Akademisk Arkitektforening

Klædt på til den tekniske snak



Pludselig er der gået fem år med spændende projekter på en tegnestue, og chancen for at spørge, hvor en dampspærre sidder, er forpasset. Og hvad gør man så? Arkitekt MAA Emilie Fenhann deltog i efteråret på det første forløb af kurset Byggeteknik for arkitekter og fik både gode argumenter og en bedre forståelse for det tekniske med hjem til tegnestuelivet hos Holscher Nordberg.

Af: Dorte Maria Vestergaard

”Jeg har altid gået op i detaljen og interesseret mig for det byggetekniske, så jeg blev glad, da jeg spottede kurset hos Arkitektforeningen,” fortæller Emilie Fenhann.

Bygningen baglæns
Kurset Byggeteknik for arkitekter er udviklet i samarbejde med Molio og KEA og er bygget op over tre todages temamoduler, der hver især udfolder, hvordan en lang række byggetekniske forhold og valg indvirker på den arkitektoniske formgivning fra tidligt i skitseringsprocessen. På hvert modul gennemgås ligeledes en bygning baglæns, hvor der stilles skarpt på et byggeri fra inderst til yderst.

”Mange uheldige byggerier starter sikkert som en flot tegning eller en god idé, men det er vigtigt med et arkitektonisk fokus hele vejen. Når det bliver teknisk, skal det stadig være arkitektonisk, og der er vi som arkitekter nødt til at have styr på de tekniske begreber for at kunne sikre en høj arkitektonisk kvalitet fra yderst til inderst, ellers bliver vi simpelthen hægtet af,” slår Emilie Fenhann fast og fortsætter:

”Med en solid byggeteknisk forståelse bliver dialogen med eksempelvis en ingeniør mere kvalificeret undervejs i processen, og det giver en faglig ballast, som kan styrke den arkitektoniske argumentation undervejs i et projekts tilblivelse.”

Den kostbare tid
Emilie Fenhann var heldig at have kollegaer, der i forvejen vidste en del om detaljer og byggeteknik, hvilket også gav hende selv lyst til at vide mere, så hun kunne blande sig i de mere tekniske diskussioner på tegnestuen.

”Kurset har naturligvis ikke afdækket alt relevant byggeteknisk viden, men det, tænker jeg, heller ikke er meningen. Dét, kurset har givet mig, er et indledende overblik – nu ved jeg, hvor jeg kan søge information og viden, fordi jeg blandt andet har fået styr på, hvilke opslagsværker der er relevante at søge information i.”

Emilie fremhæver især de små opgaver i kombination med oplæggene, som var indlagt undervejs på kursusdagene, som nogle elementer, der gav en god viden.

”I en travl hverdag er problemet ofte tiden. At man ikke har tid til at sætte sig ned og gå ind i en detalje eller læse noget og lære noget nyt. Det pusterum gav kurset heldigvis også, og det var ren luksus at kunne fordybe sig med ligesindede.”

En styrket argumentation
Særligt snakken med andre faggrupper som fx ingeniører har Emilie Fenhann tidligere oplevet som en bremseklods i forhold til de arkitektoniske visioner.

”Der er mange gentagelser og standardløsninger i nutidens byggeri. Det gøres ofte sådan for at holde prisen nede. For ingeniører vil det eksempelvis ofte være nærliggende at gentage de samme detaljer og løsninger, som er gennemprøvet for at minimere risiko. Hvis man skal udfordre dette, skal man være godt klædt på. Så viser det sig ofte, at de specialdesignede løsninger hverken er dyrere eller mere risikable.”

At det smukke i et byggeri godt kan ligge i detaljen, har Emilie aldrig været i tvivl om, og forløbet var et tiltrængt sted at møde andre med blik for netop detaljen.

”Kurset var et virkelig godt forum til at stille alle de dumme spørgsmål, man ellers aldrig får stillet. Det var skønt at møde ligesindede og få tid til at gå i dybden med nogle tekniske tegninger og begreber. Jeg fik virkelig blod på tanden undervejs, og jo mere jeg lærte, jo mere fik jeg lyst til at vide.”

Fra projekt til færdigt byggeri
For Emilie har det altid været vigtigt at kunne konkretisere sine arkitektoniske visioner og selv kunne følge, og forstå, et projekt fra start til slut. Nysgerrigheden er blevet pirret og den faglige argumentation styrket.

”For at kunne realisere og konkretisere de arkitektoniske visioner jeg har, er det centralt at have en viden om tektonik. Det er vigtigt at bevare arkitektens helhedsblik igennem hele byggeprocessen, også når de tekniske og praktiske løsninger skal findes. Det giver et mere helstøbt og smukt byggeri. Jo stærkere viden arkitekten har om byggeteknik – jo mere indflydelse kan vi få på det endelige resultat.”

Kurset Byggeteknik for arkitekter afholdes i København med start den 2. oktober 2019 – læs mere og tilmeld dig her


Kommentarer