Akademisk Arkitektforening

Kreative virksomheder og intelligent offentligt indkøb på regeringens dagsorden



Arkitektforeningen var med, da Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg d. 14. marts afholdt høring om regeringens vækstplan for de kreative erhverv og design.


Her præsenterede erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen en række af de initiativer, som regeringen vil igangsætte i år. Flere af dem sigter på at styrke små og mellemstore kreative virksomheder og er således særligt relevante for arkitekterhvervet.

Et af disse initiativer er en såkaldt Markedsmodningsfond, som skal bidrage til, at innovative produkter hurtigere kommer på markedet. Det kan være svært for mindre virksomheder at bryde igennem med nye, kreative produkter og ydelser, og det er derfor positivt, at regeringen vælger at styrke indsatsen på området med Markedsmodningsfonden, som bl.a. skal have fokus på kreative erhverv og design.

Der afsættes 135 mio. kr. årligt til fonden, som skal bruges på at udvikle kommercielle produkter og serviceydelser tæt på markedet. Helt konkret kan virksomhederne få hjælp igennem tildeling af midler til test og tilpasning af et givent produkt eller en serviceydelse, og ved at Markedsmodningsfonden stiller garanti for det innovative element i et produkt, som endnu ikke er solgt i et større omfang.

Intelligent offentligt indkøb
Med samme mål for øje vil regeringen senere i år lancere en strategi for intelligent offentligt indkøb, som bl.a. skal fremme innovative løsninger og grøn omstilling.
Et tredje af regeringens initiativer rettet mod små og mellemstore kreative virksomheder er en forbedring af adgangen til finansiering. Det skal ske ved at sikre fokus på de kreative erhverv i Vækstfonden. Denne forventes at kunne støtte kreative virksomheders vækstfinansiering med mindst 200 mio. kr. i de kommende tre år og dermed sikre sunde projekter adgang til risikovillig kapital og finansiering.

Arkitektur skal spille en rolle
Med vækstplanen for kreative erhverv har regeringen lagt op til, at arkitektur skal spille en væsentlig rolle som driver for vækst, bl.a. i forhold til den grønne omstilling, og regeringen vil i 2013 derfor lancere en ny national arkitekturpolitik.

Arkitektforeningen vil naturligvis arbejde for, at regeringens glimrende hensigter faktisk realiseres bl.a. ved at bidrage til, at den nye arkitekturpolitik bliver både ambitiøs og eksekverbar og med et tværministerielt ejerskab, så arkitekturpolitikken kommer til at afspejle tidens behov for vækstskabende innovation indenfor en lang række områder, såsom klima, energi, infrastruktur, velfærd osv.

Læs mere om Markedsmodningsfonden
Læs mere om Vækstfonden

Foto: PH Lampen - en dansk klassiker. Men hvis vi skal nå videre end gentagelser af klassikere, skal der innovation og udvikling til.

 

 

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Demaemiainxjojv
lør, 04/05/2013 - 05:31

AttelveWava xaikalitag elumnSili http://usillumaror.com - iziananatt Bumsmesus http://gussannghor.com Evovardvasy