Niepoort er væggene i de gamle huse et visuelt organisk landskab med stor stoflighed. Den stoflighed forsøger hun at indfange ved at male væggene helt tæt på med flere lag olie eller sand, så beskueren fornemmer væggens dybde og tekstur.

Kunstner i USA
Birgitta Niepoort har arbejdet med kunst i mange år. Efter studentereksamen fik hun et ”work-study scholarship” til University of California, hvor hun studerede kunst og film. Det var også i USA, hun fik sin første udstilling op at stå og eksperimenterede med forskellige kunstformer som oliemalerier, jernskulpturer og film. Sidenhen begyndte hun at læse på Arkitektskolen i Århus. 
 
" Arkitektur og kunst minder meget om hinanden. Det er begge to visuelle udtryksformer, som kræver nøje overvejelser, hvad angår komposition, form, farver og tekstur. Forskellen er, at når man maler, ser man tingene tage form på lærredet her og nu, men når man tegner et hus, ser man først det endelige resultat, når huset er bygget", slutter Birgitta Niepoort.

Alle interesserede er velkomne til ferniseringen af Birgitta Niepoorts udstilling ”Farver på gamle vægge”. Ferniseringen finder sted i Arkitekternes Hus, Strandgade 27A i København d. 27. oktober fra kl. 16.30 til 18.30 Udstillingen vises frem til den 8. december.

Arkitekt og meget mere
Udstillingen af Birgitta Niepoorts værker er den tredje i udstillingsrækken "MAA MM", der viser hvad arkitekter MAA laver, når de ikke laver arkitektur. Udstillingerne er arrangeret af Arkitektforeningen og vises i Arkitekternes Hus, Strandgade 27 A 1401 København K

Kommentarer