Akademisk Arkitektforening

Johannes Exner 1926 – 2015



Mindeord over Johannes Exner af Kim Dirckinck-Holmfeld, Arkitekt MAA, seniorforsker og forfatter

"Johannes Exner er død". 

Stod tanken stille, da den besked kom. 

Hos mig ja. 

Det var naturligt, Johannes var 89 år gammel, og han havde oven i købet levet et meget længere liv, end koncentrationslejrfanger ellers fik tilmålt. Men Johannes?

Måske er det en form for lammelse, der indtræffer, når nærtstående går bort. Man kan  tilmed blive aggressiv. “Det kan han sgu' ikke være bekendt.” Følelsen omkring dødsfald er ikke alene sorg, den blandes med allehånde andre, og for mig var det tabet af en evigt nysgerrig rorgænger, hvis kurs ikke var forudsigelig, dog altid interesseret i mennesker. Men også en form for havn hos en, der dybt havde reflekteret over livet og arkitekturens forhold til dette liv, uanset opgavens art. Johannes gav aldrig grydeklare svar, men han formåede at sætte tanker i sving, at udvide forståelsen og horisonten, evindelig optaget problemer, der vedrørte arkitekturens betydning for livet og tillige uudgrundelig, som da han om en prædikestol sagde: “Bag ved nutidens bemalede overflade ligger med sikkerhed en smuk renæssancefortælling gemt, den kunne vi kalde frem ved at afskrælle de senere malingslag, og de smukke billeder, ville nok kalde på en stolthed i menighedsrådet.” Her ligger en historie gemt, men er det ikke lige så godt at vide, at den findes? Han fjernede ikke overflademalingen, men lod  forstå, at prædikestolen var magisk i form af sin skjulte historie, og han fik oven i købet menighedsrådet med på ideen i en tid, hvor sensation er en standard i sig selv, foruden selvfølgelig forbindelser eller netværk, som det hedder.

Det ragede Johannes en høstblomst. Det som til gengæld interesserede ham var at nå ind til arkitekturfagets inderste kerne; ikke blot at forstå, ikke blot at indse, men også at kunne omsætte denne indsigt i praksis – i virkeligheden. Han misundte naturtalenter som Jørn Utzon og Johan Otto von Spreckelsen, der uden en dybtgående analyse af en problemkreds intuitivt havde fundet det samme, som han møjsommeligt og efter års studier havde kæmpet sig frem til. Snarere end misundelse var det fascination, han beundrede denne evne til synkretisk tænkning, som en genial aflæsning på et millisekund kan være. Både Johan og Jørn evnede dette, uden tilsyneladende at have sat sig grundlæggende ind i stoffet, og så måske alligevel? 

Johannes er arketypen på en reflekterende arkitekt. Uanset, hvad opgaven kunne bestå i, satte han sig ind i alt, hvad han kunne finde om sagen i fortid og nutid. Og han var ubønhørlig. Han gravede sig ned i tingene, der til tider kunne stige ham over hovedet, men denne kamp med ideerne og materien på en og samme gang gjorde ham tillige til en af de betydeligste danske arkitekter i nyere tid, og måske en af de bedste pædagoger. Hans engagement var smittende, og hans uudtømmelige nysgerrighed, hans empatiske og aldrig docerende eller bedrevidende holdning, hans optagethed af næstens problem, gjorde ham også i bibelsk forstand til den gode hyrde. I mere end 30 år stod han som den måske mest indflydelsesrige og prægende lærer i Arkitektskolen i Aarhus – og helt uden at konkurrere med andre.

Man kan ikke vide, hvad der ellers ville være sket på skolen, hvis det ikke var for et tilfælde. Johannes, der var medlem af “den nye Hvidstengruppe”, blev sammen med sin far taget af Gestapo, og han fik bank i Spanien, den fine badeanstalt i Aarhus. Her kunne blodet skylles væk uden problemer. Oven i købet skulle han udholde, at hans elskede far skulle udsættes for tortur eller død, men han fraveg ikke sin historie. Han havnede i Frøslev med et brækket kæbeparti, og kunne ikke tage føde til sig. En interneret læge gav ham så en træstump, som han kunne bruge til at vride kæberne op: “Det var ikke behageligt”, huskede Johannes; “det var et tilfælde, men ellers var jeg død af sult”. 

Således og ad skæbnens irgange fandt han senere sin livsledsagerske, Inger, der gik på Kunstakademiets Arkitektskole. Han kendte hende fra gymnasiet, og han, der ellers ville have været forstmand, blev vendt imod arkitekturen. Inger kunne alt det, som han ikke kunne. Hun var og er en glimrende tegner. Hun har måske tillige et mere realistisk syn på timelige ting som økonomi etc., men frem for alt er hun selv en fremragende arkitekt. Det er blevet sagt, at hun skulle være administratoren i firmaet, men det kan hun ikke degraderes til. Inger og Johannes er uadskillelige, og deres værker kan netop ikke skilles ad på personer. 

Det er kendt, at Inger og Johannes Exner især har arbejdet inden for kirkebyggeri og restaurering, eksemplificeret ved deres mange kirker og Koldinghus. Det er vel ikke nødvendigt at sige, at de inden for begge områder har skabt epoke. I kirkebyggeriet via Johannes’ evindelige nysgerrighed og Ingers følsomhed. Johannes, som henad vejen skabte den teoretiske begrundelse for det såkaldte cirkumstantesprincip, som de første gang brugte i Nørrelandskirken i Holstebro. 

Siden fulgte mange, mange kirker, men det var især inden for restaureringsområdet, at Johannes for alvor fik rusket op i debatten, både teoretisk og praktisk. Han opfandt oven i købet nye fotometriske opmålingsmetoder i kampen med det ret enorme Koldinghus, som ikke på gammeldags maner kunne være opmålt inden for budgettet. Det var bygningen som bærer af vidnesbyrd om hele den forudgående historie, der optog han: “Fortælleværdien” som han kaldte det. 

Inger og Johannes var blevet spurgt, hvor lang tid de skulle have til at restaurere Koldinghus, og Johannes havde sagt: 20 år! Efter nogen tøven havde det noget befippede Boligministerium så sagt ja. Og, sagde Johannes: “det tog 20 år med bøvl og problemer.” Bøvl henregnede han under uønskede hændelser, som politisk bævl eller ubegavede administratorer, medens problemer netop var en udfordring: Hvordan løser vi det lige?

Jeg har i flere omgange haft den glæde at samarbejde med Inger og Johannes, og er altid gået inspireret fra møderne; de havde såmænd også udset mig til at skrive bogen om dem, men jeg måtte melde pas som følge af overarbejdelse. Det var jeg dengang ked af, men efter at have anbefalet Thomas Bo Jensen til at skrive bogen, må jeg indrømme at have været heldig: Et mere værdigt minde har man ikke kunnet sætte de to.

Utvivlsomt kan Thomas fastslå Inger og Johannes’ betydning for fag og undervisning; det er for mig så selvindlysende, at jeg vil nøjes med at citere Lars Juel Thiis:
“Johannes er i sig selv det største monument, som underviser, der har præget generationer, og som arkitekt, der har inspireret. Jeg spurgte ham engang, hvorfor han stadig brugte kvadratet? Jeg er endnu ikke blevet færdig med det, svarede han.” 

Man kan måske heller ikke blive færdig med Inger og Johannes, men man kan måske nu, efter det store livsværk reflektere som Paulus, og måske herved finde sammenhængen og storheden i disse to menneskers værk:

“Således ser vi som i et spejl, en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg som selv er kendt fuldtud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.” 

Her ved afslutningen ser vi så storheden af en livsindsats, som fragmenterne ikke kunne vise os, og som vi stadig ikke kender “fuldtud”. Johannes liv var baseret på tro, håb og kærlighed. Troen og håbet som eneste udvej i koncentrationslejren, og kærligheden i den opbyggende tid: til mennesker, arkitektfaget og til livet.

Med Johannes Exner er en af arkitektfagets store mentorer gået bort. 

Foto: Johannes Exner i 2006, E+N Arkitektur 

 

 

 

Kommentarer