Akademisk Arkitektforening

God arkitektur kræver indblik



Arkitektforeningen har sammen med Molio og KEA udviklet et nyt kursus – Byggeteknik for Arkitekter. Kurset fokuserer på at skabe et rum, hvor arkitekter kan mødes og tale om byggeteknik for arkitekturens skyld.

Af: Dorte Maria Vestergaard

”Det bremser os som arkitekter, hvis ikke vi har styr på de byggetekniske begreber, og vi får en alt for lille bane at spille på, hvis ikke vi kan snakke med om de meget vigtige beslutninger, der tages i forhold til valg af konstruktioner og materialer”.

Ordene kommer fra arkitekt MAA, Mette Rydahl Anker. Hun underviser til dagligt på KEA-Københavns Erhvervs Akademi og har sammen Arkitektforeningen og MOLIO-Byggeriets Videnscenter udviklet kurset ’Byggeteknik for arkitekter’. For hende er det afgørende, at kurset taler til arkitekterne og deres behov.

”Byggeriet bliver mere og mere komplekst, og der stilles store funktionskrav til materialer og de enkelte bygningsdele. Som arkitekter bliver vi smidt af tidligere og tidligere i forløbet, hvis vi ikke har indsigt i de byggetekniske forhold.”

Hvordan opstod ideen til kurset?

”Ideen er opstået ud af den virkelighed, jeg selv kender fra tegnestuerne. De fleste arkitekter kommer ud fra arkitektskolerne og er helt skarpe på form og æstetik. Tiden går, og på et tidspunkt har man forpasset chancen for at spørge, hvad en dampspærre er, eller hvorfor en konstruktion skal ventileres, og så er man på en eller anden måde hægtet af. Det er lige præcis det område, kurset kan åbne døren ind til.”

På arkitektens præmisser
For Mette Rydahl Anker er det vigtigt at præcisere, at det som arkitekt ikke handler om at vide alt.

”Man bliver jo ikke konstruktør af at tage kursusforløbet. Det er mere en afsøgning af et felt. Forløbet introducerer til nogle begreber og en forståelse for et fagområde, og tanken med kurset er at skabe et rum, hvor vi kan snakke byggeteknik på arkitektens præmisser. Det afgørende er at få nok indblik i området til ikke at blive kastet af, når samarbejdspartnere nævner ord som føringsveje og statik.”

Hvem henvender kursusforløbet sig til?

”Forløbet er tænkt for både de nydannede, men også for arkitekten, der står overfor et fagligt sporskifte efter mange år i det samme job eller arkitekten, der efter 2, 3 eller 5 år bare gerne vil vide mere om det her område.”

”Mange arkitekter er meget helhedsorienterede og optaget af det visuelle. Og det er med lige præcis den tilgang, at kurset ønsker at kaste lys over det byggetekniske.”

”For eksempel dykker vi på alle moduler ned i et færdigt projekt, som er arkitektonisk interessant. Projekterne bliver hver gang præsenteret af de arkitekter, der har været med til at tage de valg, der gør, at bygningen ser ud, som den gør. Vi kalder det ’Bygningen baglæns’, fordi vi så at sige går baglæns og kigger på, hvilke konstruktioner og materialer der ligger inde bagved det færdige byggeri.  Nogle af de allerstærkeste projekter er jo dem, hvor det byggetekniske, det konstruktive og det arkitektoniske smelter sammen. Det er den forståelse, vi gerne vil styrke med kurset. 

Kurset Byggeteknik for arkitekter er bygget op over 3 temamoduler á hver to dage. Første modul afholdes den 2. og 3. oktober i København.

Læs mere om de enkelte moduler og tilmeld dig kurset her

Forløbet gentages i Middelfart i foråret 2019.

Kommentarer