Akademisk Arkitektforening

Genopfind arkitektens rolle



Arkitekter har potentiale til at skabe store forandringer gennem små ændringer, så arkitektens rolle skal række langt videre end form og funktion. Midlerne er lokal forankring, informationsteknologiens muligheder og anarkisme. Interview med den spanske arkitekt, Belinda Tato fra Ecosistema Urbano.

“Arkitektur er handling. Derfor skal arkitekturen række langt videre end blot til at fortolke et givent program. Gennem fysiske ændringer skaber vi arkitekter social forandring. Det skal vi være mere bevidste om, ligesom vi skal gå mere ind i problemer af økonomisk, kulturel og social karakter. Det går ikke, at vi kun forholder os til den formmæssige besvarelse”, siger Belinda Tato.

Stop klynkeriet
Belinda Tato er en kvinde med klare holdninger, og de MAAere, der i november lagde vejen forbi Arkitektforeningens årskonference om ”Bæredygtighed i bevægelse” fik med et energisk oplæg intet mindre end et visuelt boost og et grundigt rap over nallerne: 

”Det nytter ikke at klage over bureaukrati, små budgetter eller manglende visioner hos bygherren. Find de små sprækker mellem besværlighederne”, sagde Tato fra talerstolen.
”En by som Madrid er om nogen fyldt med regler og modstand, men det er alligevel lykkedes tegnestuer som os – Ecosistema Urbano - at skabe ringe i vandet her med projekter for meget få midler”, understreger Tato.

Fælles for Ecosistema Urbanos projekter er, at det er muligt med arkitektur at skabe forandring og forbedring gennem selv små ændringer. Der behøver ikke altid at være tale om omfattende indgreb i byplaner eller stort, dyrt ikonbyggeri. Men positiv forandring kan kun lykkes, hvis arkitekterne har sikret sig lokal forståelse og forankring via brugerprocesser og dialog…

Læs resten af interviewet med Belinda Tato i Rapport 10 – Arkitektforeningens årsberetning 2010


Fakta: Fra klimatræer til daginstitutioner

Belinda Tato driver Ecosistema Urbano sammen med partneren José Luis Vallejo i den spanske hovedstad Madrid. Tegnestuen har de senere år høstet stor faglig anerkendelse for dens arkitektoniske nerve, metoder og brugerprocesser med blogs og web tv – ikke mindst når det gælder byudvikling, bæredygtighedskoncepter og midlertidig arkitektur. For øjeblikket har Ecosistema Urbanos internet-baserede platforme 40.000 hits om måneden, og de sociale netmedier er en essentiel del af tegnestuens arbejde.

Blandt Ecosistemas projekter tæller en kæmpemæssig afskærmning af en offentlig plads i den hede spanske hovedstad - med brug af borgernes brugte paraplyer.  De har også skabt grønne, organiske vægge samt kølende og rekreative ”lufttræer” i byrummet, designet den spanske Expo-pavillon i Shanghai2010 og børneinstitutioner.

Se www.ecosistemaurbano.com

Foto: Ecosistema Urbanos kølende klimatræer.

 

 

Kommentarer