Akademisk Arkitektforening

Fire dage med kreativitet



I samarbejde med psykolog Thea Mikkelsen, der er leder af TRAC - Training and Resources of Advanced Creativity - tilbyder Arkitekternes Efteruddannelse to kurser om emnet professionel kreativitet, henvendt til henholdsvis enkeltpersoner og teams.


Thea Mikkelsen uddyber her, hvorfor det er vigtigt at fokusere på kreativiteten:

”En af arkitektens kernefagligheder er jo simpelthen kreativiteten, der handler om at kunne forestille sig og skabe det endnu ikke eksisterende. Derfor er den også et vigtigt arbejdsredskab, som man ikke skal forsømme at holde ved lige. Kreativitet er ikke noget, der bare kommer af sig selv; den skal plejes. Og ved at professionalisere kreativiteten kan man som arkitekt blandt andet blive bedre til at tænke innovativt og undgå reproduktion af de samme løsninger igen og igen”, siger Thea Mikkelsen.

Hvordan bliver man professionel indenfor kreativitet?
”Det bliver man ved at få viden om, hvad der skal til for selv at blive ved med at kunne få nye idéer, og hvad der skal til for at kreativiteten får plads i samarbejder. Gennem begge kurser er der fokus på en bedre procesforståelse og på, hvilke barrierer der kan være for, at kreativiteten kommer til fuld udfoldelse ved hver eneste opgaveløsning”.

Hvad er forskellen på de to kurser?
”Kurset ’Professionel kreativitet’ har vi kørt en del gange nu; det handler om den enkeltes bevidsthed om sin professionelle kreativitet som arbejdsredskab og hvordan den kreativitet plejes. Vi har fx set på det kursus, hvordan det ofte har hjulpet deltagerne at blive bedre til at skelne mellem faglige og personlige drivkræfter i arbejdet, og hvordan man bringer dem positivt i spil i forbindelse med samarbejde.

Det andet kursus hedder ’Kreativitet i teams’ og handler, som navnet antyder, om, hvordan den enkeltes kreativitet så bringes i spil i samarbejde og gruppesammenhæng, hvor andre faktorer også spiller ind. Om hvordan det fælles potentiale forløses og om at undgå, at nogle dynamikker i teamet måske kommer til at blokere for en god udvikling.
Der ligger meget store muligheder gemt i at blive bevidst om kreativitetens væsen og dynamik.”

Kommentarer