Akademisk Arkitektforening

Lars Thiis ny leder af konkurrence-udvalget



Den nye leder af Akademisk Arkitektforenings konkurrenceudvalg, Lars Juel Thiis, har bred erfaring med konkurrencer på alle niveauer – både som dommer og deltager. Læs, hvordan han fra sin nye post vil skabe større synlighed om foreningens arbejde. 

Hvorfor mener du konkurrenceudvalgets arbejde er vigtigt? 

Danmark er i en brydningstid, hvor hele landets fysik forandres. ’Flugten’ fra land til by intensiveres, landskabet endevendes af nye produktionsformer, infrastrukturer etc. Jeg mener, konkurrenceinstitutionen er en af de bedste måder at få nye svar på fremtidens virkelighed – for igennem det redskab kan man nå drømme, som man aldrig havde troet var mulige. Udvalgets rolle er at søge de bedste rammevilkår for institutionen, og først og fremmest kommunikere de brede erfaringer som udvalgets besidder op mod sekretariatet. Men det er også vores rolle at presse på, så kommunikationen ud til omverdenen om arkitektkonkurrencens store potentiale bliver synlig for både den helt almindelige borger og den administrerende embedsmand. Vi skal vise, at det er gennem konkurrencen, den bedste opskrift på de rigtige svar skal findes.

Hvordan håber du at kunne gøre en forskel i udvalgets arbejde? 

Cubo, som jeg repræsenterer, er opfostret af konkurrenceinstitutionen. De hundreder af konkurrencer, som jeg har været involveret i, enten som deltager eller dommer, i alle kroge af landet, har skabt et smukt forgrenet videntræ, som jeg tror man kan bruge. Omvendt ved jeg, at det er en tung dyne at flytte opinionen. 

Men eksemplets magt er stor, og vi har oplevet igen og igen, at konkurrencen har været nødvendig for at frigøre de kreative kræfter, så vores byggerier kan gøre forskellen og nå højere standarder. Nu bor jeg jo i en provinsby (Aarhus, red.), hvor rådhus og universitet er kanoniseret, og bunker af turister og borgere beriges af deres kvaliteter, skabt på baggrund af åbne arkitektkonkurrencer. Alligevel plastres havnefronten stadig til af dubiøse totalenterpriseprojekter. På trods af arkitekturpolitikken, på trods af diverse skåltaler om Europæisk kulturby i 2017 og så videre. Man siger ét, men gør noget andet. 

Hvad vil du konkret gøre for at motivere udvalgets medlemmer til sætte fokus på Arkitektforeningens arbejde? 

Det vigtigste er at fortælle de gode historier. Historier, der dokumenterer, at konkurrencerne gør en forskel. Og de historier vil jeg hellere fortælle til Hr og Fru Jensen, frem for at forfatte elfenbenstårnsindlæg til Politiken. Som man råber i skoven, får man svar - og hvad hjælper klynkeriet til en promille, hvis budskabet aldrig når dem, der er i direkte berøring med, hvad vi går og laver? Den største begejstring findes jo hos brugerne – snak med Lemvigs borgere om den nye stærke skaterpark, besøg et af de fine små Livsrum, som Kræftens Bekæmpelse har bygget rundt omkring i landet, og oplev julelysene i øjnene hos personalet. 

Det er op til alle Akademisk Arkitektforenings medlemmer at støtte op omkring denne synliggørelse – ikke mindst lokalafdelingerne ude i landet. Hvordan håndterer vi hele landskabets forvandling, når landbruget skal omlægges, hvilke landbyer skal rives ned, skal naturen overtage det overflødige areal osv. Og hvorfor, i landet som er bundet sammen af broer, er der ingen ingeniørkunst til at højde broens æstetik? Skal vi ikke sammen med FRI (Foreningen af Rådgivende Ingeniører) og andet godtfolk lave nogle bud på de store infrastrukturers bearbejdning af Danmarks overflade? Emnerne bugner, og konkurrencerne er det forløsende ord – efter min mening!

Blå Bog

  • Medstifter og medejer af Cubo Arkitekter
  • Medlem af kanonudvalget for arkitektur i 2005
  • Formand for Statens Kunstfonds bestyrelse i 2011-13
  • Uddannet fra Arkitektskolen Aarhus
  • Har studeret og arbejdet i Finland, England og USA

Kommentarer