Akademisk Arkitektforening

Kronik: Planløs boligfanatisme plager København



Mens ferien endnu prægede de fleste arbejdspladser, bragte Politiken en stærk kronik i Politiken af arkitekt MAA og ph.d.-studerende Kasper Lægring, som udtrykker stor bekymring for nyere tendenser i planlægningen af København. Byen, der har høstet stor international anerkendelse for sin indsats for den blandede, levende by, er ved at blive monofunktionel, mener Kasper Læring. Læs kronikken her.  

Kronik i Politiken den 21. juli 
af Kasper Lægring

"Planløs boligfanatisme præger København 
Socialdemokraterne står for en suspekt planlægningspraksis i København, som minder om den, Margaret Thatcher udsatte London for i 1980’erne. Vi har i de seneste par årtier fået en ny planlægningskultur København: en bizar blandingsmodel af nyliberalisme og socialdemokratisme. Den har rødder i 1990’ernes kursskifte, da byen var i krise, og enhver vej til vækst i byggeriet blev afprøvet. Med god grund. Men siden er denne undtagelsestilstand desværre blevet normaltilstanden.

Den desperate politik viser sig i en form for boligfanatisme, som nu udspiller sig i kampen om fremtiden for et åndehul mellem Vesterbrogade og Enghavevej på Vesterbro. Her vil det politiske flertal rydde en nedslidt, men identitetsbærende karré med kreative fag og værksteder til fordel for nye dyre lejligheder. Socialdemokratiet, sekunderet af fire andre partier, har meldt ud, at kun skabelse af nye boliger har betydning for planlægningen i kommunen. Alt andet må vige.

En karakteristik som ’generøs by’ beskriver med rette de seneste års imponerende kulturbyggerier og byrum, som har givet hovedstaden stor coolnessfaktor i udlandet.

Men netop på grund af disse overeksponerede succeshistorier har vi ikke fået en nødvendig debat om den aktuelle planpolitik, som ikke er så generøs længere. Det er en politik, hvor ethvert boligprojekt og enhver privat altan prioriteres højere end fællesområder. En politik, som arbejder hen imod en monofunktionel by i stedet for en by, hvor sameksisterende funktioner bliver videreudviklet.Tidligere, under overborgmestrene Urban Hansen og Egon Weidekamp, blev borgernes nærmiljøer rykket op med rode i en højere sags tjeneste: en social utopi om bedre boliger, bedre levevilkår og bedre folkesundhed. Set i lyset af de lysfattige og sundhedsfarlige forhold i byen, som socialdemokraterne under deres opvækst havde oplevet på nærmeste hold, har jeg ikke svært ved at tilgive Weidekamps kompromisløshed.

I forbindelse med polemikken om en boligkarré på Vesterbro skrev en af Socialdemokraternes profiler i Københavns Borgerrepræsentation, Jakob Hougaard, tidligere i år på Facebook: »Socialdemokraterne har i alle årene støttet udviklingen af nyt boligbyggeri i København, vi har støttet grønne gårde med luft, lys og plads til familier og børn. Vi har principielt sagt ja til langt det meste randbebyggelse og støtter gerne fornyelsen af det nedslidte og gamle byggeri rundtomkring i byen. København er blevet en meget bedre by at bo i, efter at vi har sagt farvel til det gamle slum, de nedslidte baghuse og das i gården. Så jeg vil være ærlig og sige, at vi fra S er positivt stemt over for at få gang i boligbyggeriet på dette område af Vesterbro«.

Tilflytningen til København gik i stå i 2015. Flere flytter fra byen end til byen. Men længe har tilflytningen til hovedstaden på 1.000 nye borgere om måneden været en undtagelsestilstand, der retfærdiggør, at alle andre behov end bolig tilsidesættes på den politiske dagsorden. Det vidner Hougaards ensidige fokus på boliger om.

Ritt Bjerregaards forsøg på at bebygge Kløvermarken med billige boliger viser dette mentale skift: Hvor en socialdemokrat, finansborgmester Jens Jensen, anlagde Fælledparken (i 1909), stod en anden socialdemokrat (i 2006) for en politik, som gik på rov efter grønne områder for at anlægge boliger. Frank Jensen fortsætter denne linje. Der skal bygges på Amager Fælled i Ørestad, hvor meningen ellers var at lade naturværdierne slynge sig mellem bebyggelsen. Derved indrømmer Socialdemokraterne, at de hellere vil servicere tilflyttere, koste hvad det vil, end at understøtte de eksisterende indbyggeres fritidsliv. Og de eksklusive ejerlejligheder i Bohrs Tårn på Carlsberg – med prislapper på tocifrede millionbeløb – er en bitter pille at sluge.

Men den sukres med forsikringen om en fjerdedel almene boliger som kompensation. Tilsvarende skelnes der på det kommende Enghave Brygge mellem første række (havnefronten) og de bagvedliggende karreer med almene boliger. Så er geografisk klasseopdeling pludselig blevet god socialdemokratisk politik.

Ligesom opfyldningen af havnebassinet længe har været det: Udviklingsselskabet By & Havn, som kommunen siden 2014 har ejet 95 procent af, fylder havnens vandspejl op med overskudsjord fra metrobyggeriet og sælger de nye grunde dyrt videre. En af statens repræsentanter i selskabet er – meget sigende – en hoteldirektør. Kommunen har ikke udvist vilje til at tilbageerobre magten over havnen fra By & Havn. Men er der folkelig opbakning til at privatisere hovedstadens fælles herlighedsværdier? De senere års høringssvar tyder ikke på det, tværtimod. Miljø og liv skabes jo ikke af bygningerne, men af de mennesker, som færdes der«, skriver Jakob Hougaard. Hougaard er uddannet antropolog, men hans viden må være blevet noget rusten. Hvis miljø og atmosfære var ligegyldigt, skulle Ishøj have samme tiltrækningskraft som Vesterbro. Eller betonhøjhuse fra 1960’erne være lige så eftertragtede som fiskerhuse i Dragør. »Når man bosætter sig i en af Københavns bydele, vælger man det pågældende kvarters kvaliteter til«, står der endda i Kommuneplan 2015. Det er forbløffende, at antropologen Jakob Hougaard udviser et så teknokratisk syn på bymenneskets behov, når hans fagfælle Marie Stender for længst har påvist, at den hæmningsløse boligproduktion ændrer byrummet. Gadeforløb kun med stuelejligheder ændrer de forbipasserendes reaktionsmønstre i negativ retning.

Fodgængere føler sig som ufrivillige vidner til private gøremål og haster videre, væk fra gaderummets påtrængende sociale akvarier. De lange butiksløse strækninger i de nye bydele dræber gaderummet. Socialdemokratiet promoverer en suspekt planlægningspraksis, som vi kan kalde curlingpolitik: Det betyder, at initiativretten ligger hos developeren og ikke hos kommunen. Hvis en tilfældig investor foreslår et hvilket som helst boligprojekt, skal en ny lokalplan facilitere det. Også hvis projektet måtte være i strid med hensigterne i kommuneplanen. Derfor oplever vi, at de politiske udmeldinger om Vesterbro kolliderer med den erklærede bevaringspolitik i Kommuneplan 2015. Hougaard og hans partifæller har kort før jul sidste år vedtaget en bevaringspolitik, som de ikke agter at følge.

Der vedtages en ny kommuneplan hvert fjerde år, og forskydningen i kommunens prioriteringer har været påfaldende opportunistisk. Det gælder eksempelvis metropolzonen, som en overgang var et stort politisk hofnummer, men som i 2014 stilfærdigt blev aflivet. Initiativet til metropolzonen kom fra firmaer ramt af volumensyge, ikke fra indbyggerne. Derfor oplever vi igen og igen, at høringsprocessen er spil for galleriet. Ved borgermødet på Vesterbro den 8. juni ønskede ingen borgerrepræsentanter at møde borgerne. Tørrelofter omdannes til ’eksklusive’ tagboliger. Politikeren er blevet en tandlæge, som fylder byens huller ud med boliger. Eller trækker tænder ud. Og Jakob Hougaards budskab er klart: Hvis ikke kunstnerne kan betale, må de flytte. Den ’kreative klasse’, som sociologen Richard Florida hyldede, er stendød på den socialdemokratiske stenbro. Den må humme sig ud i byens billigere periferi. Hvad man egentlig skal foretage sig i byen, når man har fået sin dyrt betalte bolig, henstår i det uvisse. De seneste nedrivninger i Skelbækgade og på Carlsberg viser, at Kødbyen næppe var blevet det kulturelle frirum, som den er, hvis ikke det var for den fredning, som sikrer rammerne. Socialdemokraterne havde uden at blinke jævnet Kødbyen med jorden. De nyder gerne industrikultur på ferie i Berlin, men giver den en kold skulder i hjembyen. Dette baghus med det tilhørende kedelhus og skorsten er formentlig det sidste af sin art, der findes i København«, skrev Københavns Museum i 2009. Ikke bare den sjældne skorsten med årstallet 1887, men hele den lave husrækkes kontrast til den modstående sides høje karreer af arbejderboliger midt i Enghavevejs knæk er både oplevelsesrigdom og historiefortælling. Kulminationen er Vega, arbejderbevægelsens tidligere højborg.

Men Socialdemokratiet vil gerne glemme sin arbejderhistorie. Den er blevet irrelevant, når arbejdervælgerne stemmer på DF. Hougaard og hans partifæller undervurderer fremsynetheden i det private kulturinitiativ. Fonden Realdania har siden 2000 søsat utallige initiativer. At Tækker Group har købt FDB-pakhusene i Njalsgade for at udvikle det kreative miljø, og at en filantropisk milliardær, Lennart Lajboschitz, har købt både Absalons Kirke og Søkvæsthuset, viser en alternativ vision om en storby, som rummer mere end golde boligceller. Et ældre eksempel er Pistolstræde, som blev skabt af visionære erhvervsfolk i 1970’erne, og karreen på Vesterbro har samme potentiale til at blive til en kulturmættet passage. Gid, det samme kunne siges om Carlsberg Byen. Men både ’Vores By’, Tivoli og Dansk Industri har udviklet sig til gøgeunger i reden, som ingen politiker tør sætte bommen ned for. At kapitalfonde, pensionskasser og multinationale virksomheder i dag har en magt, som kan tryne et bystyres demokratiske organer, er en kendt sag. Noget tyder desværre på, at det for længst er sket i København.

Planpolitikken er lige så førerløs som den metro, der kører under vores fødder. Prisen for at have fået 1960’ernes magtfulde og bedrevidende byplanlæggertype ned med nakken har været høj. I stedet har vi fået en planlægningskultur, som er usynlig og derfor aldrig til demokratisk diskussion. Da dette demokratiske underskud sidst var oppe at vende, svarede bestyrelsesmedlem i By & Havn Lars Weiss (S), at »kritikerne har en pointe i, at vi skal være bedre til at formidle tidligere, hvad der er ved at ske, når der skal bygges nyt« (Pol. 28.1.2013). Symptomatisk reducerer politikeren det hele til en kommunikationsbrist. Kursen ligger fast. Efter hundrede år med socialdemokratisk planpolitik var København godt rustet til at møde globaliseringen. Men bid for bid har det politiske flertal frivilligt opgivet at håndhæve egne principper – bevarende sanering, parkpolitik, boligpolitisk ligestilling. Stadsarkitektens embede er blevet udvandet. Erfaringen med at være placeret i udviklingens slæbespor i 1980’erne og 1990’erne har forvandlet de københavnske politikere til forskræmte gidsler ramt af stockholmsyndromet: Vi skal sige JA til alt, ellers ender byen i den globale muddergrøft igen.

Selv om der sidder og har siddet socialdemokrater på alle de ledende poster i kommunen, By & Havn og Metroselskabet, og selv om vi har haft en socialdemokratiskledet regering 2011-15, er Københavns styre godt i gang med at kopiere Margaret Thatchers byudviklingspolitik. Udviklingen af London Docklands i 1980’erne, hvor man etablerede London Docklands Development Corporation uden for offentlighedens kontrol, gentages i Københavns Havn, som udvikles af et selskab, vi ikke har aktindsigt i. Senest konstateres det, at en »boligpolitisk ændring fra en socialdemokratisk byplanlægningstilgang til en mere neoliberal orientering har betydet, at private udlejningsejendomme nu handles til svimlende priser, og at andelsboligerne nærmer sig ejerboligerne i pris.« (Information 10.6.2016).

Vi må derfor spørge det politiske flertal på rådhuset: Servicerer I borgerne eller en global elite af nomadiske rigmænd, som søger boliger uden bopælspligt og spektakulær oplevelsesøkonomi? Jeg er sikker på, at politikere står på spring med indvendingen: Jamen, globaliseringen tvinger os til denne politik. Men svaret er nej. De har selv skabt undtagelsestilstanden og efterspørgslen. De har konstrueret en behovskæde, hvor metroen får nye linjer, By & Havn får jord til opfyldning, og kommunen får et boom i boligpriserne og skattegrundlaget omkring metrolinjen og havnekajerne. Ved at køre videre med den private selskabsstruktur i By & Havn er der skabt et incitament til fortsat indtjening, som kun stopper, når havneløbet er fyldt op. Ligesom bankerne skaber penge ved udlån, tryller By & Havn fremtidige byggegrunde ud af ingenting. Det er halen, som logrer med hunden, og derfor optræder socialdemokrater som narkomaner, der har akut behov for ideologisk afvænning fra nyliberalismen. Lars Weiss og Jakob Hougaard er så ramt af afhængighed, at de begge har følt det nødvendigt at misinformere offentligheden om paragrafferne i den planlov, som var Svend Aukens hjertebarn. Juraprofessor Peter Pagh kan i hvert fald ikke genkende deres fortolkning af loven (Pol. 28.1.2013).

Politikerne kan fortsætte med at tro på, at det er deres opgave at kompensere for en manglende landspolitisk vision for boligudbuddet i København. De kan fortsætte med at opfylde behovet for boliger og ignorere sideeffekterne. Og blindt fortsætte med at svinge curlingkosten for tilfældige investorer. Eller de kan lytte til deres egen stadsarkitekt, Tina Saaby, som advarer om, at »man skal sikre sig, at byen ikke bliver for pæn, men i stedet har en stor mangfoldighed, at der er plads til de skæve rum, at alt ikke er ens« (Pol. 27.6.2010). ’Sammen om byen’ lyder kommunens branding af sig selv. Men hvorfor er denne forsikring pludselig nødvendig? Kommunen tjener almenvellet. Er det udtryk for dårlig samvittighed hos det politiske flertal, som skal bortforklares med tomme fraser? Egon Weidekamp var ikke sammen med nogen; han var sgu sin egen. Han ville forbedre arbejderklassens levevilkår, ikke udskifte befolkningen eller lefle for en global pengestærk elite. Spørgsmålet er, om man troværdigt kan være ’sammen om byen’, når ens politiske program er fortsat gentrificering.

Det rå kulturmiljø på Enghavevej – industrikulturens Nyboder – er ikke uden grund blevet et symbol på en politisk urban vision, som er mere inkluderende, kreativ og multifunktionel end en parodi på socialdemokratismen. Udfyldelse af byens få eksisterende hulrum med få boliger er lige så løsningsorienteret, som da politikerne overhørte trafikforskernes advarsler og foretog drastiske gadegennembrud. Blot for siden at konstatere, at trafikken bare voksede tilsvarende.

Boligfanatismen er en blindgyde og en fattig vision for København, som i udenlandske medier netop hyldes for sit generøse byliv. Senest har overborgmester Frank Jensen udtalt, at »the philosophy behind all the development in the city comes down to the question of liveability« (The Guardian 5.5.2016).

Lad det udsagn stå sin prøve."

_________________

Kasper Lægring var deltager på Arkitektforeningens kritiker-akademi, hvor arkitekter med holdninger fik tilbudt professionelle redskaber til at bidrage med deres holdninger i den offentlige debat.
foto: Jens Lindhe   

Kommentarer